Den første morgen hjemme fra Malaga. Hele familien er vågnet i samme hus, de store er blevet vækket af mysser fra de små – og et krav om øjebliklig ernæring. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det virker som om, at alle grønne ting i hele haven har gjort sig den umage at springe ud, mens vi var væk, så udsigten her fra  morgenmadsbordet er formidabel.
Vi har haft en fantastisk ferie, og jeg har sådan nydt at have god tid med hele min udvidede familie, over 20 grader i skyggen, pool på terrassen og lange eftermiddage ved stranden. Og jeg kommer ærligt talt også til at savne at sove i tripple-ske med Hugo og Berta. Huset, vi boede i i Fuengirola, havde flere soveværelser, end vi behøvede, og de rummede alle sammen to helt ens boksmadras-senge, så jeg valgte at rykke én af dem ind til de to andre i vores soveværelse. Således har Krapylerne og jeg hele den forgangne uge sovet i kæmpe-seng, og hver morgen er jeg vågnet som pølsen i en sandwich ved, at begge unger er rullet op i min midtersektion.

Der er ingen tvivl om, at ungerne også har nydt ferien, men det blev på denne tur også tydeligt for mig, at hvis det stod til dem, var vi såmænd nok blevet hjemme. Mest fordi, de savnede Jon. Han har arbejdet meget væk hjemmefra siden januar, og jeg troede egentlig, de ville nyde at være væk hjemmefra, hvor de konstant bliver mindet om hans fravær, men sådan var det ikke. De savner hverdagen, når vi er væk. Deres værelser, deres venner, vores hus, haven og Køge. Og vores rutiner. De kan bare virkelig godt lide hverdagen. Det kan jeg også, men for børn er det nok endnu mere en sandhed, og måske i særdeleshed børn på 5 år, som er ved at forme rigtige venskaber, og som i forvejen ikke er velsignet med en hverdag, hvor alt kan forudses. Det er i hvert fald meget tydeligt rundt om bordet her til morgen, at de er lykkelige over, at tingene atter er, som de plejer, i deres vante rammer. Havregrød, røverhistorier indover midten af spisebordet, udsigten til en søndag uden planer. Hverdags-luksus!

Så den er taget til efterretning. Faktisk skal vi ud at rejse igen allerede i starten af juni (denne gang INKLUSIVE Jon, heldigvis), men efter det tager vi en rejsepause og lytter til Krapylerne. Ro på – og masser af Køge, have, rutine og hygge.

Selvom vores hverdag i kraft af Jons arbejde altid vil være omskiftelig, har jeg siden ungernes fødsel gjort mig umage med at opretholde en masse faste rutiner. De bliver puttet på samme måde hver aften, vi spiser på de samme tidspunkter hver dag, de samme regler gælder, når vi rejser, som herhjemme, og en masse andre småting. Og en af de rutiner, jeg elsker, er vores morgener.
De er en lille smule forskellige alt efter, om det er hverdag eller weekend, men som udgangspunkt spiser vi morgenmad sammen alle fire. Jon spiser sjældent aktivt morgenmad, men vi sidder alle sammen rundt om bordet sammen, mens ungerne og jeg får havregrød. På de travle morgener. (I morges, som disse billeder stammer fra, var alt andet end travl, men efter en uge i Spanien trængte jeg sådan til en portion god, dansk havregrød!).
På de morgener, hvor vi har god tid, hvilket faktisk er de fleste, laver jeg for tiden ret tit vafler! Jeg købte et vaffeljern i Lidl for et halvt års tid siden, og siden har vi lavet vafler med jævne mellemrum. Jeg blev dog lidt træt af at starte så mange dage med hvidt brød, men så snublede jeg heldigvis over denne her opskrift hos Cana. De vafler smager fuldkommen som dem, man laver, der er fulde af sukker og hvede.

Siden har jeg lavet den lille tilretning, at i stedet for at bruge hvedemel, blender jeg 100 gram havregryn til ukendelighed, og i stedet for havredrik, bruger jeg bare almindelig mælk. Jeg tilføjer ikke sukker, men nøjes med kanel. Vaflerne smager fuldkommen, som vafler skal, og så starter jeg dagen ud med god samvittighed over, at Krapylerne (og jeg) får noget ordentligt, men det er stadig med en gigantisk følelse af feststemning! Varm anbefaling videregivet – husk at pensle vaffeljernet med lidt olie inden hver bagning. (Seriøst, jeg taler af bitter erfaring).

MM med morgenfjæs

Jeg ELSKER at rejse! Det er som om, det findes i mit blod, at jeg skal ud i verden med jævne mellemrum, og jeg vender altid gladere og rigere hjem. Men jeg forstår også godt ungerne. Vi landede sent i aftes og var først i seng efter kl. 1, så det var først i morges rundt om havregrøden, at vi atter var rigtigt hjemme igen. Alle sammen rundt om bordet i køkkenet. Mit hjerte, hvad vil du mer’. <3
En god morgen er god tid, sunde ting på tallerkner og i glas, Jon, der er hjemme og børn, der glæder sig til de ting, de skal i løbet af dagen. Hugo sagde i morges, at han havde set et plastikglas ligge og flyde et sted i kvarteret, så hans plan var at hente det og genbruge det ved at lave naturhavregrød i det med ting fra haven. Det lyder for mig at se som en solid investering i en solrig søndag!

Rynkeby har sammen med de her nye, økologiske smoothies, som mine unger meget hurtigt har udviklet et afhængighedsforhold til, startet endnu en morgen-udfordring, som går ud på at huske at nyde sine morgener. Minde sig selv om, hvad det er, der skal til, for at man føler, at man er kommet ud at starthullerne på en god måde, fordi det gerne smitter af på resten af dagen, og så vigtigst af alt: At huske at sige godmorgen! Jeg kan ikke komme på mange pointer, der virker mere relevante at sende videre, som jeg sidder her i min gule stol, mens Jon vasker op efter morgenmaden, og ungerne har sprættet vores rejsetasker op i jagten efter deres badetøj, fordi de har overtalt deres far til en tur i svømmehallen her til formiddag. Hvilket betyder, at jeg kan bruge resten af min på at læse Femina i sofaen.

GOD MORGEN! <3