Indlægget er en reklame for DPLAY.dk og Kanal 5.

Køge har åbnet sin smukke, varme, solrige favn og atter lagt mig til sit bryst, og det føles vidunderligt! Her har jeg rod, herfra min verden går. Og hvilken verden! Jeg bliver aldrig træt af at rejse ud, og jeg bliver aldrig træt af at komme hjem igen. Skønheden findes i disse modpoler, og nu skal jeg nok knappe digitalt kaje, inden jeg bryder ud i sang.

Jeg har glædet mig til lidt forskelligt her efter vores hjemkomst. For det første skulle solen jo så vise sig at være i Dannevang og ikke det maltesiske øhav. For det andet er jeg virkelig bagefter i forhold til at få lagt kartofler til spiring, og for det tredje er det i aften, at man kan nyde tredje afsnit af ‘Gidseltagningen II’! Jeg har jo snydt lidt (som den Hüttemeyer, jeg er) og har set de første to afsnit i forvejen. Som den heldige kartoffel, jeg også er, var jeg inviteret til gallapremieren på TV-serien i Dagmar. Det var en helt genial aften, som startede med bøffer og drinks sammen med hele holdet og alle skuespillerne i serien, og som endte med, at vi blev kørt til Dagmar Bio, hvor der var endnu flere drinks, gratis slik og således visning af de første to afsnit.

Jeg åd jo første sæson så hurtigt, som den overhovedet kom ud. Det, jeg godt kan lide ved anden sæson er, at den ikke bare samler op præcis der, hvor første sæson sluttede. Uden at spoile kan jeg nævne, at det endte ret træls på både job- og kammerat-fronten for vores ven Phillip Nørgaard (Johannes Lassen), og det er så træls, når en ny bog i rækken af krimier eller en ny sæson af en TV-serie ikke tager hensyn til det. Vi kan nok alle sammen blive enige om, at hvis de stakkels journalister, der er hovedpersonerne i de fleste skandinaviske krimier, kom ud for det i virkeligheden, som overgår dem i løbet af få år i en bog-føljeton, ville de nok gå både fysisk og psykisk ned med flaget. Ligesom at Kelly Taylor fra Beverly Hills velsagtens ville være en del mere hærget efter det, hun oplevede i løbet af de år, hun gik i gymnasiet. Vi taler altså om en teenager, der bliver både forsøgt voldtaget, brændt, frihedsberøvet, har et narkoproblem, har en mor med et narkoproblem, har en kæreste med et narkoproblem, en spiseforstyrrelse og meget mere. 😅

Sådan er det ikke i anden sæson af Gidseltagningen, heldigvis! Udviklingen er troværdig, og jeg elsker, at Johannes Lassens karakter hooker op med Helle Fagralid! Hun er så skide-snacky, og så er hun perfekt castet i rollen som lidt cougar-agtig små-hippieagtig psykolog med ladcykel og kolonihave. Jeg køber præmissen, og det hele giver mening! Og så elsker jeg biljagten, som indledes på ladcykel! Det er noget, en småbørnsmor med hang til action kan sætte pris på! 😉

Jeg er altid lidt tilbageholdende med at begynde på TV-serier så snart, de har premiere, for jeg KAN nu altså godt lide at binge alle de afsnit, jeg har lyst til, og venter derfor tit, til hele sæsonen ligger på en streamingtjeneste et sted! Men jeg kan altså ikke vente i det her tilfælde, så i aften vil jeg sender nyeste afsnit, mens Jon putter ungerne.

Hvis man vil se med, kan det gøres på Kanal5 eller på DPLAY.dk lige her.