Man falder over enormt meget bras, når man begiver sig rundt på internettet i det daglige. Og så skete der alligevel det i dag, at jeg faldt over et videoklip, der fik mig til at flæbe ned i min iPhone. Først sagde min overlæbe farvel til min underlæbe, da min kæbe ramte brystkassen, og så løb mine øjne ganske enkelt over. Det er ellers ikke en vane, jeg har, sådan at græde over ‘America’s Next Talent’. Jeg synes, det har for vane at blive enormt amerikansk, og jeg kan godt få lange babser over, hvor vidt amerikanerne nogle gange er villige til at gå for at høste sympati hos deres landsmænd. Og hvad klipperne er villige til, for at skabe “godt” TV.

Men den her tog røven på mig og ramte lige i hjertet (okay, der er mange kropsdele involveret i her blogindlæg allerede, beklager). Det viser Kodi Lee, som er autist og blind. Moderen forklarer, hvordan det kan være svært for Kody at være til stede og bare eksistere i den verden, vi andre lever i, fordi den bare ikke passer til ham, og hun fortæller, hvordan forældrene tidligt fandt ud af, at Kodi elsker musik. Kodi svarer i korte vendinger, mens han konstant rokker frem og tilbage og min førstehåndsindtryk efterlod ikke megen forventning til hans musikalske talent, da han udtrykte, at han ville synge.
Men det gjorde han så. Sang. I ordets reneste betydning, mens han ved klaveret sidder helt roligt. Hans verden er nok anderledes end vores og meget svær for os at forholde sig til, men det er måske umagen værd, når hans verden rummer så meget skønhed, som han viser os, at den gør. Udover at det lyder smukt, var det, der fik mig til at fælde tårer, at det forekom mig så tydeligt, at når en ung mand, der virker så besværet af verden, kan synge så dejligt og fuld af autencitet og personlighed, rummer vi alle sammen en masse skønhed. Også selvom den ikke lige er til at få øje på altid. Og vi kan alle sammen sætte pris på den – nogle gange skal vi bare lige give hinanden lidt længere tid. For det er tiden værd. <3