Denne aften var faktisk den første nogensinde, hvor jeg havde læbestift på.
Jeg snublede lige over det her billede forleden. Det er 10 år gammelt, og jeg har nok mere sminke på, end jeg har haft sammenlagt i de 10 år, der er passeret siden hen.
Billedet blev taget i forbindelse med, at et magasin bragte en artikel omhandlende LADY-LOGEN, som jeg fandt på i 2006 og drev i en årrække. Det var noget af det sjoveste, og jeg har haft de skæggeste byture i mit liv med den flok. Målet var, at man altid skulle adresse sig HELT op, have stiletter på, og formålet var at erstatte katteklør med highfives. Mottoet var ‘Kvinde er kvinde BEDST’, for det var vi, og det kan vi være. Og det er så fedt, når vi er det! (Læs mere om LADY-LOGEN i dette her indlæg, hvis interessen er til det)

Det var Kenny Alexander, der lagde min makeup, kan jeg huske, og han kørte vist efter et ‘more is more’-princip i den periode. Mit hår var samlet bag på hovedet, og der var sat en butterfly fast på samlingen. Oh, yes.
Grunden til, at jeg ikke havde brugt læbestift tidligere var, at jeg syntes, mine læber var for små og tynde. Jeg syntes kun, det passede til damer med store, bløde læber. Men det blev der heldigvis lavet om på, og nu er jeg ret god til at fatte læbepenslen engang imellem. Det er så smart en måde at få folk til ikke at bemærke randerne under øjnene. Det ser ingen, hvis man har pink mund!

Et nyere foto af undertegnede med læbestift – i selskab med den i øvrigt altid bedårende og tit læbestift-bærende Cathrine fra RockPaperDresses.