YAS, så blev det endelig onsdag og tid til at minde hinanden om, at verden stadig er awesome, og folk er fede, selvom ting som Jodel eksisterer, og der stadig er afgifter på slik i Danmark!Jeg synes, denne uges portion af gode historier er en dejlig reminder om, at hverdagens mirakler både kan være at hjælpe sine medmennesker i en trafikulykke, men det kan også være et kompliment for et godt kørekort-billede. <3Venlighed er gratis! Lad os sprede det skidt som konfetti!

1. Nogle gange rammer komplimenter renere, end afsenderen ved … <3
Jeg gik rundt i Netto og var helt opslugt af at huske alt på min indkøbsliste da en ældre herre kom over til mig. Han sagde: “Hvor ser du godt ud med det hår der! Det er så forfriskende at se unge kvinder med kort hår!” og så gik han videre. At det korte hår er 100% ufrivillig og skyldes en omgang kemo sidste år, laver ikke om på, at det var dejligt at få et kompliment på en helt almindelig mandag.

2. En helt i omklædningsrummet!
Min mand var en lørdag morgen alene i svømmehallen med vores tvillinger på dengang 3,5 år. Jeg var på arbejde, så han tog turen dertil alene. I omklædningsrummet fik først ungerne klædt om til badetøjet og var fulde af forventninger til al det sjov, der ventede dem i det våde element. Imidlertid opdagede deres far at han havde glemt sine egne badebukser derhjemme! Gode råd var dyre, og han måtte meddele ungerne, at de måtte tage tøjet på igen og se om de kunne købe ham et par i billetlugen. Det vakte ikke ligefrem jubel.
Det overhørte en anden far, der var på tur med en større søn og netop var færdig med at svømme. Den anden far tilbød fluks min mand at han da kunne kunne låne hans badebukser, så kunne de sidde og vente i cafeteriaet imens. Min mand kunne næsten ikke tage tro sine egne ører, men endte med at takke ja til tilbuddet.

3. Og de har vist travlt nok i forvejen i på hospitalerne ...
Da jeg skulle føde min søn, udviklede min fødsel sig i den forkerte retning og endte med, at jeg blev kørt til et akut kejsersnit og skulle i fuld narkose. Jeg var ude af den og meget bange, og den søde narkosesygeplejerske fik lige fanget min hånd og sagde, at de nok skal passe godt på os! (Min søn og jeg)
Dagen efter banker det på døren til min stue og ind kommer samme sygeplejerske med en af de der isbjørnebamser, som indlagte børn får. Den hedder Theo, og hun siger at hun har hørt at min store dreng hedder Theodor, så hun syntes, vi skulle have en bamse, så måtte vi selv bestemme om den skulle være til storebror eller lillebror!
Min søster er jordemoder og har ikke oplevet før at en narkosesygeplejerske er kommet op dagen efter og så med en bamse! Men at hun tog sig tid til at tjekke op på os, udenfor hendes arbejde, betød alverden for mig. <3

4. It takes a village!
Jeg satte mig ud i min bil en søndag eftermiddag og den ville ikke starte. Som i slet ikke. Jeg prøvede igen og igen, men uden held. En dame gik forbi med sin hund og spurgte om jeg havde brug for hjælp, for hun boede et par veje væk og havde startkabler. Jeg takkede i første omgang nej, da jeg kender en mekaniker, men da han ikke havde mulighed for at hjælpe den dag, og damen var gået, endte jeg med at måtte banke på hos naboerne for at høre, om de havde et sæt. Én nabo havde startkabler, jeg kunne låne, men var på vej ud af døren, så han kunne ikke nå at hjælpe. Det kunne en anden nabo til gengæld, som gik med hjem, åbnede motorhjelmen og forsøgte at finde frem til problemet. Mens han står og bakser, kommer damen med hunden pludselig kørende i bil med sin søn, som er mekaniker, og hurtigt skubber de bilen hen til deres og forsøger sig med startkablerne. Det lykkedes ikke, og jeg endte med at måtte ringe efter Falck, men jeg var simpelthen så glad bagefter over alle de hjælpsomme mennesker, som havde sat tid af til at forsøge at hjælpe mig.

5. Nemme penge vs. god stil!
For nogle år siden havde jeg fået 2.000 kr. i kontanter i julegave, og de lå i en konvolut i min taske. Det er mellem jul og nytår, og jeg er rundt i nogle forskellige butikker for at kigge. Jeg er blandt andet i Tiger butikken, hvor jeg køber nogle forskellige småting. Dagen efter opdager jeg, at konvolutten med mine 2.000 kr. er væk fra min taske. Jeg tænker, at det nok er fuldstændig håbløst at finde den igen, hvis jeg har tabt den, men at jeg vil give det et forsøg.
Min mor og jeg går hver sin vej og besøger alle de butikker, jeg havde været inde i, og jeg går meget slukøret ind i Tiger butikken som den sidste. Jeg spørger, om de tilfældigvis har fundet en konvolut med nogle penge i dagen før, og de to ekspedienter kigger lidt mærkeligt på mig, og spørger “Er det virkelig dig?“, og jeg svarer lidt forvirret, at det godt nok er mig, der har tabt konvolutten ja.
Det viser sig så, at de aftenen forinden havde efterlyst mig på deres Facebook-side med beskeden “Hvis nogen har tabt noget her i butikken i dag, kan dette afhentes hernede i morgen“. De havde skrevet det sådan for at undgå, at andre ville forsøge at få fat i pengene. Det havde jeg ikke set, men endte så alligevel med at få mine tabte penge tilbage. Jeg synes det er helt fantastisk, at der findes mennesker der ikke udnytter en sådan situation, hvor man nemt ville kunne “tjene” 2.000 kr. Min mor gik efterfølgende ned med en æske chokolade til personalet som tak. Jeg vil dog bare gerne igen sige tak til personalet i Tiger butikken i Frederikshavn, fordi de er så fantastiske!

