1. I dag er det 10 år siden, at jeg afleverede mit speciale (what the actual fuck!?).

2. På vej på kontoret i dag ringede Jon og spurgte, om jeg vidste, hvor hans nøgler var, for han kunne ikke finde dem, og det gjorde jeg! Så han fandt dem takket være mig. Aldrig har noget været så omvendt i hele mit liv!

3. Jeg har en kjole på i dag, som jeg købte sidste år, men endnu ikke har brugt. Det viser sig, at slidserne, som pryder begge sider af kjolen, er enormt afslørende, når jeg sidder ned. Eller cykler. Og jeg har bare aldrig været en lår-pige. Jeg besluttede mig for at embrace det, rette ryggen og se ud som om, det totalt var meningen! Fake it, ‘til you make it, eh?

4. Jeg har efterhånden spist op imod 10 jordbær af egen avl, og det kilder i maven hver gang.

5. Ungerne har ikke fået et eneste af dem, der gror i minidrivhuset i vores have, for de kan alligevel overhovedet ikke sætte pris på det! De er lige så glade, hvis jordbærrene kommer fra Netto eller Torvet.

6. Jeg tror faktisk, det er ved at være et halvt år siden, jeg sidst har cyklet med en af ungerne i børnesædet foran på min cykel. Den cykel har jeg nu mistet, og den nye, jeg netop har fået, har intet børnesæde. Og det ville være dumt at installere et, for jeg tror ikke, de kan være der længere. Så jeg har kørt for sidste gang med et af mine børn foran mig på cyklen. Med mulighed for at mysse dem i nakken under cykelhjelmen. Jeg har sådan frygtet denne dags komme, og jeg er ret lettet over, at jeg ikke vidste det, da den fandt sted.

7. Min papsøster fik ved en fejl mit glattejern med hjem fra London, og jeg fik det retur i går. Hvilket betyder, at jeg har haft knold i håret i en lille måned.

8. Jeg har aldrig rigtigt kunnet lide croissanter. Men det må man vist ikke sige. Så tror folk, man er slanke-freak.

9. Jeg er endelig denne sommer begyndt at gå med stropbluser og undertrøjer, efter at Jon har efterspurgt det i 8 år. Jeg har altid syntes, mine arme ikke rigtigt var pæne nok til det. Men pludselig slog det mig, at det var præcis det, min mor sagde, når jeg spurgte, hvorfor hun kun sjældent gik med stropbluser, hvilket klædte hende helt VILDT. Så jeg opdagede således, at jeg må tage fejl, og Jon roser mig med stjerner i øjnene næsten hver morgen! #dobbeltwin

10. Aldrig har jeg hvilet så meget i min beslutning om ikke at få flere børn, end jeg gør nu. De seneste måneder er Hugo og Berta blevet enormt meget større, og jeg er blevet enormt meget roligere. Jeg er meget bedre til at være mor til større børn. Hvilket jo er OK, for de er større meget længere, end de er små. Og jeg gjorde mig satte umage, da de var små også. Jeg havde bare overhovedet ikke samme ro i det.