Jeg har i anledningen af sommeren startet en ny tradition her på domænet! Vi skal holde lidt sommerferie i Langehjemmet sammen med Krapylerne, så for at kunne få lidt ro i hovedet, is i maven og sol på ryggen, har jeg kløet mig lidt i hovedbunden for at komme op med ting, der måske kunne interessere de af jer, der, ligesom jeg, godt kunne finde på at tage mobilen frem i et stille moment i skyggen i en hængekøje.
Og nu skal I bare høre! Jeg har besluttet mig for at præsentere mine veninder for jer, der følger med her på hjemmesiden! De er dukket op løbende – nogle gange bag forskellige aliasser og egentlig ret sjældent med billede, men her får I dem altså! De, der har lyst til at være med. 🙂
Jeg har en dejlig, stor, blandet skare af veninder, som jeg har kendt i alt fra 33 til halvandet år, og de laver alt muligt forskelligt! Faktisk er det eneste, de har til fælles, at ingen af dem er bloggere. Og det kan jeg rigtigt godt lide! Jeg synes, jeg er meget heldig at have sådan en broget skare af dejlige, stærke kvinder, der alle sammen påvirker og inspirerer mig på ganske andre måder end den, jeg inspireres på igennem mit eget arbejde. Og jeg tror, de har det på samme måde. <3

Hvad hedder du?
Hanne Marthine

Hvor gammel er du?
37 år

Hvor er du opvokset?
I en lille by ved navn Høruphav på Als i Sønderjylland.

Hvor kender vi hinanden fra, og hvor længe har vi kendt hinanden?
Vi har kendt hinanden i over 20 år! Vi kender hinanden fra folkeskolen på Hørup Centralskole. Vi kom i klasse sammen i 8. klasse og blev veninder for livet i 9. klasse efter at have brugt lidt over et år på at se hinanden an. Det har jeg heldigvis ikke haft brug for siden! Jeg ville ikke have været det samme menneske uden dig ved min side – vi har aldrig være forelsket i de samme mænd eller delt kærester, men vi har stort set delt alt andet, inklusiv en 42 m2 lejlighed med én dobbeltseng til deling og én dør ud over hoveddøren (heldigvis var den ene dør ud til badeværelset).

Hvilken uddannelse har du?
Jeg er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet.

Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder til daglig som advokat og partner i et større dansk advokatfirma.

Hvor bor du – og i hus eller lejlighed?
Jeg bor i hus på Frederiksberg. Jeg havde oprindeligt en idé om, at jeg, når jeg engang fik børn, ville have nogle helt andre behov, end jeg havde som single bosiddende i byen. Efter jeg fik børn, gik det op for mig, at jeg var præcis den samme – nu bare med børn – og ergo at jeg fortsat bedst kunne se mig selv bo i byen. Heldigvis har jeg fundet en mand, der har det på præcis samme måde.

Er du gift?
Se det spørgsmål findes der ikke noget kort svar på.
Min kæreste, Mikkel, gennem mere end 10 år og jeg blev gift på en strand på en lille ø i Indonesien tilbage i april i år. Vi erfarede dog samtidig, at det i bedste fald var temmelig kompliceret at få anerkendt ægteskabet som gyldigt i Danmark. Derfor har vi bestilt tid på Frederiksberg Rådhus her i juli måned til at blive viet.

Har du børn – hvor mange?
Jeg har to børn: Carla på 8 år og Alfred på 6 år. Til november bliver jeg – om alt går vel – mor for tredje gang til en lille dreng. Det er ret fantastisk at opleve, hvor meget de begge glæder sig til at få en lillebror. Med det aldersspring, der bliver til mine to store børn, bliver det utvivlsomt anderledes at få et barn mere, men indtil videre er det kun anderledes på en positiv måde. De kan tale med om det meste og insisterer på ugentlig basis på, at vi kigger i diverse graviditetsbøger, vi har stående derhjemme på boghylden, for at følge med i babyens udvikling inde i maven.
Hvad skal du bruge din sommerferie på?
Jeg skal tilbringe min sommerferie i sommerhus i Vejby sammen med min lille familie og med masser af besøg fra venner og familie.
Vi blev sommerhusejere den 1. juni i år. Selvom vi bevidst gik efter et sommerhus, hvor hyggen er i fokus, og hvor man kan spise is i sofaen uden at være bange for at spilde, har vi brugt lidt tid på at få sat sommerhuset i stand, så det er klar til vores sommerferie. Nu er vi heldigvis ved at være der. Sommerferien skal derfor netop bruges på at spise is i sofaen kombineret med daglige ture til stranden, et par gode bøger og lange sommeraftener på terrassen.