Der var en periode i bloggens spæde begyndelse, hvor jeg henover sommeren gav mig til at teste alle former for S’mores, jeg stødte på. Vi var omkring den fancy Barú, der stod i en kilopris i omegnen af det samme som udbetalingen til et mindre parcelhus, og vi havde varianten med grahamskiks, skumfidus, Marabou OG en SMIL i centrum. Ikke alt sammen vindere, men alligevel var der selvsagt ingen tabere heller. I den periode var der givetvis en sukkerfornægter eller to, der tænkte ved sig selv: “Hvad sker der her? Er MM gået fra forstanden? Skal dette være en skumfidusblog nu?”

På samme måde er der måske nogle, der henover pinsen har kløet sig lidt i nakken og funderet: “Hvem tror MM egentlig, hun er? Køges svar på Søren Ryge? Og er det her nu blevet en haveblog?”

Og nej, det er det naturligvis ikke.
Men sagen er den, at jeg er typen, der bliver dybt forelsket i noget i perioder af gangen. Som sidste forår, hvor jeg opdagede the sweetness ved at løbe i skoven og således løb hver dag i to måneder. Nogle gange sågar to gange på en dag. Bevares, jeg løber stadig, men med knap så stor entusiasme, dog. Og jeg nyder stadig (jævnligt) fidusernes sødme og kærlighedsfulde væsen, men det er ikke hver gang, jeg videregiver den oplevelse på mine sociale medier.
Og jeg skal også nok få hovedet ud af måsen på min have, men jeg kan altså ikke garantere, at det bliver før, at bladene er falder af træerne, for hold nu kælderdøren lukket (som min salig moder ville have udtrykt det) er det vidunderligt! Både at gå og arbejde med tingene, men så sandelig også at se dem spire og derefter rent faktisk at kunne bruge dem til noget!
I skrivende stund har vi salvie, mynte, citronmelisse, timian, koriander, rosmarin, bønner, ærter, jordbær, hindbær, stikkelsbær, ribs, solbær, salat, agurker, æbler, blommer, rabarber, hyldeblomst, kartofler, pærer og bønner i haven. Eller – mange af tingene er ikke modnet eller spiret helt frem endnu, men der er lagt an til det, og jeg nusser om planterne, træerne og buskene som en formel 1-kører om sin ræserbil. Det bringer mig en for mig hidtil ukendt ro, glæde og sjælelig lykke, og så smager afgrøderne sgu også fortrinligt oveni!

I går lavede jeg en god liter saft med ting fra haven – tilsat en håndfuld danske jordbær fra Netto. Flere efterspurgte sig en opskrift, og den deler jeg gerne. Omend sandheden er, at det hele foregik meget tilfældigt. Ifølge opskriften på rabarbersaft skulle jeg nemlig bruge et kilo rabarber, og det rakte vores endnu beskedne bed ingenlunde til. Og der stod også, at jeg skulle bruge et halvt kilo sukker, og det havde jeg ikke lyst til.

Så jeg tog de rabarber, der var, hvilket nok har været nogle hundrede gram. Så skar jeg dem i stykker af cirka to centimeter hver. Derefter smed jeg en 7-10 hyldeblomst-“skærme” ned til dem, og så lod jeg en håndfuld jordbær og en halv økologisk citron i skiver følge med. Til sidst hældte jeg rørsukker udover – måske det dobbelte af, hvad jeg bruger på min havregrød, men ikke mere. Man kan også med fordel bruge honning, hvis man er mere til det. Til sidst hældte jeg en god liter vand over, og så lod jeg hele balladen koge under lejlighedsvis omrøring i en 10 minutters tid.
Så lod jeg den stå og trække, til det var kølet af. Herefter siede jeg først suppedasen, hvorefter jeg hældte den igennem et rent viskestykke, sådan at det sidste frugtkød blev sorteret fra. Og så hældte jeg saften på en glasflaske, som jeg havde skoldet i forvejen.

Normalt kan sådan en saft holde sig 3 uger i køleskabet, og det kan den her nok ikke, fordi det er betragtligt mindre sukker i, men altså, den er allerede næsten drukket, så det er nu godt det samme. Den skal blandes lidt op med vand, men ikke meget. Faktisk er den så sød, at jeg overvejer næste gang at lave jordbær være eneste sødemiddel og helt undlade sukker. Jeg tror sgu, det er nok!
Jeg fandt efterfølgende ud af, at hyldeblomstsaft normalt skal trække i 5 dage, så jeg har nok ikke fået det ud af de hyldeblomster, som man kunne, men det smagte sgu dejligt, så det kan vel egentlig også være lige meget.

Det her er den nemmeste saft at lave, og man står tilbage med en stor følelse af bedrift, så jeg har ingen argumenter for, at man skal lade være. Med mindre man bare hellere vil lave noget andet, så er det jo oplagt. 😉