Jeg er så glad for mit job. Det er fyldt med gode, dygtige, inspirerende mennesker, og det fordrer, at jeg tænker mere over, hvordan jeg forholder mig til ting i mit liv, end jeg ville gøre, hvis jeg hver dag brugte 8 timer på at lave noget andet end at formulere mine tanker om, hvordan jeg forholder mig til ting i mit liv. Desuden giver det en fantastisk frihed, som jeg ikke vidste, man kunne nyde så meget. Det er kun mig, der bestemmer, hvad jeg skal lave og hvornår, og jeg kan arbejde hjemmefra de dage, hvor det passer bedst. Når mine unger er syge, kan jeg (som oftest) uden problemer blive hjemme med dem, og når Jon, som nu, bruger langt de fleste timer af sit liv på Fyn, kan jeg tage helt over derhjemme og sørge for, at ungerne stadig bliver hentet i børnehave til vanlig tid. Jeg sover mindre i de perioder, men tiden er min egen. Samtidig er jeg meget bevidst om, at den måde, jeg tjener penge på, er på lånt tid. På et eller andet tidspunkt tørrer bækken ud, eller også løber jeg tør for ord. Det kan ikke vare for evigt, det her, og jeg nyyyder det med den vished måske endnu mere.
Min frihed i mit arbejde har også den lille bagside, at der altså ikke er nogen sikkerhed. Der er kun mig til at tjene pengene, og jeg arbejder i en branche fuld af konkurrence, hvor der hele tiden udklækkes nye bloggere, instagrammere og youtubere og TV-kendisser, som forsøger sig som bloggere, instagrammere og youtuberne. Men (7-9-13) det går rigtigt godt i min bette biks, og jeg kan sgu ikke rigtigt finde på noget at klage over. Stadig. Efter 5 år i kontorstolen. Det er priviligeret!

I forhold til samtalen om mit arbejdsliv består verden af fire slags mennesker. Der er dem, der følger min blog og min Instagram, der er dem, der følger andre blogs og Instagram-profiler, men ikke min, og så er der dem, der ikke bruger specielt meget tid på folk, de ikke kender, på nettet. Af sidstnævnte kategori findes der så to typer: Dem, der er ligeglade med, hvordan jeg betaler min husleje eller synes, det er spændende, og dem, der synes, at dét er sgu for nemt!
Den sidste gruppe af mennesker spørger tit til min profession, når jeg sidder ved siden af dem til konfirmationer, gennem næseborene og med mistro i stemmen. De har ofte hørt om mit arbejde gennem værten, og nu skal jeg gerne arbejde lidt ekstra for at bevise, at jeg nu er så interessant, som jeg selv tror, jeg er. 😉 Jeg skriver det med et smil i mundvigen, men det er ganske sandt, og det hænder ikke sjældent.
Jeg har ikke noget stort behov for at bevise mig i forhold til mit arbejdsliv. De, der har lyst, kan jo læse alt det, de har lyst til, og har man ikke lyst, er jeg jo ganske let at slippe af med igen, kan man sige. Så som oftest drejer jeg samtalen hen på noget andet. Spørger ind til den spørgende parts job i stedet eller fisker efter et eventuelt interessefællesskab i børnehavebørns trivsel. Eller vejret.

Men for et par måneder siden spurgte min genbo, som jeg holder meget af, hvordan jeg egentlig tjener penge. Han ville faktisk gerne vide det. Han var med på, at jeg eksempelvis medvirker i reklamefilm for produkter eller tester en ny foundation eller støvsuger, skriver min mening og viser billeder på mine kanaler og efterfølgende sender en faktura til den pågældende kunde. Men han forstod ikke, hvorfor det giver mening for kunden at bruge en blogger i stedet for at indrykke en annonce i et blad, som de fleste af den slags kunder, jeg arbejder med, gjorde tidligere. Og det prøvede jeg så at forklare ham – og den forklaring vil jeg gerne dele her, da der også nogle gange er nogle af jer, der læser med, som spørger til det. Og jeg må jo selvfølgelig hellere understrege, at det her er min personlige opfattelse af markedet og de bevægelser, der ligger til grund for mit indtjeningsgrundlag i forhold til de oplevelser, jeg har haft med at arbejde først i magasinbranchen og siden som blogger. Det er altså ikke noget, jeg har læst i en rapport eller hørt fra en ekspert. Der er intet videnskabeligt belæg for det, jeg skriver her – kun der, hvor en kilde er angivet. 😊

