Jeg har i anledningen af sommeren startet en ny tradition her på domænet! Vi skal holde lidt sommerferie i Langehjemmet sammen med Krapylerne, så for at kunne få lidt ro i hovedet, is i maven og sol på ryggen, har jeg kløet mig lidt i hovedbunden for at komme op med ting, der måske kunne interessere de af jer, der, ligesom jeg, godt kunne finde på at tage mobilen frem i et stille moment i skyggen i en hængekøje.
Og nu skal I bare høre! Jeg har besluttet mig for at præsentere mine veninder for jer, der følger med her på hjemmesiden! De er dukket op løbende – nogle gange bag forskellige aliasser og egentlig ret sjældent med billede, men her får I dem altså! De, der har lyst til at være med. 🙂
Jeg har en dejlig, stor, blandet skare af veninder, som jeg har kendt i alt fra 33 til halvandet år, og de laver alt muligt forskelligt! Faktisk er det eneste, de har til fælles, at ingen af dem er bloggere. Og det kan jeg rigtigt godt lide! Jeg synes, jeg er meget heldig at have sådan en broget skare af dejlige, stærke kvinder, der alle sammen påvirker og inspirerer mig på ganske andre måder end den, jeg inspireres på igennem mit eget arbejde. Og jeg tror, de har det på samme måde. <3

I dag får I fornøjelsen af at møde verdens bedste Tine Louise Holmer! Hun har været i mit liv i mange år efterhånden, efter at vi mødtes på universitetet i 00’erne.. Vi har rejst til Miami og Paris sammen, festet sammen, boet på Vesterbro sammen, gået på RUC sammen, og arbejdet på Les Trods Cochons sammen og meget, meget mere. Tine var den første, jeg var på mandestripbar med!
Nu vil jeg overlade ordet til den altid-yndige Tine! <3


Hvad hedder du?

Tine Louise Holmer

Hvor gammel er du?
Jeg er 35 år.

Hvor er du opvokset?
Jeg er opvokset  i Greve.

Hvor kender vi hinanden fra, og hvor længe har vi kendt hinanden?
Mette Marie og jeg mødte hinanden på Roskilde Universitet i 2004. Mette Marie var udadvendt og selvsikker. Jeg var introvert og noget mere tilbageholdende. Men vores møde var starten på et fantastisk venskab og sindssygt meget sjov og ballade op gennem mine tyvere.

Hvilken uddannelse har du?
Jeg har en Cand.comm. fra Roskilde Universitet og en ledelsesuddannelse fra INSEAD i Singapore.

Hvad arbejder du med?
Jeg er seniorrådgiver og Head of Operations hos kommunikationsbureauet Radius. Pt. på barsel med min datter på knap fem måneder.

Hvor bor du?

Jeg bor i et skønt hus i Virum med min fantastiske mand, Michael.

Er du gift?
Jeps med Michael. Vi har lige haft tre års bryllupsdag.

Har du børn?
Ja, to dejlige af slagsen. Bastian på knap to et halvt år og Bella på fem måneder.

Hvad skal du bruge din sommerferie på?
Jeg skal være sammen med min familie  hjemme i haven i Virum. Det bliver uden tvivl også med smutture ud i det dejlige Danmark for at dyrke lidt jordbærplukkeri, krabbefiskeri, svømmeture i Øresund, sommerhusbesøg og grillaftener med vennerne. Et par dage i Sverige bliver der også tid til.