Det er ikke sådan, at jeg altid er og altid har været lalleglad. Jeg er det absolut ikke hele dagen, men jeg ér det hver dag. Hvis man med lalleglad mener sådan en type, som trisser rundt og har optur over småting. Og sådan har jeg altid været. Jeg er optimist helt ind til knoglerne, og det til trods for, at den optimisme er blevet udfordret mere end én gang i løbet mit liv. Lykken er en korkprop for mig. Nok får den et dyk engang imellem, men den titter altid op til overfladen igen, og der ligger den mest. Og vugger og nyder udsigten, velsagtens.

I går fik jeg et par søde og tankevækkende kommentarer på mit indlæg, der handlede om lidt hverdagsnyderi og et scenario, hvor jeg blev bragt mentalt tilbage til dengang, jeg levede lidt mere i et limbo, end jeg gør nu.
Dengang i 20’erne, hvor alt var midlertidigt. Jeg studerede, hvilket jo gerne skulle have en ende på et tidspunkt. Jeg boede i en lejlighed på 42 kvadratmeter, hvilket jeg jo ikke kunne vedblive med, hvis mit ønske om at stifte familie en dag skulle gå i opfyldelse. Og jeg var single, hvilket jeg gerne ville ophøre med at være en dag.
Til forskel fra nu, hvor jeg bor i en murermestervilla i Køge, som jeg sagtens kan bo i resten af mit liv. Jeg er gift med en mand, som jeg meget gerne vil være sammen med resten af mit liv. Og jeg har to sindssygt vellykkede børn, som jeg glæder mig til at følge resten af mit liv. “Resten af mit liv” har pludselig fået en masse formodninger og forventninger hæftet på sig, hvor det i 20’erne for mit vedkommende mestendels handlede om forhåbninger og forandringer.

Jeg var træt af at være single til sidst, og jeg var også nogle gange nervøs for, om det hele skulle lykkes. Især, da det føltes som om, at alle mine veninder fik jobs, mænd, penge og børn før mig, og dét var altså drømmen, må jeg helt stereotypt indrømme. Men samtidig havde jeg sådan en jordfæstnet jydetro på, at jeg måtte være god nok. Jeg var ikke verdens klogeste, men klog nok. Ikke verdens dygtigste, men dygtig nok. Ikke verdens nemmeste kæreste, men sød nok. Og rummende nok til at ville rumme en, der rummede mig nok.
Jeg har aldrig drømt om at få en kæmpestor karriere indenfor et eller andet. Jeg har heller aldrig drømt om at blive hverken rig, gift eller mor, inden jeg fyldte 30. Jeg har bare gerne ville have lidt af det hele – sådan løbende, når tiden kom til mig. Og det er de gjort.

I årene efter, at jeg mistede min mor, var jeg ret bange for, om jeg selv skulle samme vej. Det er nok meget naturligt at have det sådan, når man selv har oplevet, at livet ikke er en menneskeret, og sådan kan jeg stadig have det engang imellem. Men jeg er her sgu da endnu! 

Jeg tog den allermest gængse kombination af humanistiske fag på RUC, og jeg skrev mit speciale under finanskrisen og kom ud med to kandidatgrader i psykologi og kommunikation i sommeren 2009 uden egentlig at kunne noget specifikt til et erhvervsliv, der havde enormt travlt med at fyre folk. Men efter et halvt år fik jeg et godt job, og jeg tjener stadig mine egne penge! 

Jeg har kun haft én “rigtig” kæreste, inden jeg mødte Jon. Sådan en, jeg boede sammen med og forestillede mig, hvordan vores efternavne ville se ud, hvis de var flettet sammen på en postkasse et sted i provinsen. Han slog op med mig et halvt dusin gange, og den sidste gang valgte jeg at tage ham på ordet, og to måneder senere var han lykkeligt videre med en anden. Mens jeg atter fandt mig selv på dansegulvet i en regn af konfetti søndag morgener med ondt i hoved, fødder, bankkonto og hjerte og en blegnende tro på, at der mon skulle findes en mand, der ville elskes af mig. Men jeg mødte en, der var dejligere, end jeg kunne forestille mig, nogen kunne være, og han har elsket mig lige siden!

Og da jeg var i starten af 20’erne, fik jeg af to omgange meget tæt på hinanden konstateret celleforandringer i min livmoderhals, som var så fremskredne, at de skulle fjernes ved to keglesnit med to måneders mellemrum. Efter det sidste, var der en sygeplejerske, der (var så dum at udtale sig om noget, hun ikke havde belæg for og) sagde til mig, at jeg nok ikke skulle regne med at kunne bære en graviditet, og hvis jeg gerne ville være mor, skulle jeg nok se at komme i gang med det samme. Jeg var 22 år helt usandsynligt meget single. Men 10 år senere blev jeg gravid med tvillinger og bar dem helt til uge 35!

It ain’t over, ‘till the fat lady sings! Vi har kun NU, og man får intet ud af at bekymre sig om i morgen!
Det er alt sammen sandt, og det er alt sammen en lille smule skidesvært at bruge til noget, når man bare gerne vil have vished. Men det får man ikke. Det får man aldrig. Gulvtæppet kan altid blive revet væk under én, ingen kender dagen, før solen går ned, og det eneste konstante er forandring. Klichéerne er mange, men de er alle sammen sande, og det hele handler om at carpe en her masse diem! At tro på nuet og sig selv og på, at solen står op i morgen. Og på, at når man sender gode ting ud, kommer der gode ting retur. Om ikke andet føles det godt at sende gode ting ud, og så har man da hygget sig så længe. 🙂 <3