Dengang jeg gik i folkeskole, blev jeg nogle gange drillet. Frikvarterene kunne godt føles lidt stramme, når de seje børn i klassen havde besluttet, at jeg hørte til i den anden ende af skalaen.
HELDIGVIS fandtes internettet ikke dengang, så det var ikke noget, jeg fik med mig hjem. Når jeg havde smidt min cykel i indkørslen, gik jeg gerne ind og fortalte mine forældre, hvad de andre børn havde sagt. Jeg kan huske, at min far eller mor typisk sagde “Nåh, for pokker. Har hun ret i det?”. Til det kunne jeg jo kun svare “Nej”. Så sagde de gerne: “Jamen, så er det jo fuldstændigt lige meget. Det er forkert. Lad være med at bruge mere tid på det, gå hellere ud og leg i stedet for”. Og så gjorde jeg det. Røvhullerne i skolen var nogle røvhuller, men alle ved jo, at voksne ved mere end børn, så det blev ved det for mig. De falske anklager fik ingen ilt.

Jeg syntes, det var møgubehageligt at blive drillet, men jeg tog det aldrig personligt. Jeg ville ønske, de ville tale ordentligt eller lade mig være i fred, men jeg var aldrig i tvivl om, at det, de sagde, ikke havde merit.
Den opfattelse har jeg taget med mig ind i voksenlivet, og jeg er mine forældre ret taknemmelig for netop det faktum. Nu, hvor internettet findes, og apps som Jodel er en ting, bliver man i højere grad konfronteret med det, når folk synes, man er en klaphat, end man gjorde tidligere. Jeg har aldrig haft et problem med tanken om, at jeg ikke er alles kom te, for det er jeg ikke ene om. Tvært imod – det er ingen. Jeg holder mig heller ikke for fin til at dele min mening om folk, jeg ikke kan lide, med mine veninder i ny og næ. Men vi holder det oldschool og gemmer sladderen bag lukkede døre.

Jeg har heldigvis været meget forskånet for onde tunger online. Jeg har ikke en særligt kontroversiel blog. Jeg beskæftiger mig mest med det, der gør mig i godt humør, og det, har jeg på fornemmelsen, er som oftest det, folk er ude efter, når de besøger mit domæne. Om man er til dét og til mig, er jo subjektivt, men det er jo ret let at slippe for en blogger, hvis man ikke bryder sig om lugten i bageriet. Man kan bare lukke fanen og trykke ‘unfollow’.
I går blev jeg så gjort opmærksom på, at der var nogle, der havde skrevet knap så pæne ting om min personlighed, min næse og mit parforhold på Jodel. (Faktisk er jeg ret sikker på, at hende, der sendte mig screendumpet, var hovedforfatteren bag skriverierne). Ingen af de anklager tager jeg sådan set til hjerte. Det er ikke ordlyden, der rammer mig, det er den ubehagelige følelse af, at der er folk, der har lyst til at såre mig. At det er blevet okay at skrive sådan på internettet. Jeg synes, det er HELT okay og naturligt, at man har sine meninger og holdninger og deler dem med ligesindede bag lukkede døre. Men jeg forstår for det første ikke, at man kan føle, det er okay at hænge folk til tørre på internettet, og jeg forstår heller ikke den der trang til at indvie mig i balladen. Jeg savner dengang, vi bare bagtalte hinanden analogt! Say what you will – men gør det venligst bag om ryggen på mig, så du ikke forurener forårsluften i min nærhed!

Umiddelbart efter, at jeg havde fået den besked, der bekendtgjorde mig med bagtalerierne, var jeg i Netto med Berta. Hun ville gerne hjælpe med at pakke poserne, så hun satte sig op på den lille opsats for enden af kassebåndet og var i øvrigt ret ferm til at få tingene ned i nettet (hendes mor er tidligere pakkepige i Føtex, så måske talentet løber i hendes årer). Desværre fejlbedømte hun bredden af gesimsen, så der skete det, at hun faldt ned og slog sig der, hvor det gør allermest ondt. Og hun skreg… Så højt. Jeg smed alt, jeg havde i hænderne, bar hende lidt væk og trøstede alt det, jeg kunne. Jeg har sjældent oplevet Berta skrige med en sådan kraft. Jeg fik hurtigt konstateret, at hun ikke havde revet hul på noget, hun havde bare fået et kraftigt slag et sted, der helst skal behandles nænsomt.
Efter en rum tid var skrigeriet stilnet af, omend hun stadig græd, så med Berta i armene og det ene net over skulderen, gik jeg hen for at hente resten af mine varer på båndet, så vi ikke sænkede tempoet for meget for de andre handlende. Her erfarede jeg så, at en sød fremmet havde pakket mine ting og stillet dem klar, så jeg bare kunne napse dem og gå med Berta, som jeg gjorde, mens hun græd videre. Da vi var kommet ud af Netto, blev vi indhentet af det, jeg gætter på var butiksbestyreren, der spurgte, om han ikke godt måtte have lov at byde på en trøsteis. Bertas gråd forstummede af betuttelse, og vi gik med tilbage til butikken, hvor Berta fik frit valg på hele iskortet. Hun var helt forbløffet, stoppede med at græde og valgte en Filur.
På vej tilbage til bilen blev Berta ved med at tale om, hvor vildt det var, at hun havde fået en gratis is. Og at hun havde fået den af en mand, hun ikke kendte, fordi han ville trøste hende.
På vejen hjem talte vi om, hvor fint det havde været – selvom det selvfølgelig var drønsynd for hende, at hun havde slået sig. Vi talte om, at det både var dejligt, at hun hun havde fået en is, som vi ikke behøvede betale for, men også, at det var sådan en god følelse, at der var en mand, som havde lyst til at gøre hende glad. Og jeg fortalte hende, at verden heldigvis er fuld af den slags mennesker, og at når man har mulighed for det, skal man gøre sit bedste for at være sådan et menneske overfor andre.

Jeg har netop sendt en mail til Nettos hovedkontor og rost den geniale Netto-medarbejder i Torvebyen i Køge. For det kan internettet også bruges til, og når det bliver dét, giver det hele så meget mere mening. Især på en solskinsdag lige op til påske.

God dag, god påske og tak til alle jer, som er så søde til at læse med, kommentere og engagere jer positivt og konstruktivt her på min bette blog. Det gør mig glad hver ENESTE dag. <3