Jeg eeelsker den her fine tradition! Det er så livsbekræftende og labert, at I, der læser med, vil dele jeres fine oplevelser med mig og hinanden her på bloggen. Af hjertet tak, flinke fremmede! 😀
Hvis det her skal blive ved (og det skal det!), har jeg brug for jeres opbakning og deltagelse! Send meget gerne jeres cute encounters med flinke fremmede her: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Og husk, ingen begivendhed er for lille! Nogle gange er de små tjenester de mest inspirerende, idet de er lette selv at sende videre ude i verden!

  1. Når kvinde er kvinde BEDST!
    Jeg var for en måneds tid siden i Ilva for at købe et (stort) rundt spejl, og da ekspedienten venligst spørger om jeg kan have spejlet med hjem i bilen, svarer jeg uden at blinke, ja ja, det skulle ikke være noget problem… Spejlet er 110 cm i diameter, og det er pænt stort, skulle jeg hilse og sige. Ude ved bilen kan jeg godt fornemme, at jeg måske nok har været en smule optimistisk, men jeg begynder alligevel at lirke spejlet ind. Efter et par minutter kommer der to søde kvinder forbi, og den ene spørger om jeg skal have en hånd. Først får jeg sagt nej tak, men hun kan vist godt se at jeg ikke kan lykkedes med det selv. De to kvinder kæmpede bravt sammen med mig i 15 minutter på alle tænkelige måder, og til sidst lykkedes det. 100% pga. deres hjælp! Jeg kunne selvsagt ikke sige dem nok tak, for uden deres hjælp havde jeg stadig stået og bakset med det kæmpe spejl!
  2. God kundeservice!
    Min søn har pga. sanseintegrations vanskeligheder stor gavn af at sove med en kædedyne der skabe ro i kroppen. Jeg har i ni måneder lejet dynen hos et privat firma for et pænt beløb hver måneden. Nu har min søn fået bevilget en dyne fra kommunen.
    Jeg ringer til firmaet for at opsige min leje aftale og den flinke fremmede i telefonen gør mig opmærksom på nogle detaljer, der gør at jeg kan få halvdelen af 9 måneders leje og mit depositum tilbage. Nogle detaljer som hverken jeg eller den ergoterapeut, der har bevilget dynen, var vidende om!
    Og vupti, inden der var gået fem minutter og et par mails frem og tilbage havde den flinke dame lige sikret mig en større uventet tilbagebetaling! Det er da god kundeservice!
  3. Som småbørnsmor må jeg indskyde: Flere som hende her, tak!! 🙂
    Da min datter var ca. 1 1/2 år, hentede jeg hende en eftermiddag i vuggestuen. Hun var usædvanligt tvær og ville på ingen som helst måde sidde i cykelsædet og råbte og skreg som besat. Det endte med, at jeg stod der med et skrigende barn i 30 min. midt på åben gade i bedste myldre-hente-tid. Jeg prøvede på alle tænkelige, pædagogiske måder, at få hende til at falde ned, men lige lidt hjalp det. Da jeg til sidst gav op og svedende og næsten selv grædende, måtte holde hende fysisk fast for at få hende i cykelsædet, kom en kvinde forbi os. Hun smilede bare til mig og sagde “tag det som et sundhedstegn. Det skal nok blive bedre”. Jeg blev så rørt, at jeg var lige ved at tude. Det var sådan en lille ting, men for mig føltes det som sådan et varmt tiltrængt kram, lige da jeg havde allermest brug for det.
  4. Fine blomster og flinke damer!
    I morges skulle jeg med bussen og da jeg skulle sige farvel til en god kollega som går på pension havde jeg lavet en lille buket af blomster fra haven til hende. Da jeg stod klar til at skulle af bussen kiggede en kvinde først på buketten og sidenhen på mig og sagde ‘Sikke en smuk buket blomster’. Det gjorde mig så glad at hun bemærkede blomsterne OG at hun kommenterede på dem. Det er jo det der kan være lidt grænseoverskridende. Men hun gjorde i hvert fald min dag bedre og sikkert også sin egen. 🙂
  5. Måske min favorit i denne uge! <3
    Min veninde og jeg havde endelig støvet racercyklerne af efter vinterpausen og var taget på cykeltur – en lidt længere en. Vi var godt 25 km ude på turen og lige før det gik ned af bakke holdt vi ind til siden for at spise en banen og lige strække ryggen.
    Mens vi holder pause tjekker jeg lige dæk for småsten. Ud af øjenkrogen ser jeg er fuldvoksen (godt i stand) mand i neon arbejdstøj og træsko køre forbi os på en gammeldags “jernhest”. Jeg vinker lige med et kort hej, smiler og tænker sejt at han cykler.
    Vi spiser banen og fumler lidt med cyklerne. Jeg bemærker at manden i neon, det for et øjeblik siden susede ned af Bakken, nu er på vej op igen. Pustende cykler han hele vejen op og skråer så over til os.
    Forpustet siger han: “jeg kan næsten regne ud at I er punkterede – jeg har lappegrej med og kan godt hjælpe jer, hvis det er”.
    Hold kæft, hvor sødt! Vi var jo ikke punkterede, men vi krammede ham og takkede mange gange og gav ham en müslibar. Tænk at han var kørt hele vejen op af bakken for at tilbyde os hjælp. Mega sejt og kæmpe hjerte han havde.