Denne omgang af Flinke Fremmede er noget ganske særligt, fordi den involverer min helt egen svigermor! Tænk engang, hvor fint det er, at hun går rundt og spreder god tvillingestemning i de danske H&M-køer, og at det så når mig her på domænet! KÆFT, det er good vibes, er det!!

Hvis det her dejlige flinkheds-fællesskab skal blive ved (og det skal det!), har jeg brug for jeres opbakning og deltagelse! Send meget gerne jeres cute encounters med flinke fremmede her: flinkefremmede@mettemarieleilange.dk. Og husk, ingen begivendhed er for lille! Nogle gange er de små tjenester de mest inspirerende, idet de er lette selv at sende videre ude i virkeligheden! <3

  1. Fordi overskud smitter!
    Jeg skulle ned at brevstemme hos Borgerservice på mit lokale bibliotek i Åbyhøj. Der står omkring seks mennesker foran mig i køen til at brevstemme og medarbejderen farer rundt, men møder samtidig hver person med et smil og et kæmpe overskud. En ældre herre kommer ind og stiller sig i kø bag mig. Han småvrisser og brokker sig over køens længde. Han får flere af de andre i køen med på hans “utålmodighedsbølge”. Han fnyser så og siger: “Ja, det er sgu ikke ligeså effektivt, som de er i Kvickly, det her!”, hvortil den stadig smilende medarbejder friskt siger: “Så kan du jo prøve at spørge, om du må stemme dernede 😉” Hendes overskudsagtige måde at tage hans utilfredshed på betød faktisk, at han løsnede op og endda kunne trække lidt på smilebåndet af hendes kække modsvar. Han og jeg kommer så ind i hver vores stemmeboks og bliver færdig nogenlunde samtidig. Jeg lader ham aflevere sine stemmesedler først for nemhedens skyld, selvom jeg ret beset burde være den første. Det resulterer i, at medarbejderen kommer til at bytte om på vores stemmer og dermed også sygesikringsbevis, hvilket fører til, at hun i al hast må løbe råbende efter den ældre herre og bede ham komme med tilbage. Fordi den søde medarbejder tog det hele med et smil og havde så stort et overskud, til trods for at hun var meget presset, endte vi alle med at grine af situationen og ønske hinanden en god dag. Så tak til hende og hendes humør for at gøre det hele til en god oplevelse for os alle!
  2. Så bliver det sgu ikke meget større, folkens!
    Jeg skal aflevere mit speciale i morgen og jeg er sådan set meget tæt på at være færdig. Men jeg er sgu træt og PMS-ramt, hvilket for en halv time siden resulterede i, at jeg skulle have fat i noget chokolade ASAP. Jeg gik derfor imod salgsautomaten, men da jeg nåede frem og stak mit kort i maskinen sagde den bare ‘Ude af drift.’ Ved siden af maskinen står en anden maskine, som en gut fra salgsautomat-firmaet var igang med at rengøre. Da jeg lidt slukøret gav udtryk for, at jeg var ked af, at maskinen ikke ville spytte chokolade ud til mig, kiggede han på mig og spurgte hvilken én jeg skulle have fat i. Jeg pegede på den grønne Rittersport og tænkte, at han nok heldigvis kunne fikse maskinen, så jeg kunne få noget livreddende chokolade. Men i stedet gik han over til sin vogn, som han fylder automater op fra, hev en Rittersport frem og gav mig den til mig… som i; han gav mig gratis chokolade! Min specialetrætte og PMS-ramte hjerne gav sig næsten til at sende tårer afsted mod øjenkrogene. TAK, Rittersport-mand <3 Nu skal jeg nok få afleveret det speciale!
  3. Okay, gør mig lige stolt!!! <3 <3 <3
    Jeg fik tvillinger i januar i år, og er derfor en af dem der fylder lidt med en dobbeltbarnevogn. Jeg tror at alle tvillingemødre gør deres bedste, og prøver at tilpasse sig og tage hensyn mht. barnevognen, men idag blev jeg overfuset af en anden kunde i JYSK, der ophidset råbte “SE DOG LIGE HVOR MEGET DU FYLDER”, da min barnevogn blokerede for at han kunne gå til næste kasse. (Den pågældende forretning har kun 1 kasse linje og smalle gange). Jeg blev faktisk virkelig ked af det… Jeg skulle også returnere noget i H&M, men vidste ikke helt om jeg orkede endnu en kø, hvis jeg igen stod i vejen for nogen. Men jeg tænkte at jeg hellere måtte få det overstået.
    I køen møder jeg den sødeste ældre dame. Den her kvinde spørger interesseret ind til mine piger, om hvor gamle de er, hvad de hedder osv., og sender dem store smil mens de ligger og kigger nede fra barnevognen.
    Det var simpelthen SÅ dejligt at få fjernet den dårlige oplevelse fra JYSK med smil, nærvær og positiv snak.
    PS: Den søde, ældre dame sagde i øvrigt at hendes børnebørn også var tvillinger. Og at hendes dejlige svigerdatter havde en blog hvor hun engang imellem skrev lidt om tvillinger. “Engang hed den twinpeaks.dk”. Så TAK til din svigermor for at have gjort min dag markant bedre 🙂
  4. Spread that shit like confetti! 
    På NortSide kommer jeg gående tværs over pladsen. En fremmed mand kommer gående i mod mig og siger i forbifarten noget i stil med “pæn kjole du har på”. Jeg når lige at sige “TAK” over skulderen.
    Tidligere på dagen havde jeg haft lidt tøjkrise og følte mig ikke heelt tilpas så det varmede med en kompliment fra en flink fremmed! 🙂
  5. Den enes brød, den andens brød. 😉
    Jeg var lige på vippen til at være færdig med mit pædagogstudie, bacheloren var skrevet, den manglede bare at blive forsvaret efter jul. På vej hjem til familien i toget var jeg helt høj og lettet. Jeg havde tilmed fået tilbudt en samtale til et af de jobs jeg havde søgt, og sørme om jeg ikke også blev ringet op, mens jeg sad i toget, og blev inviteret til endnu en samtale. Min veninde ringede også, og sammen var vi bare glade, overraskede over, at det var muligt at få job så hurtigt og bare helt høje.
    Overfor mig sad der en mand, som jo uundgåelige havde fået det meste, og da jeg havde lagt røret på, spurgte han hvilken uddannelse jeg havde taget, og ønskede mig kæmpe stort tillykke. Han fumlede ved sin taske og trak en lille julemand op, og sagde, at den skulle jeg have som et stort tillykke med det hele! Jeg blev virkelig glad og varm og hjertet, og den dag i dag, 8 år senere, hænger jeg den stadig op hvert år og tænker på ham og hans næstekærlighed.