Billedet herover er taget med min iPhones selvudløser. IPhonen er placeret op ad en cola-flaske, og det, der ligger på tallerknen, forsvandt ganske hurtigt efter, at billedet var taget.

Jeg startede ugen ud med at byde mig selv på frokost! Jeg havde et møde i København, og da det var slut, befandt jeg mig lige udenfor Restaurant Cantina med helt tom mave. Hvis jeg havde ignoreret lysten til en solo-frokost og en portion rigatoni, havde jeg kunnet på at hente mine børn kl. 15, som jeg plejer. Men i stedet valgte jeg at ignorere dét faktum og nød min pasta, mit pusterum, min cola og lyden af de to tjenere på restauranten, som ikke havde meget at lave, og som derfor brugte tiden på at småsludre og pjatte med hinanden. Det mindede mig om de 10 år, hvor jeg selv arbejdede som tjener enten fuldtid eller ved siden af studiet. Det var en god tid! En mellemrumstid mellem dengang, jeg boede hjemme og var barn og dengang, jeg fik fast arbejde og siden mand og børn. Intet var endnu helt besluttet, og det havde en særlig charme. Jeg vidste endnu ikke, hvad jeg skulle leve af, hvem jeg skulle giftes med, hvor jeg skulle bo, og hvilke børn, jeg skulle få. Og ret beset vidste jeg heller ikke, om jeg nogensinde skulle nogle af delene. Men det skulle jeg jo. ❤️

I dag skinner solen, og jeg har stornydt den, for DMI siger, at solskinsdagen i dag er en enlig svale i denne uge. I weekenden fylder min far 70, og han skal fejres. Jeg tager til Sønderborg ganske uden børn, da 6-timer-lange fødselsdagsfrokoster, hvor de er de eneste børn, ikke er Krapylernes spidskompetence, så vi har vurderet, at alle vil hygge sig mere, hvis vi skiller tingene ad. Jon kan desværre først komme sent lørdag, da han spiller fandango i Nyborg, men når han kommer, tænker jeg, at vi skal ned og teste det sønderborgensiske byliv en lille smule. Det er alt for mange år siden sidst, og så vidt, jeg husker, laver de ret gode shots på den alsiske byscene.

Det bliver en travl uge i Langehjemmet i den her uge. Men det er gode ting, vi skal, og den startede sgu ret fint med sådan en fin mandag, og jeg tænker, at hvad der er godt begyndt er ikke så ringe endda. 😊❤️