Instagram får hug for at være overfladisk, og det er i mange tilfælde efter min mening også validt nok. Men i sidste ende kommer det jo an på, hvem man fylder sit feed med. Mit eget er en blanding af feminister, kropspositivister, modeller, festaber, influenter og mange flere, så for mig er det overfladisk – men også rigtigt meget andet.
Det er en god idé at gøre sig umage med at vælge, hvem man gerne vil putte ind i sin hverdag online – især hvis man er en af dem (os), der bruger tid på Instagram på daglig basis. Væk med dem, der gør dig i dårligt humør og ind med dem, der ikke gør. Plain and simple. Og så husk at logge af engang imellem (Note ikke mindst to self).
Men selvom Instagram får hug for at være forfinede udsnit af en blandet hverdag, der ikke viser, hvordan det roder bag kommoden, vasketøjet flyder, kærlighedslivet sejler og kontoen er i minus, så er der faktisk noget, Instagran kan, som det kan være en god idé at tage med ind i sit offline-liv.

Nogle gange kan det hele nemlig godt have tendens til at fylde det hele, og det er synd. For alt er ikke lige meget værd og bør derfor ikke altsammen fremhæves lige meget – heller ikke på hukommelsens kaminhylde. Her kan det sådan set være en fin idé at fremhæve Instagrams principper om at sparke rodet til hjørne og nyde de momenter, man synes er værd at forevige. Det smukke, det sjove, det, der er nær perfekt.
Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg spiste rødspætter med en god kollega, og vi talte om, at jeg er optimist. For det er jeg sgu. Det betyder overhovedet ikke, at alt i mit liv altid er over middel – men jeg vil tilføje, at det alligevel hurtigt kan føles som om, det er, hvis man beslutter sig for at være lidt ukarry med de lyserøde briller og kaster lidt farvet konfetti efter bakspejlet.

Ens hobby er som oftest noget, man har en naturlig interesse for, og som falder en nemt. Så begynder man måske oven i købet at øve sig i det, og så bliver det både sjovere og nemmere, og man glæder sig over resultaterne. Ud fra den betragtning kan man godt sige, at det med at være forelsket i min mand, er min hobby.
Jon og jeg kommer ikke særligt tit på dates – særligt ikke i år, hvor han har arbejdet på Fyn næsten hver dag og aften og i nogle perioder slet ikke har sovet hjemme. I sidste uge havde han fri onsdag, og vi havde sådan lyst til at lave noget hyggeligt. Men samtidig havde vi en fandens masse vasketøj i kælderen, som skreg på at genopnå sin status som foldet og skuffelagt. Derfor foreslog jeg, at vi, når ungerne var puttet, tog alt vasketøjet med op i stuen, satte The Notebook på dummekassen og foldede, imens vi gloede på glødende romantik. (Når man folder tøj, kan det nemlig være en fordel at se en film, man har set før, da man ind imellem må fjerne blikket fra skærmen for eksempelvis at matche sokker …).
Det blev en aftale, og jeg glædede mig hele dagen. Jeg ville måske hellere have været ude at spise og i biffen, men det var jo ikke i kortene, så derfor rettede jeg mit fokus på det, der var, nemlig en hyggelig aften med min mand ved min side, verdens mest forelskede film og ikke mindst udsigten til ikke længere at blive råbt af fra kælderen af krøllede t-shirts.

Jep. Instagrams algoritme duer i hverdagen. Den hverdag, der indeholder leverpostej, kedelige pligter og for lidt tid til ballade. Jeg tror, det handler om at fremhæve alt det fine. At vende tommeltotten opad på alle de ting, man godt kan lide, og så dvæle ved det. Rodet bag reolen render sgu ingen steder bare fordi, man kigger den anden vej lidt. 🙂