ENDELIG blev det atter onsdag og tid til anden portion af Flinke Fremmede! Jeg blev i så GODT humør af historierne fra i sidste uge, og jeg blev nærmest i endnu bedre humør af de reaktioner, de affødte!

Man kan sende sine fortællinger om mødet med Flinke Fremmede til denne mailadresse: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk! Og man skal ej fortvivle, hvis man har indsendt en fortælling, som ikke er blevet bragt. Jeg gemmer dem alle og bringer dem løbende.

God dag! Og hey, hjælp en fremmed i dag! ❤️😄👍🏻 It doesn’t even have to be anything huge!

  1. To magiske møder på én dag.
    Jeg fandt min biologiske far da jeg var 20 år gammel. Overvældet besluttede jeg – uden at fortælle nogen om det – mig for at rejse ned og besøge til ham tre dage senere, da jeg fandt ud af at han boede i Paris, som jo er tæt på. Ikke så meget omtanke – bare af sted! Det var først i det sekundt, flyet var i luften, at panikken, nervøsiteten og det rystende hjerte meldte sig.
    På pladsen ved siden af mig sad denne vidunderlige sjæl af en ung kvinde. Hun sagde, at hun kunne se, jeg ikke var helt okay. Jeg fortalte om min situation. Så tog hun min hånd og lod den ikke slippe resten af turen. Hun gav mig sin adresse til sin lejlighed i Paris samt sit telefonnummer. Jeg skulle komme til hende, hvis der var det mindste!
    Hun holdte min hånd i flyet. På gåturen fra flyet til bagagen. Efter bagagen blev hun og holdte min hånd og slap først, da min far holdte mig i sine arme.
  2. Sikken far! <3
    For et par uger siden kørte min far tilfældigvis bag en postbil med et meget travlt og lettere småstresset postbud. Postbudet endte med at tabe tre af pakkerne ud af bilen, da han skulle aflevere den ene, og uheldigvis nåede han ikke at opdage det, før han havde skyndt sig videre. Min far prøvede at råbe ham an (på sit noget gebrokne dansk-engelsk, han er skotte), men kunne ikke komme i kontakt med ham… Og hvad gør min far så? Han tog simpelthen sagen i egen hånd og kørte ud til adresserne på de tre pakker og afleverede dem i postkassen selv. Bagefter kontaktede han selvfølgelig PostNord og gjorde opmærksom, så det stakkels postbud ikke blev yderligere stresset 😉 Dét, synes jeg, vidner om ekstremt overskud og hjælpsom, som kendetegner min far allermest.
  3. Og så siger de, at der ikke er god stil i offentlige transportmidler ….
    Efter en skæg aften i byen i Aarhus, skulle jeg med en bybus mod min søster, som bor i en af forstæderne. Klokken er 2 minutter i sidste busafgang, og jeg havde vitterligt sprintet fra baren og til banegården. Jeg indser hurtigt, at jeg ikke helt kan betale på mobilepay for bussen, så jeg råber til folkemængden, om nogen har kontanter. En venlig sjæl tager mig med på sit rejsekort, og jeg mobilepayer ham. En sand redning! Bussen kører, jeg sjusser mig frem til, hvornår jeg skal af, og i min forvirrede tilstand glemmer jeg (selvfølgelig) min taske i bussen. Jeg er ramt af panik. MEN! Jeg havde jo mobilepayet ham den fremmede, så jeg haler mobilen frem og ringer ham op. “Jeg står af næste gang, så tager jeg den med”. Så jeg løber ham i møde, takker ham og giver ham en krammer. Ham og hans kammerater kan se, at jeg ikke er stedkendt, og de tilbyder at følge mig til døren, selvom de bor i modsatte ende af byen.
  4. An angel in the skies …
    Jeg er hunderæd for at flyve. Det ændrer sig ikke, og hver gang jeg flyver oplever jeg ofte andre passagerer stirre på mig, fordi jeg ryster meget eller farer rundt i sædet under hele turen.
    Dog oplevede jeg noget usædvanligt på min sidste flytur. Passageren på rækken overfor forstod ikke meget engelsk, men hun tog min hånd, klemte den og sagde “everything is okay.
    Bare det,  at hun så mig gjorde, at jeg ikke følte mig så alene. Der findes gode mennesker derude!
  5. Når der ikke er en brik at stille op.
    Jeg bor i København og resten af min familie bor på Fyn. En aften hvor jeg arbejdede sent, blev jeg ringet op af mine forældre, fordi min morfar var blevet syg og var blevet indlagt på OUH. Det var alvorligt, så jeg skulle hurtigst muligt ind til Hovedbanegården for at komme med et tog til Odense, hvis jeg ville nå at se ham. Jeg bestilte en taxa, og chaufføren kunne tydeligt se på mig, at der var noget galt og han vidste nok ikke helt hvordan han skulle reagere på en ung pige der sidder og græder, men han var rigtig sød og prøvede at trøste mig på hele turen.
