En af mine bedste veninder er gravid. En anden af mine bedste veninder fødte i går, og min lillesøster fik jordklodens måske dejligste baby for tre måneder siden. Hvis jeg var baby-skruk, ville jeg sgu nok kunne mærke det, og det kan jeg ikke. Jeg er der, hvor jeg elsker andres babyer og eeelsker at returnere dem efter endt dikkedik.

Men jeg er hundeskruk. Noget så eftertrykkeligt! Jon er jo ansat på Fyn af tre teateromgange frem til engang midt på efteråret (sæsonen plejer altid at gå til dagen efter min fødselsdag. Great…), så jeg har småplaget lidt om at få en hundehvalp allerede nu. Selvom vi egentlig har aftalt at vente til næste sommer med at blive hundeejere. Han synes dog, vi skulle prøve det af først, så jeg ved, hvad jeg går ind til. Lidt ligesom dengang, vi købte en kolonihave forud for, at vi købte hus. Vi havde koloen i tre vidunderlige somre, og den var egentlig tiltænkt til at skulle udsætte mit behov for egen indkørsel. Men faktisk havde det den modsatte effekt – på Jon! Efter tre somre med skovjordbær og rabarber i egen have og lykkelige krapyler (og hustru) på græs, ville han sgu pludselig bo i Køge.

Og nu har vi lånt Jons Moster Ruths hund i 10 dage, mens hun slikker spansk sol og spiser tapas. En form for kolonihavehund. Og jeg har set, hvordan Jon kigger på hende, når han tror, ingen ser det. Og taler babysprog og giver hende flere snacks, end hun egentlig skal have …

Til hans forsvar skal det siges, at Frida er den sødeste hund, jeg nogensinde har mødt. Hun er en tidligere gadehund, og det er som om, at hun godt kan huske, at hundelivet var noget hundelort engang. Hun er så kærlig og taknemmelig, rolig og nuttet. Og så gør aftegningerne i hendes pels rundt om øjnene, at det ser ud som om, hun har eyeliner på. Hun er et gadekryds og alligevel den perfekte bloggerhund! Og Berta elsker hende højere end milkshake og ture i svømmeren.

Frida er vores til d. 21., og særligt Berta nyder det faktum. Hugo er bange for hunde – alle andre hunde end Frida, that is. Jeg ser hende som en form for gateway-hund, der kan lette hans omgang med andre hunde.

Jeg nyder hendes tilstedeværelse for fulde drag, og hun ligger det mest og hygger sig foran brændeovnen i disse dage, mens jeg serverer æblejuice for den yngste hr. Lange. Hugo blev ringet hjem fra børnehaven i går med klattede øjne og feber. Det er første gang, jeg oplever, at jeg ikke så den slags på forhånd, men her ligger han altså nu foran flimmerkassen. Helt varm, splattet, småkrævende og hyggelig. Og solen skinner i Køge. Og jeg har hund! Lånehund, men alligevel …