Here goes …
Hvis man nu forestiller sig, at en virksomhed ønsker at lave reklame for en elektrisk tandbørste.
Tidligere (og selvfølgelig også stadig) ville den virksomhed så givetvis købe en helsidesannonce i et magasin. Inden indholdsfortegnelsen er der gerne mellem 10 og 20 siders reklamer, og så kommer der mange flere reklamer inde i magasinet. Reklamen er sat flot op og har måske en tekst a la “9 ud af 10 tandlæger anbefaler denne tandbørste!”. Fra magasinet sendes til tryk, til det kommer på gaden, går der nogle måneder, og så kan tandbørstefabrikanten således se sin fine tandbørste på eksempelvis side 21 lige efter en side med tips til, hvilke kulturelle tiltag, man bør frekventere i løbet af forårssæsonen.
Magasinet er på gaden i 30 dage, og derefter får virksomhed ingen konkret afregning på, hvor mange enkeltpersoner, der har set deres annonce, for det er jo ikke til at vide. De kan få at vide, hvor mange udgaver af magasinet, der er på gaden, men man kan ikke reelt vide, hvor mange der er købt af privatpersoner, og hvor mange der ligger i frisørsaloner eller bliver givet gratis væk i goodiebags. Og af de, der har købt bladet, er det jo ligeledes umuligt at vide, hvor mange der har bemærket reklamen på side 21 og rent faktisk læst budskabet. De får heller ikke at vide, hvor mange, der reelt har set reklamen og hvor gamle, køberne af magasinet er. Og for at få adgang til reklamen (og magasinet) skal læseren betale magasinets pris, og de fleste modemagasiner koster over 60 kr.

Hvis selvsamme tandbørstefabrikant i stedet køber et blogindlæg hos en blogger, er sagen en anden. Her sender fabrikanten tandbørsten til bloggeren, og vedkommende tester så tandbørsten. Hun tager billeder af den og sig selv med den i sit eget hjem, inden hun udgiver et indlæg, hvor hun subjektivt forklarer, hvad hun synes er det gode ved den her tandbørste.
Inden kampagnens start kan virksomheden læse bloggerens aktuelle mediekit for at se præcis hvor mange læsere, hun har, på en given dag, måned eller år. Efter kampagnens løbetid, modtager tandbørstefabrikanten ydermere en rapport fra bloggeren, hvor vedkommende kan se præcis, hvor mange mennesker, der har set netop hans reklame. Desuden kan han se en masse facts som dem, som læser med, baseret på en en algoritme, som et statistikbureau udarbejder, og om de klikkede på de links, bloggeren har lagt ind i sit indlæg til virksomhedens hjemmeside. Han kan sågar se, om annoncen har ført til direkte salg.
Desuden er det gratis at læse blogs. Den eneste, der betaler, er fabrikanten – ikke læserne.

Nogle af grundene til, at jeg er stolt af det, jeg laver, sådan på forretningsfronten, er, at blogs efterhånden snart er et af de eneste medier, hvor brugerne ikke skal betale for at få adgang til indholdet. Desuden har mange undersøgelser vist (eksempelvis denne her), at forbrugere foretrækker anbefalinger fra influenter i højere grad end fra veninder. Jeg siger kun ja til at samarbejde med virksomheder, som jeg synes er relevante og spændende, og derfor har jeg god samvittighed ved at anbefale deres produkter, og jeg er sådan set også stolt af, at markedsføring på min blog virker. Der er balance i tingene, synes jeg. Jeg reklamerer kun for gode ting, der passer til mit “univers”, I, der læser med køber dem, I har lyst til (og ellers betaler I ingenting), og virksomheden, som lægger penge hos mig, tjener penge.

Så det er efter min opfattelse derfor, det kan lade sig gøre for mig (og andre) at leve af vores blogs og Instagram-konti. Det er fordi, vi har en helt anden kontakt til vores læsere, end man har i et magasin, og det er mere gennemskueligt. I, der læser med, kender os, og I kan straks gennemskue, hvis en reklame klinger falsk, og så hopper I sgu fra. Det kræver, at vi, der lever af jeres opmærksomhed, holder os på tæerne, og det er sundt. Også for virksomhederne, der ønsker at reklamere. De kan ikke slippe afsted med en helsidesannonce for et tvivlsomt produkt på en blog. Vi tester det, og hvis det ikke duer, ryger det retur. (Det sker sjældent, men det sker sgu).

Så det er i grove træk sådan, jeg ser på den lille sag. 🙂