Rom blev ikke bygget på én dag, og jeg elsker den måde, verden bevæger sig på i øjeblikket. Det skal nok blive godt!
Jeg kan huske engang for omkring 10 år siden, hvor jeg i anledning af ‘Kvindernes Kampdag’ tænkte “Er det egentlig stadig relevant med sådan én her i Danmark?” Jeg har aldrig følt mig underkuet eller mindre værd, fordi jeg var kvinde, og det er jo heldigt og fedt for mig, kan man sige. Det privilegium er det absolut ikke alle, der nyder. Slet ikke på verdensplan.
Men i forbindelse med hele #metoo-bevægelsen er det lige så stille gået op for mig, hvor store forskelle der stadig hersker mellem vores to køn og opfattelsen af disse – fra begge sider, sådan set. Da folk begyndte at dele deres #metoo-fortællinger på Internettet i forbindelse med Harvey Weinstein-skandalen, tænkte jeg, at jeg da gudskelov aldrig er blevet voldtaget. Men da jeg begyndte at forstå bredden af folks fortællinger, gik det op for mig, at stort set alle kvinder faktisk har været underlagt seksuel underkuelse på et eller andet tidspunkt.
Som eksempelvis dengang, jeg skulle igennem sikkerhedskontrollen i indenrigsterminalen ude i lufthavnen for otte år siden, hvor en mandlig betjent kropsvisiterede mig en dag, hvor jeg var iklædt et par tynde bukser. Og han lige benyttede lejligheden til med meget rund hånd at befamle mit allerhelligste. Ganske hårdt og ganske meget. Det var så ubehageligt, og jeg sagde intet og undgik øjenkontakt, fordi jeg tænkte, at det måske var en fejl. Og hvis jeg sagde noget, ville han stensikkert sige, at det var en fejl og kalde mig en løgner. Så jeg gik bare derfra med rund ryg, mens han stod tilbage og struttede. Og siden har jeg i lignende situationer insisteret på at blive kropsvisiteret af kvinder, når det var nødvendigt.

Nogle år efter fortalte jeg om episoden til en ven, der er pilot, og han kunne berette, at det i hvert fald på det tidspunkt (forhåbentligt ikke længere) var en “ting” i lufthavnen blandt det mandlige sikkerhedspersonale. Liiige at se, hvor mange kvinders kønsdele, man kunne befamle, og så sammenligne med kollegerne om aftenen efter endt vagt. WTF!? Jeg har haft så mange fiktive diskussioner i badet, mens jeg sæbede mit hår ind, hvor jeg går tilbage i tiden og river hovedet af den mand!

Mænd og kvinder er ikke ligestillede. Og slet ikke seksuelt. Når en kvinde viser sig i en gennemsigtig top, kaldes den “udfordrende”. I den betegnelse ligger det, at kvinden med sin påklædning udfordrer omverdens reaktion. Jeg har endnu ikke stødt på den selvsamme betegnelse om noget fra den mandlige garderobe. Mænd klæder sig på for deres egen skyld – og kvinder klæder sig angiveligt (ofte) på ligeledes for mændenes skyld. For kvinder kan styre deres lyster, og det kan man ikke forvente af mændene, eller hvad?

Og ligeledes på Instagram er brystvorter et no-go. Hvis de sidder på en dame. Mænds brystvorter må gøre lige, hvad der passer dem, men kvinders brystvorter er provokerende og stødende og ikke i harmoni med almenvellet. Selvom de optræder i en så ikke-sexrelateret situation, som de gør på billederne her.

Så det, vi lærer vores børn er, at kvinder skal passe på med de signaler, de sender ud i verden. Hvis de er udfordrende, kan de risikere, at mændene ikke kan styre sig, og så kan de komme galt afsted. Og hvis man viser brystvorter, viser man ikke respekt for alle, som Instagram udtrykker det i deres klage til mig, da de i går slettede billederne herunder.
Jeg nægter at lade Berta vokse op og tro, at hendes krop kun er skabt til at ægge mænd, provokere folk eller have sex med. Hun skal lære, at kroppen skal bruges til at leve, være og nyde med! For hendes helt egen skyld, og Hugo har fandme bare at lære lektien også. Den skal fyldes med isvafler og bade i svensk søvand så tit, muligheden byder sig. Og den bedste måde at bade på, er nøgen. For sin helt egen skyld! Og næste gang, jeg gør det, må jeg så lade være med at dele det på Instagram og bare holde glæden for mig selv.

Men Instagram skal nok fange den på et tidspunkt. Verden er i evig forandring, og der er allerede sket mere i hele diskussionen om køn, mens mine unger har været i live, end der gjorde i alle de år, jeg var i live før de kom til. Jeg glæder mig til, at kvinder og mænd på et tidspunkt sidestilles kropsligt og seksuelt. Og indtil da vil jeg pleje mine forbudte lyster i stilhed. Og i øvrigt vise de billeder, jeg har lyst til, her på domænet. 🙂