Jeg har netop slået øjnene op i min seng på hotel Copenhagen Island lige overfor Fisketorvet i København. Jeg skulle lave nogle TV-optagelser ovre på Islands Brygge i går, som sluttede kl. 20.30, og da Jon for en sjælden gangs skyld havde en dag og en aften hjemme, blev vi enige om at se gevinsten i, at jeg fik en lille smule alenetid, der inkluderede en nat uden afbrydelser.

Og det har været så dejligt. Nu sidder jeg her med udsigt til den flotte cykelbro og havbassinet – og samtidig med udsigten til den morgenmad på sengen, jeg netop har bestilt.

Jeg har været semi-græsenke i fem uger, og det går rigtigt fint. Faktisk er jeg ret bevidst gået uden om at tænke på det som en græsenke-eksistens, for sagen er den, at det her er vores liv. I hvert fald når Jon ikke er arbejdsløs, og det er der ingen af os, der ønsker for ham. Det meste af 2019 kommer han til at arbejde på Fyn. Nogle gange kommer de forskellige produktioner til at overlappe hinanden, og selvom det fede ved teater er, at der er ret meget struktur på hans arbejdstider i forhold til, når han eksempelvis filmer TV-serier, hvilket er skønt, så har jeg alligevel lært ikke at regne med for meget. I sidste uge fik ham lige fire optagedage på en film ind fra højre, som så blev masseret ind imellem dubleantprøver i Nyborg, tegnefilmsindlæsning på Nørrebro og kostumeprøver i Odense og dermed fratrukket familietiden. Der er ret meget lige nu.

Og det er helt ærligt helt fint! Jeg bakker Jon op hele vejen. Han var rigtigt meget hjemme hos os i 2018, fordi hans kalender var mere tom, end den ellers nogensinde har været. Timingen var fantastisk i forhold til, at vi flyttede til Køge, vi fik mange, mange timer sammen som familie hele året, og jeg fik samtidig muligheden for at sige ja til nogle sjove projekter i mit arbejdsliv.

Og i år har han travlt, og derfor er han meget væk. Sådan er det, når man stifter familie med en libertiner, og det har jeg aldrig været i benægtelse omkring. Jeg ville ikke ønske, det var anderledes. Jeg elsker, at der aldrig går alt for meget rugbrød i den, og jeg er stolt af, hvor gode vi er til at få tingene til at gå op, undvære hinanden, elske hinanden på afstand og prioritere hinanden så snart, vi kan. Jeg bliver aldrig træt af Jon, heller ikke når han er hjemme i et helt år, men jeg bliver heller ikke træt af ham, når han er meget væk. Jeg går ikke og er fornærmet over, at han passer sit arbejde og efterlader mig med ungerne, for det har jeg sådan set selv ønsket mig.

Det er lidt sværere for ungerne. De synes, det er noget rod at finde ud af, hvornår far er her, og hvornår han er væk, og de kan have meget svært ved at give ham lov til at tage over, når han kommer hjem. Han må meget gerne lege med dem, men alt, der på nogen måde rører ved hverdagen, må kun jeg. Og det får de ikke lov at bestemme, og så bliver de sure og kede af det, og det forstår jeg godt. Jeg har stået med alt fra vågne nætter over ondt i maven til morgenmad, frokost, ture i legeland, børnefødselsdage, aftensmad, fredagsslik og så videre. Pludselig går døren op, far kommer ind, og så forventer han at måtte synge godnatsang.

Mit seneste påhit for at give dem en følelse af en smule forståelse og overblik er, at jeg i går lavede et ugeskema. Her kan de se, hvad der skal ske hvornår, hvem der henter dem i børnehave, hvem der er med til aftensmad, og hvem der putter dem. I dag har de fridag og skal med Jon i Dinos Legeland, og i aften skal Jon på arbejde, så da er det mig, der står for aftensmad og putning. (Jeg er det røde hjerte, mens Jon er det blå. Berta er det lyserøde, mens Hugos er det, der er Batman-sort!) 😄

På fredag bliver de passet af deres barnepige, Signe (som har krøller, as you can see), for da skal Jon og jeg på date om dagen, og om aftenen tager jeg til Nyborg med ham for at se hans teaterstykke. Torsdag skal jeg faktisk have tilføjet nogle røde hjerter, for jeg har aflyst de ting, jeg skulle, så vi alle fire kan få en eftermiddag og aften sammen, fordi Jon har fået aflyst en forestilling torsdag aften.

Det giver en rodet hverdag at have en far, der er skuespiller, men det giver også rigtigt meget andet. Jons liv er så fuldt af kunst, kultur og skønhed, og jeg er så glad for, at han kommer til at give det videre til vores børn på en naturlig måde, ligesom at han konstant smitter mig med det, det er for ham. Der går ikke langt tid før, ungerne kan komme med ham på teatret og vente i garderoben, mens han spiller og kigge med fra kulisserne, og de vil lære så meget af det, deres far er, kan, gør og vil, og det har meget at gøre med det arbejde, han har. Han definerer i højere grad sig selv som skuespiller, hvor jeg ikke definerer mig som blogger. For mig er mit job et arbejde, og for Jon er det nærmest et kald. Det er en del af det, han er, og sådan føler jeg ikke selv. Derfor giver jeg gerne afkald på nogle af de ting, der er nødvendige i mit arbejdsliv, når han skal arbejde, så familien kan køre rundt.

Så jeg er ikke græsenke, og Jon er ikke væk. Det her er vores liv, og jeg elsker det med hus* og hår og museben! Især efter en uforstyrret nat i en hotelseng med udsigt til scrambled eggs i horisonten… 😄❤️

*det var ikke en trykfejl… 😜