6. A mother knows …
For et års tid siden var jeg med mine to børn i et fly på vej på ferie. Min to-årige søn var ked, træt, ville ikke sove, og endte med at lave så massiv en lorteble (som i ud over det hele), at jeg måtte smide hans tøj ud på det lille flytoilet, og min datter på fire blev mestendels underholdt af en iPad, mens jeg forsøgte at bevare roen med hendes lillebror.
Da vi endelig er landet og står i lufthavnen, er klapvognen naturligvis over en time om at komme, jeg sveder, er sulten og har faretruende lavt blodsukker, og ungerne er mildest talt ved at være trætte af at rejse.
Da jeg var ved at sætte mig ned og tude i afmagt, kom en dame over til mig, kiggede mig i øjnene og roste mig for at være så sød og tålmodig og virkelig have en god dialog med mine børn. Hun havde siddet bag os i flyet og roste mig for min ro, kærlige tone og for at have forklaret dem alt så fint undervejs. Jeg fik seriøst tårer i øjnene, fordi jeg blev så glad. Det betød ALT, at hun tog sig tid til at stoppe op og bruge halvandet minut på at rose en vildt fremmed, og mindede mig om, hvor vigtigt det er at gøre det samme.

7. Ridderligheden er overhovedet ikke død!
Klokken var 6 om morgenen, og jeg skulle hjem efter en bytur – godt pløret. På vej mod Nørreport Station, efter at jeg forgæves har prøvet at ringe til min kæreste, kom en fremmed mand over til mig og hapsede min (2 uger gamle) iPhone op af lommen på mig. Jeg brød helt sammen, og en mand jeg tidligere på aftenen havde mødt, tilbød mig at give en taxa hjem, hvis jeg gik med ham op i hans lejlighed efter kontanter. Jeg nåede kun op ad trappen, før jeg gik i panik, løb ned igen og gemte mig for ham (selvom han vitterligt ikke havde gjort mig noget).
Efter lidt tid gik jeg igen hulkende mod Nørreport. Dér kom en ung fyr på omkring min egen alder hen til mig og spurgte, om jeg var ok, og hvor jeg skulle hen. Jeg fortalte, hvad der var sket, og at jeg skulle til Birkerød – stadigvæk stortudende. Han fulgte med mig ned på perronen og købte en billet for mig, og sagde derefter, at han ville tage med mig, så jeg ikke skulle sidde alene. Vi endte med at sidde sammen på hele turen, uden at udveklse et ord. Da vi ankom til Birkerød, steg vi ud af toget, jeg gav ham et kram og sagde tak, hvorefter han steg på toget tilbage til København. Glemmer ham aldrig for at gøre mig rolig og tryg på den hjemtur – det var guld værd.

8. Der er vist to helte i den her historie … #powermom
Og den største tak til verdens sødeste taxachauffør, som kørte min kæreste og mig mod Hvidovre, mens jeg havde veer og brød samtlige fartgrænser og blev ved med at sige “vi er der lige om lidt!”, og at han havde børn derhjemme, mens jeg skreg “det går alt for hurtigt!”. Og da jeg 2 minutter inden Hvidovre fødte vores lille dreng med 150 kilometer i timen i taxaen, var han så sød og ville ikke tage imod ekstra penge, og vi var helt rundt på gulvet og havde travlt med at komme ud af bilen. (Jeg havde stadig sele på og havde jo ikke født moderkagen, så det var lidt vildt), så jeg fik ikke hans navn. Men han var så sød og rolig.

9. Kørekorts-komplimentet!
Jeg skulle ind på tanken den anden dag og have benzin på. Men for at tanke skal man aflevere legitimation i butikken, så det gjorde jeg. Jeg afleverede mit kørekort og så gik jeg ud og tankede… Kom så ind igen for at betale – og så siger hende den unge pige næsten helt forlegen: “Ej, undskyld! Men jeg kom til at kigge på dit kørekort, og hvordan kan man se SÅ godt ud på et kørekort hvor alle andre ligner lort?”
Jeg har tænkt meget over det siden, for idag er folk simpelthen så dårlige til at give komplimenter til hinanden også selvom man ikke kender vedkommende – det gjorde ihvertfald min dag bedre.

10. Så meget godt midt i noget rigtigt l*** … <3
I oktober måned var min familie og jeg involveret i en frygtelig trafikulykke. Vi – vores to små børn og min kæreste og jeg – overleverede mirakuløst. Min kæreste sad fastklemt og skulle skæres fri. Tilbage var jeg alene med vores børn, der græd om kap. Når jeg tænker tilbage på den dag, er der især to kvinder, der virkelig gjorde en forskel – de ringede 112, de guidede børnene og mig ind på bagsædet af en anden bil, hvor jeg kunne amme vores datter. De tog sig af min søn imens, de hentede ting i bilen, som var uundværlige for os (sutter, nusseklude, min mobil), og de blev hos os i ambulancen, indtil alt var under kontrol. Hvor var jeg bare heldig, at de to kvinder var lige der, den dag, på det tidspunkt – er så dybt taknemmelig!