Jeg har ellers hårdnakket og kontinuerligt postuleret, at TV-serien ‘Følg Mig’, som jeg er med i, der lige nu er at finde på TV2Play, aldrig ville blive vist andre steder end netop på TV2Play. Men altså – jeg er jo ikke klogere, end man gør mig. 😉

TV2 har skiftet mening, og nu har de besluttet sig for at sende alle seks afsnit af ‘Følg Mig’ på TV2 Zulu i løbet af de næste par måneder. Så hvis man har set mine trailere fra programmet og har ærgret sig over ikke at kunne se det, så er det jo skønt.
Hvis man ikke ved, hvad jeg taler om, kan jeg lige opsummere, at ‘Følg Mig’ er et TV-program, der følger seks forskellige influenter i deres ret forskellige influencer-liv. Den eneste af deltagerne, som jeg kendte i forvejen, var Cana (og så har jeg engang mødt Daniel Hoffe), men vi er altså ikke castet, fordi vi kender hinanden. Det er ikke sådan noget beauty-bosserne-noget, hvor vi hænger ud og bliver venner (eller uvenner). Det handler bare om os seks individuelt, og så har man castet os ud fra, at vi bidrager med noget forskelligt til programmet.

Jeg er nok hende den smågamle, der var voksen allerede dengang, hun kom på Instagram, og som har truffet nogle beslutninger både inden, jeg startede min blog og så nogle flere hen ad vejen. Som jeg også er inde på i programmet, så er jeg lyyyykkelig for mit arbejde, og jeg er så taknemmelig for, at det kan lade sig gøre for mig at leve på den her måde. Og det, at jeg har truffet de valg, jeg har, omkring hvordan jeg formidler min hverdag gør, at jeg faktisk aldrig føler, at der er nogen, der træder ind bag gardinet.
Og sådan er det ikke os alle i programmet, der har det. Både Louise på 16 og Daniel Hoffe på 34 år har det ret svært med den position, de har skabt sig på nettet – af helt forskellige årsager. Det er de meget ærlige omkring, og det er rigtigt interessant at høre om. De er meget transparante og lægger ikke fingrene imellem. Måske skyldes det, at de er youtubere og dermed vante til at give meget af sig selv til kameraet – og i sammenligning kan jeg måske godt virke lidt stiv. Men jeg er sgu’tte vant til at have et kamera i hælene, når jeg løber ture eller smører makrelmadder i Køge! 😉

Jeg synes, programmerne er blevet ret gode. Vi er ikke alle sammen med i alle programmerne, men fylder hver især fire hver – på kryds og tværs. Jeg er med i program 1, 2 og 4, og jeg kan bedst lide det sidste program. Men grundlæggende kan jeg kende mig selv hundrede procent i alt det, jeg får sagt, og jeg er egentlig godt tilfreds. Og efter de reaktioner, jeg har fået på min medvirken, vel faktisk også en lille smule stolt.

Program 1 og 2 bliver vist på TV2 Zulu d. 18. februar, program 3 og 4 bliver vist d. 4. marts, mens program 5 og 6 går i luften d. 11. marts. Præcist tidspunkt kommer senere – det har de ikke helt styr på endnu. 🙂