Kære venner! Vi fortsætter ned ad denne sommerferievikar-sti, som jeg har lagt an til her i juli, og i dag er det Langemanden, der fører den digitale pen. I, der læser med, har også en stor andel, så tak herfor. Det er nemlig jer, der har leveret spørgsmål! Vi har delt dem lidt op, så dem, der vedrører min gode mands arbejde, kommer her.
Kys og god solskinsdag til jer! <3
(PS: Jeg tænkte, I måske var trætte af at se billeder af Jon og mig, der kysser hinanden, så her får I i stedet Nico, der gør sit bedste for at plante en mysser på Jon). 😉

Hvornår fandt du ud af, at du ville være skuespiller?
Da jeg gik på Rødkilde Teaterhøjskole i 2000-01. Endelig fandt jeg et sted, hvor alle var vilde med de samme ting som mig, og her oplevede jeg også for første gang, at jeg måske var god til noget. Der gik kun 9 måneder fra jeg kom tilbage fra højskolen, før jeg fik rollen i Midsommer, min debut.

Hvad har været det mest grænseoverskridende?
Altså, jeg har optrådt nøgen et par gange i arbejdsøjemed, (senest i en film, der faktisk kommer i biffen til efteråret…) det har været ret specielt at samle mod til, hver gang.

Hvad er det bedste ved at være skuespiller?
Det er, at jeg laver min hobby til dagligt. Jeg ville i bund og grund gøre det gratis (men sig det nu ikke til nogen!), så at det er mit job at gøre det, jeg synes er fedest, er ret optur.

Hvad er det mindst bedste ved at være skuespiller?
At man aldrig slipper for bekymringen om, hvornår det næste job kommer. I hvert fald har freelancere som mig det ofte sådan, også selvom det næste job faktisk er i kalenderen.
Det, og at være så meget væk fra familien, når de tunge, tidskrævende jobs endelig kommer. Det er et tveægget sværd.

Dine tanker om at være så meget væk? 
Jamen, det tveæggede sværd går jo så ud på, at når jeg skal lave en stor rolle på TV som Mercur, eller en kæmpe opsætning som Gatsby i Odense, så kræver det tid at gøre det ordentligt, at løse de forskellige opgaver på den bedst mulige måde. Og det er jo det arbejde, jeg elsker ved mit, nåja, arbejde. Bagsiden af medaljen er så at jeg jo ikke så godt kan arbejde hjemmefra, så jeg må ud for at gøre det. Men den lange bane lægger jeg jo altid i samråd med konen og med øje for familiens bedste. Hvis ikke baglandet fungerer, kan det andet jo være ligemeget.

Hvad ville du arbejde som, hvis du ikke var skuespiller?
Der er to svar til det spørgsmål. Hvis jeg aldrig var blevet skuespiller er der en god chance for at jeg havde læst fx. journalistik. Men nu hvor jeg ER skuespiller, så er det nærliggende at sige, at jeg nok ville blive i branchen på en eller anden måde. Om jeg så skulle skrive dramatik, instruere, producere, så ville jeg lave noget, så jeg kunne blive ved med at fortælle historier.