Når jeg laver spørgerunder på Instagram Stories, er der tit nogle, der spørger, hvordan Jon og jeg bevarer gnisten i vores ægteskab. Det er sådan en lidt oldschool og alligevel ret almindelig formulering, og jeg synes altid, den er lidt skæg at få her 6 år efter, at vi er blevet gift. Når man bliver gift, lover man jo at være sammen til den dag, man ikke længere har en plads blandt de levende, og det er der jo statistisk set længe til, så i den sammenhæng føles 6 år jo ikke som langt tid. Og derfor endnu ikke tids nok til at skulle slås for eller bevare noget. “Hvis det er hårdt at holde gnisten tændt nu, hvordan bliver det så ikke om 10 år?”, tænker jeg nogle gange.

Men det er også for nemt at sige. For virkeligheden for mange nygifte par i vor tid er jo, at udover at være nygifte er man tit også nybagte forældre og kæmper samtidig med at slå igennem karrieremæssigt, holde sig stærk nok til at kunne få likes på Instagram, tjene penge nok til at købe Kähler-vaser til hjemmet og sørge for, at ungerne får hjemmebag med, når det er deres tur til at dele ting ud i børnehaven. Økologisk. Og igen: Instagram-venligt.
Der er fandme meget pres på folk i 20-30’erne, og jeg forstår godt, at det kan være svært for os at holde tungen lige i munden og bevare fokus på, hvad det egentlig er, vi gerne vil bruge vores liv på og give vores opmærksomhed.

Jeg er altid gerne en kende tilbageholdende i forhold til at komme med gode råd, for alt er så vanvittigt individuelt. Vi elsker alle sammen forskelligt, og det er så vanvittigt forskelligt, hvad der skal til for at få os til at føle os elsket, set, værdsat og begæret. At komme med gode råd kan næsten kun lyde bedrevidende – særligt hvis de præsenteres som en universel sandhed og ikke leveres personligt til et andet menneske, hvis situation og person, man kender indgående.

Men i weekenden var jeg til fødselsdag hos den yndige Sneglcille i Hornbæk, og her faldt jeg i snak med en anden småbørnsmor. Hun var gift og mor til to børn på henholdsvis 2 og 3 år. Og kærligheden og overskuddet i hverdagen føltes nogle gange som en lidt for lille t-shirt. Jeg kan sagtens huske dengang for få år siden, hvor Jon og jeg var forældre til tumlinge, og jeg kan også sagtens huske, hvordan der oftere røg en finke af panden, end der gør i dag. Og jeg kan også huske, hvad jeg gjorde, for at holde finkerne på afstand. Så det fortalte jeg den her kvinde, og hun gav udtryk for, at hun syntes, det var en smaddergod idé, som hun i sin tilstand af hverdags-overvældelse ikke selv lige var kommet frem til. Og det føltes så umanerligt dejligt at give en anden noget konkret med videre, som hun havde planer om at implementere i sin dagligdag og sit parforhold med det vuns. Derfor vover jeg nu pelsen og deler disse små fifs med jer, der læser med, og de skal tages med allerstørste forbehold. Jeg tilkendegiver ikke at have de vises sten i min besiddelse, og jeg er ej heller af den vildfarelse, at jeg ved noget om noget som helst. Det her er bare en tanke, der måske kan bruges, måske ikke.

Når man ikke har overskud, hjælper det næsten altid, når man giver overskud.
Og det vigtigste ord i den sætning er GIVER. For det skal nemlig være en gave. Gratis. Man må aldrig give i denne sammenhæng i forventning om at få noget igen. Jeg tænker her ikke på konkrete gaver, men på kærlighedshandlinger. Komplimenter og anerkendelse. Noget af det, vi er allermest rundhåndet med i starten af forholdet, men som har det med at sive ned som RoundUp i grundvandet, når hverdagen melder sig.
Nogle vil nok mene, at det kan virke forceret, hvis man en dag vågner op og beslutter sig for, at fremadrettet vil man give sin kæreste to komplimenter om dagen, men den holdning er jeg ikke tilhænger af. Jeg mener, at det i starten kan virke aftalt, men efter en rum tid vil komplimenterne komme helt af sig selv. Og i et forhold, der er under pres (eksempelvis grundet små børn) har alle brug for komplimenter og anerkendelse. Hell, det har alle mennesker! Og det kan man have en tendens til at glemme i en hverdag, hvor meget af kommunikationen omhandler praktik, og det er synd.
Jeg synes personligt, at man skal give sin kæreste mindst to komplimenter eller anerkendelser om dagen – mindst. “Tak fordi, du tømte opvaskeren, baby, det kunne jeg slet ikke overskue” eller “Dit skæg er fandme pænt for tiden!”
En tillægsting er altid at huske at rose sin kæreste, når man er ude blandt andre. Til middag hos et vennepar, i haven sammen med svigerfamilien eller til fest. “Vi har endelig fået ryddet ud i garagen takket være Jonas. Du er seriøst så god til at få praktik af vejen, skat, det er fantastisk!” eller “Vi er begyndt at se Black Mirror derhjemme. Det var Julies idé, hun er skidegod til det med serier!”
Det behøver altså ikke være dybdegående, personlige komplimenter, bare anerkendelser af sin kærestes små kvaliteter overfor andre, mens han eller hun hører det. Det er den BEDSTE følelse at blive rost af den, man elsker, foran andre, og den følelse skal man huske at unde sin elskede.

