Nu har jeg været blogger i lidt over 5 år efterhånden. Jeg har altid været enormt både glad og taknemmelig for mit arbejde. Taknemmelig, fordi jeg ved, hvor heldig jeg er, at jeg kan leve af, at andre gider læse det, jeg skriver. Og glad, fordi jeg får så meget ud af det arbejde, jeg har. Jeg nyder at gøre mig de tanker, jeg gør mig, for at skrive indlæg om det, jeg tænker på. Eller udvælge de ting, der er værd at tage med mig videre fra en dag. Både i minderne og på papiret. Og glad fordi mit arbejdsliv på mange måder er meget fordelagtigt i forhold til mit familieliv. Mit job har den fleksibilitet, Jons ikke har. Jeg arbejder stensikkert ikke mindre, end han gør, men jeg kan som oftest selv bestemme, hvornår jeg vil arbejde, og det kan han ikke.

Men det er sagt med et vist forbehold, det ‘kan’. For ganske vist kan e-mail tjekkes overalt i verden på alle tider af døgnet. Og tanker, overvejelser og i sidste ende blogindlæg kan forfattes uanset tidspunkt og geografisk placering. Noget, jeg i sandhed har oplevet, da jeg har skrevet indlæg fra både Benin, Zanzibar, Djursland og Svendborg. Jeg har skrevet indlæg om natten, mens jeg stereoammede, og dette indlæg er skrevet fra en solstol i Spanien.

Men der er noget, man ikke kan planlægge, og som ikke kan skubbes en time eller fire i den ene eller anden retning, så det lige arter sig i forhold til familien, bloggen, samarbejdsparterne eller sågar vejret. Og det er inspirationen. Følelsen af at have noget at sige, ord at sige det med og en måde at sige det på. Den er der ikke altid.

For det meste er den der – min lyst til at dele og min følelse af, at det, jeg deler, giver mening for jer, der læser med. Jeg er ret meget typen, der deler meget – også offline. Jeg snakker meget, jeg tænker meget, jeg diskuterer, og jeg meningsudveksler så tit, jeg kan slippe afsted med det. Sådan synes jeg, jeg vokser og bliver klogere. Jeg ville dø, hvis jeg strandede alene på en øde ø (også selvom jeg nu har lært at rense fisk).

Men der er også engang imellem perioder, hvor jeg har svært ved lige at ‘tappe ind’ i blogger-følelsen. Hvor ordene ikke hænger helt så løst. Eller måske er det netop det: løse. Ikke samlede. Jeg har stadig mange tanker, og jeg lærer hele tiden nyt. Men det er som om, det ikke kan manifestere sig til blogindlæg. De bliver ikke delingsværdige, men forbliver fornemmelser og skyformede tanker.

I starten af min tid som blogger, blev jeg hamrende forskrækket, når den slags perioder fandt mig. “Nu skete det! Jeg er tom for ord! Der er ikke mere tilbage!“. Jeg begyndte at små-panikke og overveje, hvad jeg dog skulle give mig til, hvis den velkendte følelse af tza-tza-tzu ikke fandt mig igen.

Men efter en rum tid opdagede jeg, at den var retur. Pludselig en mandag skrev jeg seks indlæg på en dag! Alle indlæg, som jeg var stolt af og glædede mig til at udgive. Det sker meget sjældent, at jeg kan forfatte mere end et om dagen, men denne dag blev det altså til ikke mindre end seks styks.

De perioder dukker op nu og da. Det kan skyldes ting, der sker i mit privatliv, som gør, at lysten til at dele bliver mindre. Det kan forårsages af episoder i mit arbejdsliv, som forstyrrer min “mojo”, eller det kan skyldes vejret. Eller ingenting. Sådan er det bare.

Jeg ved, at de fleste bloggere har det sådan fra tid til anden, og jeg har med tiden lært bare at flyde med strømmen. Nyde de perioder endnu mere offline og samle ord sammen til det moment, hvor de atter gerne vil ud. De perioder kan måske godt for jer, der læser med, føles som om, at jeg er mindre personlig her på domænet, end jeg er på andre tider. Og det er jo sådan set også sandt nok.

Men det går jo op og ned – også udenfor show-bizz. Og når man lever af at dele ud af sig selv og sit liv, er det jo egentlig ikke så underligt, at der kan være forskel i den kraft, der er på strømmen.

Det var bare lige det, jeg fik lyst til at dele i dag. Og nu vil jeg tage ungerne i hånden, en sommerkjole over hovedet og gå ned af det bjerg, vi bor på toppen af, og købe en is ved stranden. Og lade saltvandet slikke tæerne.

GOD ONSDAG! ❤️