For mig har sminke (eller makeup) altid været et valg – aldrig en forpligtelse.
Jeg har mødt og kender rigtigt mange mennesker, som har makeup på hver dag. Nogle bare lige lidt mascara eller måske en concealer og andre kører altid med fuld plade. Mange, jeg kender, føler sig ikke tilpas med at gå ud af døren uden makeup. Jeg kan huske, at jeg selv havde det sådan på et tidspunkt i løbet af de år, jeg gik i gymnasiet, men det er heldigvis forsvundet igen. Og jeg tror, det skyldes en blanding af to ting.

For det første er jeg ganske enkelt for doven. Jeg gider ikke bruge hverken fem sekunder eller tyve minutter på at lægge makeup hver eneste dag. Og nogle dage gider jeg måske godt lægge makeup, men jeg ved allerede fra morgenstunden, at det bliver sådan en dag, hvor jeg ikke orker at tage det af om aftenen, så jeg lader være.
For det andet har jeg et behov for at holde fast i, at samfundet ikke skal bestemme, hvordan jeg skal se ud. Det kan lyde som lidt af et badass statement taget i betragtning af, at jeg nu ser ret almindelig og meget lidt provokerende ud. Desuden farver jeg løbende mit hår, fordi jeg ikke gider være gråhåret, så det er jo ikke fordi, jeg er ligeglad med mit udseende. Men jeg har altid gerne ville holde fast i, at jeg ikke først ser “rigtig” ud, når jeg har smurt en masse forskellige ting i ansigtet, og jeg vil ikke nå dertil, hvor jeg føler, at jeg ser træt ud, hvis jeg ikke har sminke på. Derfor har jeg lige så mange dage i løbet af en uge uden makeup som med.
En tredje begrundelse, der er trådt til i løbet af de seneste år så også, at jeg gerne vil vise både min søn og min datter, at styling er et valg. Noget, man leger med. Både når det kommer til fint tøj, hår og makeup. Man kan vælge det til – og man kan vælge det fra.

Når det er sagt, så elsker jeg at bruge makeup! Jeg har brugt sminke, siden jeg var omkring 16-17 år, og jeg har overhovedet ikke tal på, hvor mange timer, jeg har brugt foran spejlet på at eksperimentere med øjenskygger og øve mig i at lægge en nogenlunde lige eyeliner. Jeg elsker, at jeg kan ændre mit udtryk og mit udseende efter humør, og det look, jeg ender med på en aften i byen, er tit direkte påvirket af, hvilken musik, jeg hørte, mens jeg lagde det.
I en alder af 37 tør jeg godt sige, at jeg er blevet ret god til at styre penslerne. Jeg kan lægge makeup, som jeg synes fremhæver de ting ved mit ansigt, jeg bedst kan lide, og det giver mig en god følelse. Det er et rart kort at have i ærmet til de aftner, hvor jeg skal ud og gerne vil føle mig laber eller de dage, hvor jeg gerne vil tage mig ud fra min bedste side. Det giver mig en selvtillid at vide, at jeg kan skabe et look, der bringer det, jeg selv synes er det fysisk bedste, frem i mit ansigt.

Jeg har sommetider beskeder på Instagram fra folk, der gerne vil vide, hvordan jeg gør, når jeg lægger min makeup, og selvom man selvfølgelig altid kan tippe om diverse børster, cremer og paletter (og det gør jeg hjertens gerne), er min bedste anbefaling altså at øve sig på sit eget ansigt. Alle ansigter er forskellige, og den skygge, der klæder mit øje, eller den tone, der passer til min hud, klæder ikke nødvendigvis alle andre. Og jeg kunne sgu heller ikke finde ud af det for 20 år siden. Til gengæld er det sjovt at øve sig, og jeg synes, det er umagen værd at øve sig på at lægge en go-to makeup, man føler sig lækker med.

Min go-to makeup er nok eyeliner og masse af mascara.
På billederne her i indlægget har jeg dog valgt at fyre den markant mere af, fordi de er taget torsdag om formiddagen, hvor jeg skulle til gallapremiere på Gidseltagningen om aftenen.

Jeg havde et langt program for arbejdsdagen, og jeg ville gerne hente ungerne kl. 15 som vanligt, så jeg lagde makeuppen allerede fra morgenstunden. Og det er jo så her, dette indlægs hero-produkt i dén grad skal have sin anerkendelse!

Cliniques Even Better Refresh-foundation lover nemlig, at den holder i 24 timer, og det er sgu sandt! Eller – sandheden er, at jeg ikke har prøvet at være vågen i 24 timer med makeup på, siden jeg fik den, men jeg har flere gange lagt den om morgenen og konstateret, at jeg ikke behøvede friske den op, inden jeg skulle til arrangement om aftenen. Dét er altså noget, en arbejdende husmoder kan bruge til noget.

Som jeg har været inde på før, er det vigtigste i min makeup altid huden. Jo ældre, jeg bliver, des mere går jeg op i, at huden ser godt ud. Sund, med en fin glød, gennemfugtet og med en jævn tone. Inden jeg begyndte at bruge Cliniques ‘Even Better Glow’ og ‘Even Better Refresh’, brugte jeg oftest mineralpudder. Og jeg brugte altid et pust fra en ansigtsspray bagefter, fordi jeg tit følte, at min hud blev stram og tør i det.
Sådan har jeg det ikke med de her foundations, og nu ved jeg jo så, at særligt ‘Even Better Refresh’ tilfører huden fugt, mens man bruger den, og den indeholder ingredienser, der er med til at udsætte hudens ældningstegn. Jeg har ‘Even Better Refresh’ i to forskellige nuancer, for så kan jeg blande dem, så de passer til den hudtone, jeg har den dag. Den skifter jo ikke hver dag, men om lidt kommer sommeren, og så er det ærgerligt at skulle skifte hele arsenalet ud. Jeg vælger altid en foundation med en tone, der er lidt varmere end den, min egen hud har.

Hvis man kunne tænke sig at afprøve Cliniques ‘Even Better Refresh’, kan man gøre det lige her. Og når man bruger koden mette_marie, får man lige nu en lille gave med oven i købet.