I morgen er det en uge siden, at Hugo, Berta, min far og jeg kom hjem fra Gozo. Det er første gang, jeg rejser med min far som den eneste anden voksen, og det er første gang, jeg rejser med rejseselskabet Eliza Was Here, og jeg har glædet mig til begge dele.
Jeg havde svært ved at få blogget, mens vi var afsted, og sådan er det altid, når Jon ikke er med til sådan rigtigt at overtage underholdningen af dem – og desuden har jeg det gerne med at blive lidt opslugt af øjeblikket, når jeg er væk hjemmefra, hvilket jo heller ikke er at ringeagte, når man sådan er på ferie. Men jeg fik da nedfældet et indlæg om de 6 bommerter, vi oplevede på bare 48 timer. Ha, altså! Heldigvis hørte de alle sammen til på ilands-skalaen, og de var med til at give ferien kulør. Den kulør, vi altså ikke fik, fordi vi var knap så heldige med vejret. 😉

Jeg har valgt at opdele det her indlæg lidt i emner, så here you go.

Gozo:
Jeg har aldrig været på Malta før og har nu lært, at Malta ikke er en ø, men derimod fem øer, hvoraf Gozo er den ene. Den er 64 kvadratkilometer og altså ikke specielt stor, hvilket klart er en fordel, når man lejer bil. Det er nemlig sådan, at man i Malta kører i venstre side af vejen, og derfor er bilerne naturligt nok indrettet således, at føreren sidder i højre side. Man skulle tro, det var nemt nok sådan mentalt at bytte om, men det var det virkelig ikke for mig, hvilket blandt andet resulterede i, at jeg skrællede hele venstre side af bilen op på andendagen. Ups! Heldigvis er Gozo en lille ø, så der er ikke den store trafik, og det er nemt at vælge de små veje, når man skal fra A til B.
Vi boede det meste af tiden i Gozos hovedstad Vittorija, og det var virkelig en fin by! Vi spiste de fleste måltider på et lille torv, hvor der lå en stor, smuk kirke og en håndfuld restauranter, der alle sammen lavede rigtigt god mad OG havde børnemenu. Og man kan ikke sige, at det var dyrt at gå ud at spise. Desuden kørte der ingen biler i dette område, så ungerne kunne frit løbe og lege med de andre børn, mens min far og jeg spiste. En googlesøgning viste mig, at der også lå ret mange fine vegansk og vegetariske restauranter, som jeg nok ville have tjekket ud, hvis jeg havde rejst med Jon, så det vil jeg anbefale, at man gør, hvis man en dag finder sig selv på Gozo. Mange dele af øen ser ud, som jeg tror, den har gjort mange år, men jeg lagde også mærke til, at mange nye, seje og mere “unge” steder er ved at finde vej op til overfladen, og det er et virkeligt charmerende mix.
Vi besøgte Gozo udenfor den typiske turistsæson, og derud over var vi vist også ualmindeligt uheldige med vejret. Der var solskin hele ugen før og hele ugen efter, men i de 8 dage, vi var der, græd Gud det meste af tiden, fordi han savnede sin søn (Hugos ord …). Men jeg vil næsten love, at vi skal tilbage til Gozo engang i sommerperioden. Der var vanvittigt smukt og stemningsfyldt og mange, mange fine steder, jeg gerne vil besøge i lidt bedre vejr. Og jeg ville elske at bo samme sted, som vi boede denne gang, og det var i det her hus.

