Jeg burde ikke skrive dette indlæg. Min egen og andres historie burde have ladet mig vide bedre. Jeg burde være klogere. Mere frygtsom, måske. Jeg burde lade være!
Men det magter jeg ikke! Mit hjerte er så fyldt med glæde, mit sind så lykkeligt. Mit hoved føles lettere, end det har gjort i årevis, og jeg har fået et såkaldt ’skip’ i min gang, som man kun ser hos en bestemt slags mennesker.
Nemlig den slags mennesker, der sover til klokken OTTE! 😀

THERE! I SAID IT!! Jeg kan ikke tage det tilbage, min iver er officielt løbet af med mig!!!
Sagen er den, at Krapylerne kom ret sent i seng i den uge, vi var i Malaga. Det startede med, at vi ankom sent til villaen på feriens første dag og så mirakuløst sov, indtil klokken var næsten otte næste morgen. ‘Mirakuløst’ fordi, de normalt vågner klokken senest 6.20 uanset, hvornår de kommer i seng.
Aftenen efter spiste vi sent, og fordi de havde sovet længe (og fordi de hyggede sig), ventede jeg atter med at lægge dem i seng, til klokken var omkring 22. Jeg sørgede ligeledes for, at vinduerne var mørkelagt så godt som muligt, så oddsene var optimale. Og atter engang sov både Hugo og Berta til klokken 8. Og den rytme fortsatte vi ugen ud. De kom sent i seng, og de vågnede sent.

Og det her kommer altså efter fem år, to måneder og et par uger, hvor jeg er stået op klokken senest 6.20 hver eneste (fucking) morgen!

I lørdags fløj vi hjem fra Malaga sent, og jeg havde mine bange anelser, da mørkelægningen i Langehjemmet efterlader sit at ønske. Et ønske, der i øvrigt bliver efterkommet i juni, hvor vi får nye gardiner i hele hytten inklusive i skråvinduet på førstesalen, der som en ivrig hane hver morgen forkynder, at dagen er oprundet.
Søndag sov de atter til klokken otte, hvilket egentlig ikke var så bemærkelsesværdigt taget deres sene sengetid i betragtning, men til de, der stadig er med på linjen kan jeg afsløre, at herefter skete miraklet!

Både søndag aften og mandag aften blev både Hugo og Berta nemlig puttet kl. 20. Berta sov som altid på få minutter, hvor vi lige skal et par gange rundt om blokken i “jeg er tørstig, jeg vil have min dinobamse, jeg er bange for min dinobamse, hvad siger en snegl”-dansen med Hugo, inden han også smutter til Sovstrup. Men de sov begge inden kl. 20.30.

OG BÅDE MANDAG OG TIRSDAG MORGEN SOV DE HELT TIL KL. 8 BEGGE TO!!

JINX! Jeg har stensikkert smadret det nu, og i morgen bliver jeg tvunget til at producere havregrød kl. 5.40 til lyden af fuglefløjt og mine egne knirkende led. Men jeg kan simpelthen ikke holde min begejstring tilbage lige i dag! Normalt går jeg i seng kl. 22 – noget, der får mig til at føle mig som en tidlig pensionist. Men de seneste to aftner, hvor Jon i øvrigt har været hjemme, har vi voksne været vågne til næsten midnat! Har ligget i enden af sofaen og talt om alt muligt, uden at skæve til klokken. Det har føltes helt vidunderligt!

Så i morges fejrede vi med mini-donuts til morgenmad til absolut moro for familiens to yngste!
Dejen er lavet af tre bananer, fem æg, to håndfulde havregryn og et skvæt vindruekerneolie, og så er de bagt i det fine vaffeljern, jeg købte for en slik i Lidl sidste sommer, som både kan lave vafler, små dyrevafler og således mini-donuts. Jeg nyder fortrinsvis mine med Nutella.

Hellere fejre for tidligt end slet ikke nå at fejre det. Done! 😉