Jeg kan huske dengang, jeg var yngre, hvor jeg drømte om engang at blive gift og få børn. Det var en helt klar drøm for mig at finde en livspartner, og det var den største drøm af alle for mig at få lov at blive mor.
Derefter blev drømmen sløret. Jeg forestillede mig ikke, hvilket arbejde min mand eller jeg skulle have, hvor vi skulle bo, om vores børn skulle være drenge eller piger, hvad vi skulle få vores fritid til at gå med, eller hvordan livet i det hele taget skulle forme sig.

Nu er jeg gift og har to børn. “Og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Den sætning tænker jeg tit på her på mine satte dage, og når jeg gør, er det altid med et bette træk på smilebåndet, og det er lidt af forskellige årsager. Både fordi, at det gør langt de færreste jo, efter at de er blevet gift og har fået børn. Flertallet bliver skilt igen og måske gift igen-igen. Og så bliver de lykkelige igen! Lykken er sjældent evig, men det bliver den bestemt ikke mindre af.

Og også fordi, at forfatterne, der sluttede deres eventyr således, her fra mit nok mere modne sted i livet, synes lidt fantasiløse. Det er selvfølgelig et eventyr at møde kærligheden og skabe en familie sammen (på de gode dage), men en følelse, der har slået rod i mig de seneste par år, hvor turbulensen og de delvist knuste illusioner, der fulgte med det splinternye forælderskab, er ved at lande, er, at det først er nu, eventyret begynder. Det er nu, man har slået rod, skabt sig en familie på en eller anden måde, er i gang med et arbejdsliv. Det er nu, at årene foran og bagved begynder at ligne hinanden, og det er derfor nu, man begynder at kunne løfte sløret for det, der kommer bagefter, og bygge ovenpå.

Og noget andet, der er blevet som en eviggyldig sandhed for mig i forbindelse med den forståelse, er, at jeg i sandhed også har forstået, at alle og alles forhold og familier er forskellige. Åh, så forskellige! Det dummeste, man kan gøre, er at lytte ud fra den opfattelse, man har af sin egen måde at elske, leve og gøre på. Hvis man virkelig vil vide noget om og inspireres af andre og andres liv, må man lægge sine forudindtagede holdninger om normalt, underligt, rigtigt og forkert på hylden og mærke følelserne bag.

Det kan måske føles som et underligt og lidt ukonkret indlæg, det her. Det er mest også bare tanker og følelser. Min mand og jeg har ud fra en overordnet, gængs og gammeldags betragtning et ganske normativt ægteskab, som vi heldigvis begge to befinder os vel i, og noget af det, jeg synes er allermest inspirerende er, når jeg hører om, hvordan andre mennesker trives i deres kærlighed på helt andre måder. Nogle har separate soveværelser, andre bor ikke sammen, nogle har åbne forhold, regnbuefamilier, skilsmissefamilier, singleforælder-familier og så mange andre kombinationer. Jo ældre, jeg bliver, des flere af de her konstellationer støder jeg på, også i min nære omgangskreds, som lader mig kigge ind, og kærligheden er der jo altid. Den er ikke den samme, og den hverken kan, skal eller bør forsøges målt eller vejet. Den ér bare. Og det giver endnu mere liv til min kærlighed i min familie at opleve, hvordan andre elsker på både samme og helt forskellige måder – ofte samtidig.

Det siges jo, at kærlighed er det eneste, der bliver mere af, jo mere man giver væk af det, og det er vel egentlig også pointen med hele den her smøre. Love is love, som man siger. Og jeg synes, det er så livsbekræftende, at kærligheden er så forskellig, selvom de fleste af os ligner hinanden ret meget på ydersiden. 🙂