Jon præsenterede mig i går, mens jeg børstede tænder, for en gave, han har købt til mig på nettet. Det er en mærkevare, og den har specialindgraveret både mit navn og mit yndlingstal! Og nej, der er ikke Yale om hverken et Rolex-ur eller en Balenciaga-taske.

Der er tale om en fodboldtrøje. En Manchester United-fodboldtrøje. Og I tænker måske, at den er pink, fordi jeg er en pige, men næh, nej, dette er såmænd farven på Jons yndlingsholds udebanetrøjer. Berta har den også – dog med sit fornavn og sit lykketal 9.

Jeg har simpelthen gjort min opgave som opbakkende sidelinjehustru til en gal fodboldfan for godt! Jeg må sande, at jeg har spurgt lidt for meget ind til, hvordan det går med de røde drenge, og jeg har været alt for overbevisende i min ærgrelse, når de igen har fået lammetæv af nogle, de burde tørre gulv med (det går ikke så godt for Man United pt). Og takken herfor er altså en pink bluse med ‘Chevrolet’ på forsiden og ‘Lange’ på bagsiden! Damn! 😄

Skæmt til side, så må jeg indrømme, at jeg blev rigtigt glad for trøjen. Og lidt rørt, faktisk. Så har min ægtemand siddet der og designet den specielt til mig med navn og nummer, og alt muligt, og vil gerne se mig pakket ind i hans yndlingsholds spillertrøje. Jeg kan sgu godt lide det! Det er next level hverdags-romance, og selv størrelsen har han ramt helt rent!

Så nu må jeg jo på gaden efter en matchende kærestegave til ham. Altså noget, jeg går op i, som han kan iføre sig for at vise sin support. Måske en t-shirt med en selfie af mig selv på maven…? 😜