Jeg er i Malaga med den pukkelryggede! Med min faster og onkel, min far og min Elke, min kusine og hendes mand, deres datter og hendes kæreste, min fætter og hans hustru og deres fire børn (hvoraf de sidste to er enæggede tvillinger på knap tre år), min søster, svoger og deres baby, min papsøster og mine to børn. BUM!

Hele den nulevende del af min familie på fars side er samlet i Malaga i en uge. I en kæmpestor villa med tilhørende beboeligt poolhouse og en lejlighed nede af bjergsiden, der også hører med. Her er rigeligt plads til os alle sammen, og vi ved det, for vi var her for 4 år siden, da min faster fyldte 70. Siden da er der bare kommet tre børn mere til.

I dag har min faster fødselsdag, mens vi fejrer dette års sponsors, min fars, 70-års fødselsdag på tirsdag. Desuden skal vi slikke sol, spille Uno, spise godt, måske besøge festivalen i byen, som gjorde stort og positivt indtryk sidst, vi var her, bade i poolen, og så står min søster, som man kan se på billedet øverst, for morgenlige yoga-sessions poolside. Og jeg vil gøre mig umage for at være så lidt online som muligt.

Jeg nyder at tjekke ind og skrive et indlæg, når tiden byder sig, samt dele lidt på Instagram, men det er al den øvrige onlinespildtid, som de seneste uger eller måneder er blevet lidt vel rigelig, som jeg gerne vil undgå. De katte-memes må nogle andre altså like den følgende uge. 😄

Med ønsket om en givende søndag! Hvad den giver, vil jeg lade være op til den enkelte at håbe på. ❤️😄