Hvis denne dejlige tradition fortsat skal have en eksistensberettigelse, har jeg alvorligt brug for jer! Jeg er nemlig ved at løbe tør for gode hændelser i den dertil indrettede indbakke. Så send meget gerne jeres cute encounters med flinke fremmede her: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Og husk, ingen begivendhed er for lille! Nogle gange er de små tjenester de mest inspirerende, idet de er lette selv at sende videre ude i virkeligheden! <3

  1. Overskud er en sjælden gave i vore tider. Og sådan en fin én at få! <3
    Min far fik i 2014 konstateret prostatakræft. Det var en virkelig hård tid for hele familien, men selvfølgelig specielt for min mor. Et af de første trin i hans behandling var, at han skulle have fjernet sin prostata på Riget. Min mor og jeg var der sammen med ham og så ham blive kørt afsted til operation. Vi var inden blevet informerede om, at indgrebet ikke var specielt kompliceret og at havde fået et omtrentligt tidspunkt for, hvornår han ville komme tilbage. Tiden sneglede sig afsted, mens vi ventede på ham og da tidspunktet kom, skete der ingenting. Vi ventede, fordi der selvfølgelig godt kan gå længere tid end forventet, men efter et godt stykke tid begyndte vi begge at blive urolige. Min mor er sygeplejerske og ved at meget kan gå galt ved selv de mest simple indgreb, så hun var tydeligt meget bange, selvom hun kæmpede hårdt for at bevare roen og koncentrere sig om sit strikketøj (det blev pillet op nogle gange, kan jeg afsløre!). Til sidst kunne hun simpelthen ikke tøjle sin uro og fór ud på gangen, hvor hun “overfaldt” den første den bedste og forlangte at få at vide, hvorfor det tog så lang tid. Hun blev gelejdet tilbage til stuen af verdens absolut sødeste sygeplejerske, som satte sig ned i øjenhøjde med mig og min (på det tidspunkt meget frustrerede) mor og spurgte os, hvad vi var urolige over, lovede at undersøge sagen og spurgte om vi overhovedet havde fået noget at spise eller drikke hele eftermiddagen/aftenen. Det havde vi jo ikke, gik det op for os – og da hun kom tilbage med beskeden om, at min far snart ville komme ud fra operationen havde hun en chokolademuffin og en kop kaffe med til os hver – og så trillede tårerne hos os begge to. TAK til hende for at hun formåede at se, at der bag min mors frustration gemte sig en kæmpe frygt og TAK for betænksomheden! <3
    Min far kom sig i øvrigt fint over operationen og er heldigvis stadig hos os!
  2. Emotionel support!
    Mit andet barn havde travlt med at komme til verden. Så travlt at jeg, da vi var på vej ned i bilen, pludselig lå på alle fire i trappeopgangen med de vildeste presseveer. Min mand fik hurtigt ringet 112, og forsøgte at bevare roen, men han var ret taknemmelig, da vores rengøringsdame stak hovedet ud fra vaskekælderen og spurgte, om han behøvede hjælp. Jeg brølede så hele opgangen og den ved siden af kunne høre det, men det var kun hende, der tilbød sin hjælp. Det var ikke meget hun kunne gøre, men trygheden ved, at vi ikke var alene, gjorde vildt meget… Vi nåede med ambulancen, men ikke hele vejen ind, inden vores datter blev født. Tre uger efter mødte jeg igen rengøringsdamen i opgangen, og hun var så lykkelig for at høre at alt var gået godt at hun fældede en lille tåre. Tænk, at nogen kan bekymre sig så meget om fremmede mennesker ❤️.
  3. Flere komplimenter! De er gratis, og de feder ikke! 🙂
    Jeg var 26, lige blevet single efter et alt for langt forhold med en utro kæreste og atter en gang på tur i byen med et par veninder for at drukne sorger og uoverskuelige tanker om livet helt alene, ensom og med en følelse af at være for grim, uinteressant og generelt utilstrækkelig (utroskab gør det ved én, jeg er -og var faktisk en smuk kvinde med masser at byde på🙄).
    Jeg står og hænger oppe ved baren og et hankønsvæsen, som ikke ligner scorekajtypen, tilnærmer sig langsomt og siger; ‘du skal bare vide at du er smuk. Når du kigger dig i spejlet om morgenen og tænker dårligt om dig selv, så skal du bare huske at du er helt igennem smuk.’ Og så gik han videre.
    Han virkede ikke plakatfuld, ‘ude på noget’ eller på anden måde slesk.
    Hvis bare han vidste at jeg nu 7 år senere STADIG husker den (nuvel, overfladiske) kommentar og faktisk tog den til mig og faktisk husker mig selv på netop dét, på en off-dag. Han anede ikke hvor tørt et sted den landede lige præcis dén aften. Men det var fandme flinkt af ham. Flere komplimenter! Det gør faktisk en forskel!
  4. Jeg er nødt til at spise på Den Sorte Gryde i Roskilde en dag!
    Jeg kom for ca. 12 år siden træt og stresset med toget til Roskilde st. en hverdagsaften med 2 meget sultne og trætte børn, og så ville min bil ikke vil starte. Jeg besluttede at gå hen til “Den sorte gryde” som lå tæt ved stationen for at købe take-away mad og bestille en taxa. Det regnede temmelig meget, så vi var pænt gennemblødte på trods af den korte gåtur og begge børn var kede af det og utålmodige. Den venlige ekspedient i “Den sorte gryde” forsøgte flere gange forgæves at komme igennem til taxa-centralen. Da det ikke lykkedes spurgte han mig til sidst, hvor vi skulle hen (10 km syd for Roskilde), og siger så på gebrokkent dansk “Jeg bringe mad ud, jeg også bringe børn hjem”. I løbet af 5 minutter havde han tilkaldt bil – oveni købet med en autostol til min yngste søn – og chauffør, udstyret begge mine sultne børn med en bolle og en slikkepind, stoppet os alle 3 ind i bilen med tasker og mad, og vi blev kørt direkte til døren. Det kan kun have været en større omvej for chaufføren og jeg fik ikke engang lov at betale for turen! Jeg bliver stadig ramt af dyb taknemmelighed når jeg kører forbi.
  5. We are never really lost … <3
    Da jeg var 16 skulle jeg til London og besøge min kæreste, som arbejdede derovre (hvordan mine forældre turde sende mig afsted forstår jeg stadig ikke). Men jeg skal altså forsøge at finde vej fra hotellet til den cafe min kæreste arbejdede på, og jeg havde aldrig i mit liv været ude at rejse alene. Tydeligt frustreret, forvirret og på nippet til gråd står jeg ved et busstoppested og forsøger at aflæse ruteplanen efter at have taget den forkerte bus, og en kopi af Dame Edna henvender sig til mig og spørger om alt er ok. Jeg får fremstammet: “I am lost” og forklarer jeg skal til Baker Street, hvorefter hun svarer “Oh honey, you aren’t really lost, it’s just three streets that way” – det var ikke det at hun hjalp mig, men hendes ekstreme venlighed og omsorgsfuldhed reddede hele min ferie…