Fra i morgen eftermiddag holder alle fire Lei Langer sommerferie, og Jon og jeg har besluttet at bruge de sidste to dage inden da på at tage til København og sidde på café og arbejde. Så det gør vi således. I dag sidder vi ved siden af hinanden med hver sin computer på Les Trois Cochons på Værnedamsvej, og vi har allerede mødt 5-6 mennesker, vi kender. Hvilket også lidt var meningen med at tage hele vejen herind. Jeg elsker Køge, men efter lidt for mange hjemmearbejdsdage i mit nattøj i den gule stol i køkkenet, kommer jeg gerne til at savne livet og dets leben i København. Og så er det sgu da heldigt, at der kun er en god halv time med S-toget (20 minutter med letbanen fra august, mind you …)!

Jon sidder og knokler med manuskriptet til The Great Gatsby, hvor han spiller Jay Gatsby på Store Scene i Odense fra september. Gatsbys kammerat i stykket hedder jo Nick Carraway, og vi har lige haft en bette griner over, at de to gentlemen altså tilsammen hedder ‘Nick & Jay’, og der er en replikveksling i stykket, hvor de to herrer netop er blevet præsenteret på en yderst varm sommerdag, og Daisy lige efter siger “Hot, hot, hot”. (Get it?). Jon har både set filmen, hørt bogen som lydbog og læst selve romanen af F. Scott Fitzgerald flere gange, og vi har netop færdiggjort en ret højpandet diskussion om Gatsbys syn på kærlighed. Jo, jow… Kontorarbejde betyder forskellige ting for forskellige mennesker. 🙂

Selv er jeg gået i krig med at forberede nogle indlæg til ferien. Krapylerne kommer til at have fri fra børnehaven i fire uger, hvilket ikke efterlader megen bloggeritid til Langemor. Så jeg har forberedt lidt ferielir, som jeg kommer til at sprede ud over domænet med lind hånd henover juli måned. Blandt andet har jeg tigget nogle skidegode sommer-opskrifter ud af min all time favorite snack-blogger, Frederikke Waerens, jeg har interviewet nogle af mine bedste veninder, og så har Jon også lovet at slippe et indlæg eller to, hvor han svarer på nogle af de spørgsmål, der tikkede ind på Instagram, da jeg efterspurgte netop sådan nogle for et par uger siden.

Mens jeg har siddet her, har en smuk pige netop henvendt sig til mig for at fortælle, at hun donerede blod for første gang i går som følge af mine talrige opfordringer til at donere netop blod og ikke mindst stamceller på Instagram. Og det gjorde mig så stolt og glad! Mest glad, fordi der findes mennesker, der går op til andre mennesker på caféer og siger opmuntrende ting til dem, selvom de ikke kender hinanden personligt og sagtens kunne have valgt at lade være. Den verden elsker jeg, og de mennesker udgør både kiksebunden, flødeskummel og krymlen på toppen af netop den kage. <3