Det er officielt nu. Jeg kan ikke løbe fra det, og sandheden er, at jeg heller ikke er sikker på, at jeg har lyst.

I fredags var der fredagsbar på min arbejdsplads i det københavnske. Vi damer fra CONFETTI lejer os ind hos :labelmade, som er et pladeselskab. Vi har vort eget kontor og deler så køkken og toiletter. I fredags havde Christina Barré, min agent (afbilledet herover), linet op til den første fredagsbar, og opgaverne var ligeligt fordelt. Nogle medbragte champagne, andre snacks, og da jeg ankom efter et radiointerview på DR, var der fyret godt op under en massiv række Mokai, og jeg må indrømme, at jeg meget hurtigt selv fik tømt et par flasker af den tyggegummiduftende børnebajer.

I selskabet fandt jeg også en mand, som jeg var kærester med for 10 år siden. Ret præcist. Han er den eneste, jeg har boet sammen med, udover Jon, og vi har kun haft meget sparsom kontakt siden dengang. Og nu sad han der og smilede, og det gjorde vi ikke ret meget til sidst, der for 10 år siden. Han har lady og barn, jeg har mayn og børn, og vi er i bund og grund meget lykkelige hver for sig – og lykkelige over, at det ikke blev os alligevel. Og her sad vi så pludselig i et køkken på Vesterbro og tog den snak, som egentlig ikke var nødvendig, men som alligevel føltes ekko-agtigt flashback-forløsende. Og grinede ret meget. Vi har ikke som sådan været vrede på hinanden, but everything ends badly, otherwise it wouldn’t end, og jeg er sikker på, at de fleste af os kan finde på noget at tale med vores ekskærester om. Især hvis vi lader tiden hele alle sår og tilsætter alkohol. Det var intet mindre end fantastisk, faktisk, og jeg vil anbefale det til enhver!

Da kassen med Mokai var tom, alle var fulde, klokken var 21, og jeg mentalt havde vendt snuden mod den nærmeste S-togsstation, var der nogen blandt mine festlige kumpaner, der foreslog, at vi i stedet smuttede på Sliders på Vesterbro og sang duetter i deres karaoke-kælder. Digitalt adspurgt svarede min barnepige, at hun netop denne fredag ikke var i besiddelse af en bagkant, så jeg gav min et hofteskub og tog med.

Og det er det, jeg stadig kan mærke i dag. I panden, i bøtten, i kroppen. Det virker ikke fair. Jeg lå i min seng kl. 1.30, og da var det altså halvanden time siden, jeg tog den sidste slurk af en gin/tonic. Jeg klarede mig med 5 timers søvn og var en absolut legende legende (pun intended) i det lokale Dinos Legeland dagen efter. Bankede rundt i 4 timer og serverede nachos med ost til frokost. Men problemet er jo, at når man har børn, er det ikke godt nok, at man kommer godt igennem dagen efter en brandert. For dagen efter er den der endnu, trætheden. For man får jo ikke slappet af! Man kan ikke smide sig i en sofa med en pose chips og stene serier og regenerere. Mine børn var så søde at lege udenfor det meste af søndagen, så da gav Jon og jeg os til at male væggen i køkkenet og sortere rodet i kælderen. For man smider sig jo ikke på sofaen – de tropper jo op igen lige om lidt, de der dejlige unger.

Så i dag har vi tirsdag, jeg gik i seng kl. 21 i går, og alligevel er jeg gudhjælpemig stadig træt!

Men nogle branderter er det værd, og man kan som regel kende dem på afstand. Så #noregrets! Og i aften går jeg tidligt i seng igen. 😄