Jeg ved ikke, om det er fordi, at begge mine børn pludselig er meget store 5-årige, om det er fordi, jeg er blevet moster også, eller om det skyldes, at jeg lige nu nyder det faktum, at jeg er rigtigt meget hjemme med mine børn efter nogle udfordrende uger med en far på Fyn (der er han stadig), mens jeg havde en del at se til udenfor hjemmet. Jeg bryder mig ikke om, når ungerne skal passes af nød. Jeg vil helst kun benytte mig af pasning, når det er fordi, der skal ske noget sjovt. At Jon og jeg skal på date eller til bryllup, eller sådan noget. Når de bliver passet, fordi vi begge to skal arbejde, har jeg altid lidt en knude i maven. Og den knude fik lidt at leve af, da jeg pludselig skulle rigtigt meget til København indenfor en uge for at være med i diverse TV- og radioprogrammer i forlængelse af min story, som havde til hensigt at skaffe flere blod- og stamcelledonorer. Jeg kunne selvfølgelig have takket nej, men så havde der ikke været over 5.000 nye donorer i Danmark, så det er selvfølgelig det værd.
Men den uge fulgtes så af en uge med ret meget arbejde også, der blandt andet bragte mig helt til Stockholm, så i denne uge lander vi. Jeg er hjemme næsten hele tiden, så der kan komme lidt ro på hjemmet og familien. Jon kommer og går, men han knokler, og jeg er så sindssygt stolt af ham. Den ekstra kvali-tid, hans fravær giver mig med krapylerne, kan altså også noget, og han er SÅ meget til stede, når han er her, og det er så dejligt. Absolut ingen brok i den anledning.

Men det, jeg vil frem til er, at jeg har det bedre i min morrolle lige for tiden, end jeg nogensinde før har haft.
Bum. Store ord, men det er ganske sandt. Jeg har snakket lidt med en terapeut (som jeg har beskrevet her), og så er der også sket det, at min lillesøster er blevet mor til vidunderlige, lille Karl, som jeg allerede elsker helt enormt højt. De to og hendes mand, Hjalte, er flyttet til Haslev, som ikke ligger langt fra Køge, så nu ses vi oftere, end vi har gjort i mange år. Det i sig selv gør mig helt blød om hjertet af lykke, men der er også sket noget andet.
Jeg har altid været bange for, om jeg nu gjorde alt rigtigt i mit moderskab. Jeg har ikke haft min egen mor at læne mig op ad, og det har skortet lidt på ros fra rigtige voksne, hvilket jeg har haft brug for, tror jeg. Hvor dumt, det end lyder. Jeg har altid gjort mig umage, men der har aldrig skullet meget til, før jeg har tvivlet på mig selv.
Nu er Fie blevet mor, og hun er meget mere selvsikker og mindre bange, end jeg var (hurra!). Og hun gør ret meget af det samme, som jeg gjorde. Ting, jeg havde glemt, men som jeg kan genkende, når jeg ser hende med sin søn. Måske er det noget, der er kodet ind i begge vores rygrad fra vores egen mor. Og når hun gør det, kan jeg se, hvor god en mor, hun er. Og det gør, at jeg får mere selvtillid – med tilbagevirkende kraft. I den seneste tid har jeg nærmest været på mentale flashback-besøg hos mit gamle jeg fra dengang, Krapylerne var spæde, og har givet hende et klap på skulderen. Og det smitter af på mit humør og overskud – og må min tro på mig selv som mor. Og alle ved, at overskud er ekstremt handy at have i baghånden, når man hænger ud med småbørn. 🙂

