Som nogle måske vil erindre, var jeg i sidste uge til premiere på Gidseltagningen. For anden gang i mit liv, i øvrigt, og det skyldes naturligvis, at der er tale om ANDEN sæson af den internationalt anerkendte, danske TV-serie, som Gidseltagningen jo er. Jeg mener, Johannes Lassen, der spiller hovedrollen, vandt blandt andet en Golden Nümph i Monaco sidste år!

Denne gang opleves han atter i rollen som den uhyre veltrænede politimand, Philip Nørgaard. I første sæson var han chef for PETs Terror Task Force, men hvis man har set første sæson forstår man godt, hvorfor det ikke rigtigt går længere. Heldigvis holder småting som orlov og fyringer ikke hans efterforskningstalenter tilbage, så Philip er atter klar til at redde Danmark fra terrortrusler.

Jeg ÅD første sæson så hurtigt, afsnittene overhovedet kom ud på DPLAY, og jeg elskede hvert sekund. Og jeg må også indrømme at være lidt spændt på hvordan de ville gå til sæson to efter den slutning – og uden at spoile er jeg enormt begejstret (jeg har set de første to afsnit). Danmark er virkelig blevet gode til at lave serier, og man tænker virkelig 360 grader rundt efterhånden! I love it!

Nåh, men som optakt til premieren, var jeg atter engang ude for at interviewe Johannes Lassen (mit interview med ham fra første sæson ligger her), og som en ekstra krølle på halen fik jeg også lov at interviewe Yasmin Mahmoud, som altså har sin skuespillerdebut i netop Gidseltagning 2.
Da jeg ankom til optagelserne på Amager i december sidste år for at tale med de to hovedroller, var Johannes lige i gang med at demontere en bombe. Stille og roligt. I en container, som var kørt ind i bygningen og stod i et umådeligt højloftet rum, hvor jeg blev sat på en klapstol, fik et par høretelefoner og en monitor, og så kunne jeg således følge med i, hvad der skete inde i containeren. Man havde nogle problemer med nogle lamper på “bomben”, som ikke lystrede, hvilket gjorde, at projektet trak ud. Men efter endte optagelser, fik vi alligevel tid til en snak.

Johannes fortalte mig blandt andet, at han selv laver de fleste af sine egne stunts – der iblandt et stunt, som kan ses i smugkigget her, som er ret genialt. I et ganske andet størrelsesforhold minder det mig lidt om det der stunt, hvor Tom Cruise brækkede foden i en af de seneste Mission:Impossible-film. Han ved også nu, hvordan man rent faktisk desarmerer en bombe. Den, de brugte på optagelserne, var selvsagt en attrap, men for at få det hele til at virke så virkelighedstro som muligt, har Johannes altså også været på kursus i dét.
Den store forskel på Johannes’ oplevelse af at være skuespiller i denne omgang i forhold til sidste sæsons optagelser, kommer vi frem til, er nok, at han er blevet far. Faktisk startede optagelserne allerede 14 dage efter, at hans lille søn kom til verden, og også denne gang er omdrejningspunktet for hans karakters genvordigheder truslen om terror. Jeg spurgte Johannes, om frygten for den virkelige verdens terror var blevet mere nærværende for ham af den årsag, hvortil han svarede, at det var den egentlig ikke. Men at have en altdominerende hovedrolle i en TV-serie kræver, at man er meget væk hjemmefra, hvilket er lidt af en prøvelse, når man har en kæreste, der er nybagt mor, og en lille søn derhjemme. Desuden er der simpelthen en vaskeægte baby med i den nye sæson – og det gav en del af oplevelsen et noget andet niveau.

Jeg talte lidt med Johannes om, hvordan det var at spille sammen med Yasmin Mahmoud, som aldrig har spillet skuespil før, og han bekræftede meget det indtryk, jeg selv fik af Yasmin, da jeg selv talte med hende. Det, hun måske mangler i erfaring, har hun til gengæld i entusiasme og velvilje omkring projektet. Johannes fortalte, at Yasmin var meget åben at samarbejde med. Hun sagde fra starten, at hun ikke ville pakkes ind i vat, men hun ønskede derimod klar besked, hvis han syntes, hun skulle gøre tingene på en anden måde. Hun var lydhør og indlevende, og Johannes fortalte, at han oplever, at skuespillere uden uddannelse tit bringer noget andet til bordet, da de spiller på lutter indlevelse, og sådan var det også med Yasmin.

Min snak med Yasmin samme aften var en enormt fin oplevelse. Hun var simpelthen så sød, positiv og nem at tale med, og så var hun naturligt nok vanvittigt spændt på, hvordan Danmark kommer til at tage imod TV-serien og ikke mindst hendes præstationer som nyudklækket rookie på skærmen. Særligt fortalte hun, at hun var noget spændt på sit baglands reaktion. Yasmin kommer fra en muslimsk familie, og selvom hun har sine forældres entusiastiske opbakning og støtte, var de ikke vanvittigt glade for at høre, at hendes karakter i serien har en kæreste, som hun altså også laver kæresteagtige ting sammen med. Hun siger, at hvor Johannes eksempelvis “kun” skal bekymre sig om henholdsvis anmeldere og seeres dom, har hun også en bekymring for, hvordan  muslimske danskere vil tage imod hendes udlægning af den her karakter, som jo netop er en muslimsk kvinde.
Yasmin er nyuddannet socialpædagog og havde ikke de store planer om at skulle være skuespiller, men hun gik alligevel til castingen på rollen som June al-Baqee. Og da hun gik videre til næste runde, satsede hun benhårdt på, at det ville lykkes og søgte derfor ingen pædagogjobs. Den dag, hun dimitterede som socialpædagog, og sad i bussen hjem, ringede produktionen og tilbød Yasmin den kvindelige hovedrolle i Gidseltagningens sæson 2. Rollen som June al-Baqee, der har kæmpet på oprørernes side mod ISIS i Syrien – hendes karakter er bygget over dansk-kurdiske Joanna Palani, og deres skæbner minder på mange måder om hinanden.
Yasmin har modtaget våbentræning, har skulle omlægge sin kost, begynde at styrketræne og har selv lavet de fleste af sine stunts. Samtidig med, at hun skulle spille skuespil for første gang. Hun har brugt sine menneskelige færdigheder (som selvsagt også er styrket af den uddannelse, hun har taget), og så har hun higet sig fast på det store cast af professionelle og scenevante skuespillere og suget alt til sig.

Gidseltagningen II er sindssygt spændende, og castet er vanligt varieret og fantastisk – udover Yasmin og Johannes ses også Helle Fagralid, Sebastian Bull, Søren Pilmark, Kenneth Müller Christensen, Ali Savandi og Ole Rapache. Man kan se første afsnit mandag d. 25. marts på Kanal 5 og på DPlay.dk lige her!