For fire år siden fyldte min faster 70. Noget, ingen ville gætte blot ved at se på hende eller den fart, hun har på, i øvrigt. Men i den forbindelse inviterede hun sine børn, deres ægtefæller og børn(ebørn) samt min far, hans børn, ægtefæller og børnebørn med til Malaga, hvor hun havde lejet et kæmpestort hus, der rummede værelser nok til, at vi alle kunne have privatliv, men stadig komme hinanden dejligt meget ved i en hel uge. Og der var pool. Og terrasse med havudsigt.

Det var en fantastisk uge! Vi er ikke vant til at tilbringe specielt meget tid sammen med den del af familien – det bliver mestendels til nogle jule- og påskefrokoster – men denne spanske empiri skulle bevise, at det burde vi gøre! (Billedet herover er i øvrigt taget på den ferie i Malaga! Dengang mit hår var brunt. Jeg kan sagtens savne det på sådanne billeder, men den farve har det altså ikke længere. Nu er halvdelen af det gråt. Jo, s’jøst!)

Derfor overtalte vi allerede dengang min far, der er 4 år yngre end sin storesøster, til at gentage successen, når han runder selvsamme hjørne. Og det gjorde han i marts! Faktisk lejede han allerede huset i efteråret, hvor også flybilletter blev købt, hvorfor der ligger én i skuffen med Jons navn på. Nu er situationen jo så imidlertid den, at Jon på lørdag har premiere på teaterstykket ‘Mr. Marmelade’ på Odense Teater, og han har faktisk titelrollen, så sandsynligheden for, at man ville opdage det, hvis han ikke mødte op, er overhængende. Og vi rejser til Malaga selvsamme dag, så han skal altså ikke med. Hvilket er enormt ærgerligt, da også han kommer rigtigt godt ud af det med min familie. Og med mig!

Men altså – på mandag rejser ungerne og jeg således atter på ferie, og jeg glæder mig! Det lader til, at vejrguderne har besluttet at kaste os et ben efter hele Gozo-miseren. I denne uge er der nemlig ifølge mine venner hos DMI blot 13-14 grader i Malaga, men fra i weekenden og en uge frem lover de guld, grønne skove og 23 grader!

Særligt Hugo har været nedtrykt over at skulle undvære Jon, hvorfor vi har aftalt, at Jon skyper hjem fra teatret hver eneste dag kl. 18 og fortæller en godnathistorie. Han har faktisk udviklet sin egen fortælling med hovedkaraktererne ‘Æggemand’ og hans sarkastiske sidekick ‘Haha-Hare’, og persongalleriet og narativerne har efter det, jeg kan høre på afstand, mens jeg vasker op, Game Of Thrones-lignende dimensioner.

Jeg lærte noget af ferien på Gozo. Selvom jeg havde en anden voksen med, er jeg altså stadig enevoksen, når Jon ikke er der. I hvert fald i forhold til Hugo og Berta. De sover først kl. 20.30 om aftenen og vågner stadig senest klokken 6.30 og i de mellemliggende timer er det mig, der er i centrum. Det efterlader uendeligt lidt tid til at arbejde for mig. Checke mails, skrive blogindlæg, korrespondere med samarbejdspartnere og ikke mindst: holde kontakten med jer, der er så venlige ar skrive til mig.

Jeg må også erkende, at jeg særligt de seneste uger, måske måneder, har været endnu dårligere til at lægge telefonen fra mig, når jeg er i børnenes selskab, end jeg plejer. (Og jeg var i forvejen ikke specielt god…) Måske fordi, Jon ikke er hjemme og jeg derved ikke i løbet af eftermiddagen kan se mit snit til at gå afsides og tjekke nogle ting på mobilos, føler jeg mig mere berettiget til at gøre det i Krapylernes påsyn. Men de kan jo ikke se forskel – de ser bare mig prioritere en skærm højere end dem. Og jeg er ikke vild med det. Alligevel går jeg alt for tit liiige ind på Instagram for at se, hvad der ligger af beskeder, og svare tilbage.

Jeg hader selv at sende en besked til nogen og ikke modtage noget andet svar end ’set’! Det er så træls, for nu at sige det på jysk. Men faktum er, at jeg ikke kan blive ved med at være så meget online, som jeg er lige pt. Telefonen er nærmest limet ind i hånden på mig, og når den en sjælden gang dør for strøm, er der lige en periode af tid, hvor jeg er lettet, før panikken sætter ind …

Den konsekvens, jeg har valgt at tage, er, at jeg fra i dag slår funktionen ‘privatbeskeder’ fra på Instagram. I hvert fald for den næste uge, mens jeg er i Spanien med ungerne, og derved ikke har seks timer hver dag, hvor de er i børnehave, til at få stillet mine online-behov og passe mine øvrige, digitale pligter. Og måske lidt længere.

It’s NOT you, it’s me! Jeg elsker at skrive med jer, der gider, høre jeres meninger og blive klogere, som jeg tit gør, for shit, hvor ved I meget, og mayn, hvor er I forskellige!

Jeg håber sådan, at I stadig vil efterlade meninger og kommentarer på Instagram og i kommentarfeltet på bloggen – særligt sidstnævnte er jeg normalt ikke så god til altid at få svaret på, selvom jeg elsker og værdsætter dem alle sammen, men det vil jeg så i stedet prioritere i denne tid! Og det glæder jeg mig også til at få tid til.

Jeg har tillid til, at ovenstående giver mening, og jeg ønsker alle en livgivende, solrig torsdag fyldt med forlængede frokostpauser, kage i kantinen, ingen kø til toiletterne og tilbud på p-tærter i Netto!

Tak fordi, I læser med! I er så morderligt værdsat! ❤️