Ja, det sker faktisk næsten aldrig. “Men det er jo en fejring af et kunstværks tilblivelse?” I bedste fald. “Det er min store aften? Hvorfor deler vi ikke det lidt oftere?” Jo..

Når man lever et anti-“8-16”-liv som vores, hvor aftaler ofte er noget, der laves max 18 timer inden eksekvering, og rejser kan annulleres på et splitsekund, så er kontinuitet og rutiner en udfordring at vedligeholde. Vi synes naturligvis ikke, at børnene skal lide under de kunstnerforældre, de ikke selv har valgt, så de får al den ro og regelmæssighed, de overhovedet kan få. Og så må det gå ud over os når pligten kalder med kort varsel. Så må vi voksne prioritere og fordele appelsiner og de sure citroner i turbanerne imellem os.
Det betyder i en tid med børnehavebørn selvfølgelig også, at skal én af os noget vigtigt, så må den anden jo stå med lege-/afspisnings-/puttetjansen. Ikke dermed sagt, at det ikke er vidUNDerligt at være sammen med vores skønne unger, nejnejda, de er jo dybt charmerende og fuldstændig uimodståelige, men indimellem kunne det jo være, at man gerne ville med til noget… Især når nu min bedre halvdel skal så meget spændende. Og det mener jeg. Jeg er topjaloux ret tit. Men oftest er det nu mig, der sidder på kalenderen, må jeg erkende. Når jeg skal spille teater eller optage film eller TV, kan jeg ikke så godt sende en vikar. Så i de perioder er MM primus motor i Langehjemmet. Og sådan har det været rigtigt meget her i 2019.

Men problemetikken er, at normalt når vi begge SKAL afsted, så er det vigtigt for MM og mig, at det er den samme håndfuld mennesker, der kommer og tager over på børnefronten. Helst den nærmeste familie, som jeg kan forestille mig, det er for de fleste andre forældre med prioriterede gøremål. Det gør, at det næsten altid er umuligt for MM at komme med til premierer – både fordi, at perioden op til en premiere ofte kræver, at jeg er meget væk hjemmefra i flere uger. Derfor vil hun gerne være den, der er hjemme hos børnene mest muligt, så de ikke undværer begge forældre. Og også fordi, at ofte vil mine egne forældre også rigtigt gerne med med, når jeg har premiere, så de ville heller ikke kunne passe unger den dag.
Og selvom der ikke er noget, jeg hellere vil, end at tage min papegøje under armen og vise hele verden, at det er lige den her meget smukke, eksotiske fugl, jeg har skudt, så er der faktisk en god grund til ikke at gå helt i hundene over, at det nu blev min mor og far, der fik bobler og hørte teaterchefen fortælle om, hvorfor lige dén her forestilling er noget, han er ekstra stolt over.

Og det er, at lige med teater er premierer noget særligt. På flere planer. Ja, det er kulminationen på mange ugers prøver og hårdt arbejde. Ja, det er der, pressen og anmelderne kommer, og det er den forestilling, der skal bedømmes og derfor hyldes ekstra meget. Men det er på grund af de ting også en aften med et særligt pres. En aften med ekstra mange sommerfugle og en aften, hvor alle er lidt på overarbejde. Man skal huske alt det man skal sige, være og føle. Vi har aftaler på scenen, der skal overholdes, og stoffet skal stå den endelige prøve. Nu skal det være.


Og netop derfor er det så rart, når MM kommer efter en uge eller halvanden. For jeg har jo trænet hende godt. Hun er efterhånden en kyndig og skarp kritiker (i begge ordets betydninger), og jeg sætter netop hendes holdning til mit arbejde højt. Så når hun kommer, dér lige lidt senere, så er aftalerne faldet på plads. Relationerne mellem karaktererne har haft tid til at vokse og udvikle sig lidt. Vi har med andre ord (forhåbentlig) fundet et overskud. Forestillingen er ikke færdig, før dens spilleperiode er ovre, og at sige, at alle forestillinger er færdige til premieren, ville være en lodret løgn. Men den er sgu ofte mere færdig, efter at vi lige har fået den lidt mere ind under huden, end vi har til premieren. Det er ligesom med FIFA. Når det nye spil kommer i efteråret, så er der sgu altid lidt børnesygdomme, som udviklerne skal have mulighed for at finde og rette, før det hele er på plads.

Så hvis I først får billet til den sidste forestilling, så glæd jer. Her er alle klar til at sige farvel til hinanden og til stykket, og derfor er der ofte lidt vemod og derfor en lyst til at give den en sidste skalle. Man kan endda være heldig at opleve at en skuespiller gør noget uventet, enten for at drille en medspiller eller for at se hvad det kan, dét man fandt på halvvejs igennem, men som man ikke turde eksekvere uden et go fra instruktøren. Min far prøver faktisk altid at se den sidste, bare fordi..

Og hvis I fik lyst til at gå i teatret, så klik her. Så skal jeg gøre mit bedste, for at give dig en god oplevelse. Det kan mere, end man tror.