Min mand og vores kærlighedsavl er netop hoppet ind i den sorte stationcar, vi ejer, og er kørt mod Gilleleje for at besøge farfar. Jeg skulle selvfølgelig have været med, og jeg har også glædet mig. Min svigerfars hus og have er som en lille bid af Paradis på jord, og så har han en lille tilbygning, som han lejer ud til Airbnb-gæster, hvor vi overnatter, når vi er der. Og isene på Gilleleje Havn er større og bedre end de fleste andre steder i verden.

Men jeg er i Køge. For på lørdag rejser vi på sommerferie (første rejse, vi alle sammen skal med på i år, YAY!), og jeg er solidt bagud med rigtigt meget på arbejdsfronten. Ikke det sjove, som at skrive indlæg, men det voksne og Excelark-agtige, som jeg er eminent god til at skubbe til i allersidste øjeblik. Og det øjeblik er nu. Jeg begyndte mentalt at forberede mig på, at jeg ville skulle bruge lidt for mange dage på ferien i næste uge på at ordne praktik, mens de andre lå ved poolen, og det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg kunne dog heller ikke helt komme frem til idéen om ikke at tage med til Gilleleje, idet jeg jo var i London i sidste uge og derfor vidste, at ungerne ikke ville bakke op om den beslutning.

Men under min løbetur i går morges kunne jeg mærke, at jeg sgu var nødt til at vælge mig selv i denne sammenhæng. Jeg var irritabel og småstresset i hovedet og havde ikke det overskud, jeg ellers synes, jeg har. Og jeg glædede mig pludselig ikke lige så meget til hverken Gilleleje eller næste uges ferie. Så jeg besluttede, at når Jon kan være mere væk end hjemme i flere måneder af gangen, går det sgu nok, at de ryger 24 timer til Nordsjælland uden mig, selvom jeg også var væk i sidste weekend! Da jeg fortalte ungerne, at jeg ville blive hjemme i stedet for at tage med op til farfar, bredte der sig meget hurtigt en ret dårlig stemning blandt folkene i husstanden på under 1,20 meter. Men mens vi spiste havregrød, forklarede jeg Krapylerne, at min beslutning udelukkende skyldes, at jeg gerne vil lave alt det kedelige nu, så jeg kan hygge med dem i næste uge, og DET FORSTOD DE SGU GODT. Alle sure miner var glemt, jeg fik kys og ‘God arbejdslyst!’, og nu sidder jeg i min gule stol under et tæppe og varmer op til at tage hul på min todo-liste. Det må jeg sgu hellere kaste mig over … 🙂

God Kristihimmelfartsferie til jer på den anden side af skærmen. Jeg kunne godt have ønsket lidt mere solskin for os alle – særligt jer, der ikke skal arbejde – men jeg tænker, at varmen finder os i juni. <3