I går var jeg i Politiken – artiklen kan læses her, hvis man lyster. Denne gang handlede det ikke om bloddonorsagen eller om alt det gode, der (også) kan komme ud blogs og Instagram, men om det emne, som ret ofte er det, vi “influenter” får taletid omkring, når det kommer til de store og seriøse udgivelser i den traditionelle presse. Nemlig hvorvidt, vi nu overholder de forskellige lovgivninger og i dette tilfælde: betaler vores skat, som vi skal. 😉

Jeg har lyst til at sige, at det gør de fleste af os, men det aner jeg jo imidlertid intet om. Og grunden til, at jeg, som der står i artiklen, har haft fast revisor tilknyttet siden dengang, jeg bare tjente 500 kr. om måneden på mit domæne, skyldes ikke, at jeg er en Silas-agtig stræbertype, der har enormt travlt med at gøre tingene rigtigt. Det skyldes ganske enkelt frygt!

Før jeg blev blogger, var jeg lønmodtager i en del år, og jeg følte det altid lidt som om, jeg var på casino og havde lagt alle pengene på rød, når jeg hvert år i foråret modtog en besked fra skat, der kundgjorde, om jeg skyldte dem penge eller omvendt. Og jeg har prøvet at sidde dér med et girokort på 16.000 kr. i hånden og ingen penge at betale dem med. Og da jeg i mit sidste år på studiet fik et deltidsjob og “glemte” at melde min SU fra, betød det, at jeg brugte mine første år med rigtig løn hos ELLE på at knokle en SU-gæld på 66.000 kr. af. Det er satte sure penge, skal jeg hilse og sige, så jeg føler, jeg har betalt mine lærepenge.
Da jeg så blev selvstændig og vidste, at nu var det op til mig selv at angive ALLE mine indtægter, blev jeg grebet af den pureste frygt – og den lever jeg i og for sig stadig med. I bund og grund ved jeg, hvor dårlig, jeg er til matematik (jeg har hjemmediagnosticeret mig selv med diagnosen ‘talblind’), og derfor har jeg en konstant angst for, at skat lige pludselig banker på døren og siger “Det hus der? Det er vores nu. Fogeden ringer i morgen omkring indboet, og de der to beskidte unger kan I godt regne med at skulle aflevere til myndighederne også, I skrækkelige unddragere! God dag!”

Hele min lille butik hviler kun på mine skuldre. Alle penge er tjent af mig, der er ingen, der holder måsen oppe på mig, og hele ansvaret ligger hos mig selv. Artiklen i Politiken behandler en rapport, der netop er offentliggjort, som omtaler det, de kalder “det 3. arbejdsmarked” (det er deres betegnelse – jeg ville aldrig bruge et tretal i en tekst på den måde, men derimod skrive ‘tredje’… ;-), og herindunder falder bloggere og influenter. Folk, der ikke er ansat nogen steder, og som ikke driver en virksomhed, hvor de brødføder en masse andre eller nødvendigvis arbejder fra 8-16. Og samtidig folk, der ikke altid modtager deres betaling i penge, men nogle gange i stedet får et nyt gulvtæppe eller en sommerferie for deres tjenester og/ eller anstrengelser. Mange af disse glemmer/undlader ifølge rapporten at betale skat af disse naturalier, og det er det, artiklen handler om.

Jeg kan om nogen godt forstå, at det med at skulle betale skat af nytteværdien, som det hedder sig, når man modtager sin betaling i andet end penge, er noget værre rodet noget. Men jeg må sige, at jeg har det med skattereglerne som med markedsføringsloven. Hvis man vælger at starte en virksomhed og tjene på den, så skylder man altså at sætte sig ind i lovgivningen på området. Og hvis man ikke evner det (mig!), så findes der heldigvis en masse gode revisorer derude, som man kan betale for at hjælpe sig. Og de trækker selv den udgift, de udgør, fra i regnskabet. 😉