Desuden er Hugo og Berta nu 5 år gamle. De er nogle ret store småbørn, og der er meget, der er forandret i det seneste halve års tid. Der er knap så mange gentagelser og ret meget mere sjov. Og vi nærmer os hinanden mere og mere i forhold til interesser. Jeg tror faktisk, jeg er ret meget mere bevendt som mor til “rigtige” børn i forhold til småbørn. Jeg er ikke specielt god til monotone lege, men jeg elsker at gå i Tivoli, jeg elsker legelande og vandrutchebaner, hoppe i trampoliner, gå lange ture, og så ELSKER jeg de snakke, vi har nu, især Hugo og jeg. Han er ret filosofisk anlagt, og når han er bange for noget eller har et problem, gider han godt bruge tiden på at tale med mig om det – ret længe. Han er meget visuelt anlagt, så jeg bruger masser af billedsprog på at forklare ham ting, og det hjælper! Mit hjerte springer i luften i brystet på mig af moderlig stolthed, når jeg kan mærke, at noget, jeg gør, ændrer lidt ved den måde, han før så på tingene, når jeg samtidig kan se, at det gør ham tryggere. Jeg føler mig nærmest almægtig og tryg i mig selv.

Et lille eksempel:
I søndags, da vi alle fire havde sovet på hotel i København efter ungernes fødselsdag, besluttede vi os for at udnytte vores svinedyre wildcards og nappe endnu en tur i Tivoli. Ungerne havde fået nogle hjerteballoner på hotellet, som de gerne ville have med. Hugo var i et råddent humør hele vejen hen til Tivoli, og da vi stod udenfor haven, fik jeg endelig ud af ham, at det var fordi, han var bange for, at når vi nu skulle prøve en masse ting i Tivoli, ville han blive nødsaget til at efterlade sin ballon et sted, og det ville han så nødigt.
Jeg sagde til ham, at hvis det var vigtigt for ham, ville jeg gerne love, at den ballon kom uskadt med til Køge. Han var stadig beklemt, så jeg bad ham se mig i øjnene og spurgte “Stoler du på mig?” (Halløj til Titanic…). Han svarede bekræftende, og jeg sagde, at når det var tilfældet, kunne han godt kaste uroen af sig, for så skulle vi nok nå i mål. “Der findes altid en løsning”, sagde jeg. “Man kan ikke altid se den på forhånd, men vi finder den”. Det sagde jeg sgu. Hugo fungerer godt med bumper stickers. 🙂

Hver gang, vi prøvede en forlystelse, fandt vi en løsning for ballonerne. Vi tog dem med, en ventede og holdt dem, de kunne ligge under en stol i mellemtiden eller lignende. Og hver gang pointerede jeg overfor Hugo at “Se. Der var en løsning mere!”
Da vi ankom til Køge med begge balloner senere på eftermiddagen, bad jeg ham bide mærke i, at det var ganske sandt, at der altid findes løsninger, selvom man ikke lige kan se dem, og det gjorde han, og jeg kunne se, at det gjorde ham glad og rolig. Den slags preller af på Berta, der har et lidt andet og måske mere sorgløst take på verden (ligesom sin far), men der er Hugo og jeg nok skåret lidt af det samme stykke. Og det føles vidunderligt, når mit verdenssyn kan hjælpe ham lidt med hans. Sådanne samtaler havde vi absolut ikke, da de var yngre, og det er noget af det, jeg virkelig sætter pris på ved, at de er så store nu.

Jeg har mindre brug for pauser. Bare jeg får min nattesøvn, så kan jeg det meste. Alt er en fase, og det er det her måske også, men hvis man ikke skulle nyde at nyde sit liv og sine børn ethundrede procent på årets første sommerdag, så ved jeg faktisk ikke rigtigt hvad. 🙂
Så nu vil jeg hente Hugo og hans legekammerat fra børnehaven. Berta er hos en veninde, og kl. 17.15 henter vi hende, og så kører vi på McDonald’s. Det er blevet en fast fredags-tradition, mens Jon ikke er hjemme. Og jeg er faktisk begyndt at se frem til min ugentlige McChicken.

Hav en dejlig weekend, folkens. Med fastelavn, drukture, gåture, dates, Netflix og/eller familie.
Møs fra MM. <3