Eliza Was Here:
Konceptet spiller max. Det må jeg sgu sige! Man bestiller en rejse til en destination, og i pakken er der så flybilletter, en lejebil i lufthavnen og indkvartering i et byhus, en lejlighed eller en villa, som ligger så langt væk fra de hoteller, man ellers som turist er vant til, som man kan forestille sig. Det var så fedt at have sit eget sted at hænge ud og lave aftensmad eller frokost nogle af dagene, og vi fik hurtigt vores foredrukne indkøbssteder. Det er altså også med til at gøre følelsen af at besøge et nyt sted mere autentisk, at man køber ind der, hvor de lokale køber ind.
Alle de oplysninger og dokumenter, man skal bruge på rejsen, ligger i Eliza Was Here’s app, så det er nemt at komme til og finde rundt i. Det spiller virkelig – I gotta say. Det vil jeg igen! Jeg elsker All Inclusive og store badehoteller med børneklubber, men ikke lige så højt, som jeg elsker at føle mig som “en af de lokale” for bare en uge. Det er enormt sejt – og alligevel en del nemmere, end hvis man selv skal booke fly, leje bil og finde et godt sted på Airb’n’b. Og ikke dyrere, faktisk.
Vi stødte jo lidt på nogle udfordringer undervejs, da det første sted (det kan ses her), hvor vi skulle have boet i fire dage, ikke var specielt kompatibelt i forhold til, at vi havde børn med. Det var på ingen måde optimalt, og jeg nåede at gå lidt i panik, da jeg stod der i regnvejr med overtrætte børn og selv for længst var gået fuldkommen sukkerkold. Men fejl sker jo altså for os alle sammen, og da jeg ringede hjem til Eliza Was Here, fik jeg supergod behandling, og de løste de problemer, vi havde, meget, meget hurtigt. Jeg talte med den samme medarbejder hver gang, og hun var simpelthen så sød, at jeg helt fortryder ikke at have sendt blomster til hende.
Da jeg ødelagde bilen, erfarede jeg jo så også, at jeg var fuldt forsikret. Det er man, når man rejser med Eliza. Ikke så meget som en krone i selvrisiko. Det er også værd at tage med, når uheldet er ude.
Eliza Was Here kan jo ikke bebrejdes for det kedelige vejr, men jeg vil nævne, at når man, som vi, rejser til sydeuropa i starten/midten af foråret, vil jeg minde om, at der altså er koldere, end der er herhjemme, når det er koldt. Forstået på den måde, at vi her i Norden er enormt gode til at varme op – og det er de altså ikke på Gozo. Husene er, som mange andre steder, bygget til at holde sommerens bagende temperaturer ude, og det har så lidt en negativ effekt, når det er koldt. Så vi frøs altså en del. Man kunne varme soveværelserne op (her skulle man medbringe mønter til at putte i en automat – noget, vi ikke vidste på forhånd, men som jeg også har opfordret Eliza Was Here til at informere deres rejsende om i marts og april måned), men ikke stuen og køkkenet. Så vi frøs en del og havde ikke varmt nok tøj med. Så jeg vil anbefale at pakke varmt tøj eller vente med at tage afsted til i slut april eller maj.
Men altså – lang historie kort, så kan det være koldt i Europa i ydersæsonerne, og Eliza Was Here har et koncept, som jeg er fan af og er sikker på, at vi kommer til at benytte os af igen.
At rejse med min far:
Hvis I har børn og på nogen måde kunne have held med at overtale jeres far til at tage på en uges ferie med jer, så gør det! Det er som om, det er mere almindeligt at tage sin mor med, når man rejser med sine børn og en forælder, kan jeg se på Instagram. Det kan jeg jo af gode grunde ikke, og derfor spurgte jeg min far – ganske usikker på, om han ville sige ja. Met gjorde han heldigvis, og han skulle ikke engang tænke særligt længe over det.
Det var et stort brud på hverdagen for os begge, og selvom vi jo havde nogle logistiske udfordringer, vi lige skulle over, gik det helt perfekt! Vi havde begge to en stor ja-sombrero på, og selvom jeg havde aftalt med min far, at det var helt OK, hvis han ikke kunne klare 8 dage i træk med småbørn hver eneste time, når han jo er vant til en noget roligere hverdag, var han alligevel med på det hele! Selvom jeg lagde stort op til det, stak han aldrig af. Han læste historier for børnene hver dag, lakerede negle med Berta, smagte på Hugos hjemmelavede eliksir, og vi fik spillet Uno alle sammen. Jeg stod for alt med mad og praktik, og han stod for opvasken hver dag ved alle måltider. Vi fik en masse små snakke, vi nok ellers ikke ville have haft, og vi kender sgu nok alle fire hinanden bedre nu efter den rejse, hvilket gør mig glad helt ind i stamcellerne. 🙂
Heldigvis er der ikke længe til, at vi atter skal rejse sammen, da min far i anledning af sin 70 års fødselsdag har inviteret hele familien – inklusive min faster og hendes børn og børnebørn – til Spanien. I Gozo fik min far læst ‘Folk og Røvere i Kardemommeby’ for ungerne (som gladeligt hørt den for måske 5. gang), og på næste rejse har han vist planer om at præsentere dem for  ‘Orla Frøsnapper’.
Familie er fedt. Og så vigtigt. Jo mere af den, jeg får, des mere sikker bliver jeg på det faktum, og jeg er meget taknemmelig for og stolt af min.