Det er lørdag morgen, klokken er 8.30, og jeg er lige vågnet! Jeg har ikke sovet så længe siden 2018, og jeg kunne næsten ikke kende mig selv, da jeg så mig i spejlet ude på badeværelset. 😄

Jon og ungerne er til far-børn-gymnastik. Jeg er simpelthen så stor fan af ligestilling, men lige hér er jeg så glad for, at jeg hver lørdag formiddag har halvanden times indiskutabel ro i eget hus, mens resten af familien laver noget, de virkelig godt kan lide. De er ikke forsvundet fra hjemmet for min skyld, og alligevel vinder alle, kan man sige.

I går var jeg med Jon på arbejde i Nyborg for at se den Forestilling, han medvirker i der sammen med Betty Glosted og Keld Heick. De har været ramt at noget sygdom og lidt drama, det er Kelds første optræden som skuespiller, og det er udover at være Bettys 40-års jubilæum som skuespiller også hendes debut som instruktør. Og Jons første teaterstykke i et år, omend det jo er knap så dramatisk. Men jeg var ret spændt på, hvad de var kommet frem til der i Nyborg.

Og stykket var simpelthen så GODT! Scenografien er smuk for øjet, skuespillet er så FINT, handlingen er god, og Betty Glosted er simpelthen så god som Judy Garland! Jeg kan godt forstå, hun har valgt den Forestilling som sit jubilæum!

(Det næste, der kommer er vel reklame, I guess?)

De spiller i øvrigt i denne weekend og hele næste uge med (undtagen mandag og tirsdag). Billetterne koster 450 kr., men jeg har fået lov at tilbyde jer, der har lyst, billetter til bare 150 kr. I skal bare skrive en mail til Allan på allan.wahlers@gmail.com med emnefeltet ‘Mette Marie’ og fortælle, hvor mange billetter I gerne vil have. Så hvis man har sin gang på Fyn den kommende uge, vil jeg da på det stærkeste anbefale, at man svinger ind forbi og ser ‘End Of The Rainbow’. 😊

I dag smutter Jon igen til Fyn ved frokosttid, og så skal ungerne og jeg bage til den store guldmedalje! I morgen kl. 10 får de nemlig en helt masse børn på besøg til fejringen af deres kollektive 5-års fødselsdag. Temaet er ‘Sørøvere’, så jeg skal ud og købe chokolademønter og lakridspiber!

I aften, når Jon kommer hjem fra Nyborg, highfiver vi i døren, og så kører jeg til Amager. I aften er der nemlig ‘Hjertegalla’ på TV2 Charlie, og jeg har sagt ja til at tage telefoner i den gode sags tjeneste! I live TV! Mon ikke, det bliver meget sjovt. 😄

Med ønsket om en dejlig lørdag vil jeg nu fise ned på Torvet i Køge og se, om ikke de har et godt tilbud på jordbær og blomster. Det plejer de, og vi skal jo traditionen tro både have en jordbærkage og en chokoladekage i morgen, så der er ingen smalle steder.

Klem, klem, MM. ❤️