Åååååh, hvor har det været vidunderligt at tilbringe tre døgn (og lidt til) helt alene sammen med min dejlige mand! Det er første gang, siden vi for snart fem-et-halvt år siden blev forældre, at vi har fået børnene passet i mere end et døgn.

Jeg havde glædet mig, været lidt nervøs og følt, at det måske nok var en lidt egoistisk beslutning fra vi voksnes side. Men allerede da vi trillede ud af indkørslen lørdag morgen og vinkede til ungerne, der vinkede grinende tilbage med deres bedsteforældre ved hånden, tænkte jeg, at det sgu nok skulle gå okay derhjemme også.

Da jeg vågnede i Nice tirsdag morgen kl. 7 og kunne mærke, at mit hoved nu var ved at vende hjem igen, kunne jeg samtidig mærke, hvor meget, jeg rent faktisk præsterede at være væk. Altså være til stede i ikke at være til stede der, hvor jeg plejer. Jeg har formået at zone helt ud og stornyde at være alene med Jon, bo på de lækreste hoteller i Nice og Monte Carlo, spise på (for børnefamilier) komplet åndssvage tidspunkter og føre samtaler uden at blive afbrudt. Faktisk har vi nærmest ikke lavet andet end at snakke sammen. Vi har talt og talt og talt. Om nutiden, fremtiden, drømme, værdsættelse af det, vi har, kan og vil og alt det andet. Det har været vidunderligt og har gjort mig endnu mere forgabt i den familie, vi har skabt. Og i ham, jeg har skabt den med. De sidste par dage har vi fået tjekket ud af det vante og ind hos hinanden, og det føles mere end nogensinde som om, at vi forstår det der med at udvikle os sammen. Vi er ikke de samme mennesker, som vi var, da vi mødte hinanden, men vi har flyttet os sammen, og det føles så stort og stærkt. Jeg er meget spændt på fremtiden og resten af livet, hvis man kan tillade sig at være så storladen på en almindelig onsdag.

OG så må jeg også lige nævne, at jeg fandme vandt 3.000 kr. på kasinoet i Monte Carlo! Jeg kom med 200 Euro og tog derfra med 600! Noget af en bedrift i min egen bog! Gevinsten blev brugt allerede den følgende eftermiddag, hvor jeg investerede dem i to kjoler fra Maje i Galerie Lafayette i Nice.

Herhjemme er der så i tilgift sket det, at Krapylerne og Bedsteforældrene har hygget sig meget mere, end nogle af os overhovedet havde regnet med, kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen. Ungerne har været trygge ved mine De Gamle, selvom de ikke ser hinanden hele tiden, og de har haft det fedt med at være i deres egne omgivelser og samtidig fået lov til lidt mere, end de måske gør til dagligt. Jeg sørgede jo for at installere den nye børnepool i haven, så den var funktionsdygtig i samme moment, som vi forlod adressen, og Køge bød på 30 grader hele weekenden. Så ungerne har leget med genboen, spist is, været på legeplads, leget far-mor-og-børn og alt det, de plejer – bare med deres bedsteforældre som voksne i stedet for os. Og der har faktisk ikke været nogen kriser. Sådan overhovedet. Og nu er verden så det større for os alle seks af den grund, og det er sgu da vidunderligt i ordets reneste forstand!

Jeg har aldrig været så lidt mobil, som jeg har været siden i lørdags, hvor kontakten med hjemmefronten har været det eneste, vi har brugt taletid og data på. Faktisk er ovenstående et af de eneste meget få billeder, vi har fra turen, og det til trods for, at vi boede enormt fotogent og spiste på nogle virkeligt fine steder. Og jeg gjorde mig lækker hver dag, og Jon ligner jo altid en million. Men det var rart bare at være uden at vise, og det var dejligt at opleve, talte vi om, hvor u-svært det var at lægge mobilen fra os, sådan helt. Så det vil vi praktisere endnu mere herhjemme fra nu af.

Så altså – vi er hjemme igen! Jeg er lykkelig for at være her og savner samtidig allerede lidt vores kærlighedsboble, men hvem ved, om det mon er helt umuligt, at successen måske kan gentage sig igen en gang i fremtiden. I går, hvor vi skulle hjem, nåede vi lige et par timer på stranden om formiddagen, inden vi kørte i lufthavnen, og her mødte vi et supersødt amerikansk par. De havde to børn på 2 og 6 år hjemme i Californien, men de rejser hvert år i tre uger uden børn. Også sidste år, da deres yngste var blot et år. Det kunne jeg altså ikke tænke mig – overhovedet. Jeg er lykkelig for mine tre dage med Jon og nu for udsigten til tre ugers sommerferie os alle fire sammen, som starter på mandag! ❤️

Glædelig onsdag, venner! Jeg håber, I nyder den. 😊