    På et tidspunkt holder vi for rødt ved et lyskryds på Gammel Kongevej, og taxachaufføren løber ud af bilen (selvom det regnede) og går om til bagagerummet. Da han kommer ind igen, rækker han mig en juicebrik, og fortæller mig, at alt nok skal gå. Jeg blev nok lidt paf. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde regnet med, men ikke en juicebrik. Men i en forfærdelig situation, hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, fik han mig til at smile. Jeg nåede til Odense og fik sagt farvel. Hele togturen sad jeg med lommetørklæder i den ene hånd og en juicebrik, jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre med, i den anden. Jeg tænker på ham en gang i mellem. Det er en både sød og lidt sjov reaktion, i en situation hvor det nok er svært at sige det helt rigtige.
  6. Man skal ikke skue hunden på hårene …
    Da jeg var 22 boede jeg i USA med min amerikanske kæreste. Det var før smartphones og skype, så når jeg skulle ringe hjem var det fra telefonboks med taletidskort. En aften fik min kæreste en besked fra sin mor om, at min storebror havde ringet, og jeg skulle ringe hjem ASAP.
    Jeg måtte drøne ned til den lokale tankstation og ringe hjem til min mor og få beskeden om, at min elskede faster var død. Jeg stod bare og gentog “ Åhh, nej, nej, nej …” og stortudede.
    Helt stille kommer den her kæmpe, ældre trucker med tatoveringer og kronraget isse over med Kleenex og siger: “I don’t know what has happened. But it is going to be okay”.
    Og så gik han stille sin vej. Det glemmer jeg aldrig.
  7. Fra sukkerkold til varm om hjertet!
    Jeg stod fuldstændig sukkerkold i Netto. Det viser sig så, at man fra den dag ikke længere kunne betale med mobilepay – og jeg havde selvfølgelig ikke pung med.
    Den sødeste kassedame på omkring 19 år  kunne måske se frustrationen og trætheden i mine øjne, for hun hev sit eget dankort frem og betalte for mig. Da jeg ville betale tilbage igen med mobilepay og der ikke var noget signal inde i butikken, sagde hun “jeg stoler på du betaler når du kommer hjem”. Hvor er det bare fint. Jeg endte med at smile hele vejen hjem over, hvor søde mennesker, der findes, og overførte selvfølgelig lidt ekstra til hende og skrev tak.
  8. The right kinda cat calling!
    Hele min gade var revet op på grund af letbanearbejde, og det larmer helt vildt, hvilket jeg vidste, fordi jeg på daværende tidspunkt var jobsøgende og havde hele dagen til at gå hjemme og drukne i min modløshed. En dag havde jeg en rigtig lortedag og gik noget sur ud af hoveddøren.
    “HEY!”, råbte én af asfaltarbejderne efter mig, og jeg nåede allerede at hidse mig op indeni, for jeg orkede SLET ikke, at han nu skulle råbe et eller andet klamt… Men i stedet sagde han bare: “Hav lige en god dag, ik’os?”. Det kom fuldstændig bag på mig, og jeg fik faktisk en god dag! Siden har jeg slet ikke været så irriteret over det dumme vejarbejde! 🙂
  9. Alle mødre har jo været der. <3
    For et par år siden var jeg på vej hjem med min datter fra børnehave, med nyfødte lillebror i barnevognen. Hun fik halvvejs igennem parken et raserianfald, og hun hylede og skreg og var faktisk helt umulig, og alle gloede på os. Jeg måtte trække og bære hende, alt imens hun skreg, hvor dum jeg var, og lillebror samtidig græd. Til sidst græd jeg faktisk lidt selv – jeg var udmattet og træt og kunne ikke overskue situationen. Da vi næsten var ude af parken, kom en fremmed kvinde hen til mig og lagde hånden på min skulder og sagde, at hun simpelthen syntes jeg klarede det så fint, og at jeg tydeligvis var en rigtig god mor, der holdt fast og samtidig tog mig af mine børn.
    Det betød så meget, særlig fordi jeg følte mig udsat på min tålmodighed og iagttaget af alle de andre. Og så græd jeg så resten af vejen hjem også. 😉
  10. Lidt om åbne hjerter … <3
    Vores søn har gennemgået en åben hjerteoperation, da han var 15 måneder. Vores anæstesilæge var en garvet, ældre herre, som vi forklarede, at vores søn blev utryg, når han fik narkosemaske på. Derfor kom anæstesilægen på operationsdagen med en lille godnatsjus, så vores søn stort set sov i min mands arme, da tid var – og til min store overraskelse blev jeg sprittet ned og fik operationsklæde på og fik lov at komme med helt ind og lægge min søn til at sove med narkosemaske på operationsbordet, så det sidste, han så, var mig. Det var så stor en tryghed for os – og så selvom det ikke er normal protokol, så betyder det alverden for os, at han gav mig lov til det.