Det er mandag, solen skinner, og jeg lagde ud med at glemme min mobiltelefon på køkkenbordet, da jeg strøg ud af døren klokken otte i morges for at deltage i et møde i hovedstaden. Denne kæmpe fadæse til trods, overlevede jeg (og det var et skidegodt møde), og nu er jeg forenet med mobilen på min hjemadresse, hvor jeg nyder en kom te og det faktum, at solen STADIG skinner!

Jeg har her samlet 5 ting, jeg glæder mig til, i den kommende uge.
Mandag har i nogle kredse et slet ry, og det, synes jeg, er lidt ærgerligt. Det, jeg altid bedst har kunnet lide med weekender er, at man kan sove længe, og det har jeg alligevel ikke kunnet, siden jeg fik børn, så nu kører jeg ikke længere med favoritter, når det kommer til bage.
Men mandagen er synonym for en ny uge, en ny begyndelse og nye muligheder, og her er de ting, jeg der frem til i indeværende uge.

  1. Premieren på Game Of Thrones
    I aften er der premiere på seneste og sidste sæson af Game Of Thrones i Imperial i København! Jeg er så glad for, at Jon fik mig overtalt til at se hele den foreløbige serie sammen med ham (således for anden gang for hans vedkommende), så jeg nu endelig kan sætte pris på hylen! Vi så de sidste to afsnit af syvende sæson i går, så vi er helt klar!
  2. At Jon skal med til premieren!
    Vi har haft meget lidt tid sammen de seneste måneder grundet Jons engagement på Odense Teater, men i aften kan han altså komme med i biffen, og bagefter skal vi ud at spise med min agent og hendes kæreste. Ungerne overnatter hos min søster og svoger i Haslev, så vi har ikke anden bagkant, end at Jon skal lægge stemme til en tegnefilm i morgen kl. 8.
  3. Påskeferien!
    Jeg ved godt at mange allerede har fået ferie, men vi tager altså lige ugens første tre hverdage med i regnskabet, før vi på torsdag holder ferie til og med mandag. Jon er ikke hjemme fra tirsdag til onsdag, og efter påskeferien “flytter” han til Fyn i små 4 dage, så jeg ser sådan frem til at have fem dage sammen alle fire.
  4. Gilleleje!
    Søndag til mandag tager vi til Gilleleje og overnatter hos Jons far, som bor deroppe. Han har et lille anneks, som han også lejer ud til Airbnb-gæster, som vi bor så fint i, og jeg satser på, at vi skal ned og have en is i (K)analkiosken på havnen og besøge det træ, hvor Jon og jeg fik taget vores bryllupsbilleder for snart seks år siden. Og måske have gang i et bålfad medskumfiduser over, hvis vejret bliver viiirkeligt fint, men nu kan det godt være, jeg bliver overentusiastisk…
  5. Min have!
    Påskeferien skulle byde på relativt hæle temperaturer, og jeg er heldigvis sådan en sløv padde (der i øvrigt sad i regnvejr på Gozo sidste gang, det for alvor var lunt i Danmark), så jeg har endnu ikke plantet noget ud – og derfor havde jeg heller ingen ærgrelser over den nylige nattefrost. Men påskedagene skal i hvert fald også bruges til at preparere højbede, slå græs, klippe lidt hæk, måske, og fedte for kompostormene i min kompostbeholder for at få dem til at rubbe neglene!