Here’s the best part: Det føles godt, også for udføreren. Det skaber god stemning lige med det samme (instant gratification). Det feder ikke, det er gratis, og det er nemt. 😉

Next level er så at begynde at skabe små oplevelser for sin kæreste. Og her er det vigtigt, at man ikke inddrager sig selv. Det er snyd at booke tid til en parmassage eller at overraske ham eller hende med en kærestemiddag på GEIST. Man må ikke selv tage del i aktiviteten – det er KUN en forkælelse af kæresten.

Eksempelvis overraskede jeg nogle gange Jon, da vi boede i København, ved, at jeg efter aftensmaden gik ud og hentede hans jakke for derefter at fortælle ham, at jeg havde booket en tid til ham om 20 minutter til en massage (ja, der var altså spaer i København, der havde aftenåbent, og det er naturligvis en forudsætning i den givne situation). Han troede, at hans aften indeholdt opvask, bleskift, putning af børn og så videre, men i stedet brugte han så de næste timer på selvforkælelse, og når han så kom hjem, havde jeg ordnet hjemmet, puttet arvtagerne og tændt stearinlys i stuen. En lørdag købte jeg en sandwich og en bif-billet til en film, jeg vidste, han gerne ville se, og præsenterede ham med de to ting lige i tide til, at han kunne nå ned i biografen i stedet for at underholde Krapylerne i de der stride timer midt på eftermiddagen.
Et andet eksempel er, at jeg for et par uger siden, hvor Jon havde en hjemmedag, brugte 10 minutter om morgenen på at hænge sedler op en masse steder, som jeg vidste, han ville se i løbet af dagen, inden jeg selv kørte ind på kontoret. I køleskabet, i brusekabinen, i hans underbukseskuffe, på hans PlayStation. På sedlerne stod der bare helt små kærlighedserklæringer, ligesom at spejlet fortalte ham, at han så skidegodt ud i dag. 🙂

Det er vanvittigt hyggeligt, og de her små kærestegaver er blevet lidt af en specialitet for mig.
Jon gør ikke det samme til gengæld. Det ligger slet ikke til ham, og jeg forventer det på ingen måde. Han bidrager i stedet til den gode stemning på så mange andre, forskellige måder, hvor han kan og gør ting, jeg ikke magter og besidder. Men mine små genstusser skaber rum, kærlighed og hygge, og så er der måske også en større sandsynlighed for, at Jon bærer over med mig på de dage, hvor min “spændende personlighed” fylder det meste af huset (læs: PMS, træthed, irritation og andre skideirriterende smådiagnoser, som Jon ikke lider af på samme måde som jeg).

Det kan nogle gange virke uoverskueligt at skulle dele ud af sig selv i et parforhold, når hverdagen strammer, og der er kurer på tråden. Men med de her små ting sætter man ikke sig selv i spil, kan man sige. Det handler kun om den anden part, og det gør den, man elsker, glad. Og følelsen af at glæde og skabe overskud for den, man elsker mest, giver jo faktisk som oftest afsenderen de samme følelser. Så man kan vist rolig tale om bæredygtighed og merværdi i denne givne situation. 🙂

Jeg håber, at de, der kunne bruge ovenstående til noget, får noget godt ud af det, og at I, der ikke kan, får en forrygende mandag! Solen skinner i Køge, og jeg skal have rester af grillmaden fra i går til frokost på min terrasse. Livet er lyst! <3