Jeg kom til at tænke på en ting forleden, og så er tanken blevet hængende i hovedet på mig, som det ret ofte går, efter at jeg er blevet blogger. Man har jo mange tanker i løbet af en dag, og de, der overlever til dagen efter, eller dagen efter igen, bliver nogle gange til indlæg.

Jeg er i gang med mit niende år som Jons kæreste, og den tanke alene er relativt mindbreaking. Inden Jon havde jeg én rigtig kæreste, og her forstår jeg ordet ‘rigtig’ i den udefra-anskuet, normative forstand. Vi boede sammen, vi havde præsenteret vores familier for hinanden, og vi elskede hinanden. Men det meste af tiden var vi ikke gode kærester, og jeg vidste det meste af tiden godt, at det ikke kunne blive ved, hvis noget ikke blev forandret. Det blev det bare ikke, og til sidst slog vi op for sidste gang. (Det er enormt svært at forlade nogen, man stadig er forelsket i, så det tog et par forsøg eller ti, før bruddet satte sig ordentligt fast).
Men udover Jon og ham, det ikke skulle være, har mine forhold aldrig varet længere end nogle uger måneder. Og den tid er som oftest gået med, at den ene af de involverede parter har gået og håbet på, at det hele ville udvikle sig til noget, det nok egentlig aldrig havde andet end potentialet til.
De forhold var sgu hårde. Eller omstændighederne omkring dem var. Jeg husker så tydeligt de år, der for mit vedkommende lå i slutningen af mine 20’ere, hvor jeg så brændende ønskede mig en kæreste. Én af elske og blive elsket af, en at spise pizza med i weekenden, én at tage på weekendture med og essentielt en af skue ud i fremtiden med. Mange af mine veninder havde fundet kærligheden, og for flere af disse havde kærligheden sågar båret frugt. Jeg nød mine ensomme lørdage lidt mere, fordi jeg med al tydelighed fik bevist, hvad jeg ville komme til at savne, når jeg selv engang blev indhyllet i familieinstitutionen. Og jeg hadede mine søndage efter frugtesløse lørdag nætter med ondt i hovedet og ingen veninder at vende verdenssituationen med, fordi de alle sammen var på legepladser eller hos svigerforældre. Sat groft op. 😉

Da jeg var 26 år, boede jeg i Berlin, hvor jeg blev bachelor i psykologi på Ferie Universitet sideløbende med, at jeg dansede dakkedak på diverse natklubber, drak mojitos på fortorvsbeværtninger og grillede bratwurst på engangsgriller i Mauer Park. Det var en genial tid, og på det her tidspunkt i mit liv havde jeg aldrig haft en kæreste, der havde varet længere end få uger eller måneder. Jeg havde en weekend besøg af min far og min Elke, og en dag var vi ude at spise på en restaurant, hvor jeg brokkede mig lidt over min singlestatus. Egentlig var jeg på det præcise tidspunkt ikke utilfreds, for jeg nød at være alene i verden i Berlin. Men min frygt var, om jeg ville kunne finde ud af at være kærester med nogen, når jeg aldrig havde prøvet det før. At jeg nogle år senere måske ville møde en vidunderlig mand, som havde mere erfaring med at være kærester, og derfor ville det gå galt. Ikke fordi, vi ikke var kompatible, og ikke fordi, vi ikke var forelskede, men fordi jeg simpelthen ikke havde nok kæreste-erfaring og udelukkende havde okkuperet praktikpladser indenfor faget, som man så må sige.
Min fars kone snakker på ingen måde lige så meget som meget. Hun er et af de sødeste og mildeste væsner, jeg kender, og det sker meget sjældent, at hun hæver stemmen. Men jeg husker det som om, at denne gang var én af undtagelserne. I hvert fald ville hun være sikker på, at hendes pointe gik igennem, og det gjorde den. Elke sagde, at det, jeg var ude i, var en kolossal misforståelse! Man bliver ingenlunde (nødvendigvis) en bedre kæreste af at være vant til at være i et forhold. Snarere tvært imod, var hendes pointe. At man kan sætte pris på sit eget selskab, nyde at være alene og finde ud af at hygge sig uden andre input end dem, man selv bringer til bordet, gør det alt andet lige lettere at finde melodien med en anden. Om man så husker at samle sine underbukser op fra gulvet, vaske sin morgenmadstallerken op, så den anden ikke skal se på det, og alle de der andre småhensyn, der er gode at tage til hinanden, når man er kærester, lærer man hurtigt, og det kræver ikke forudgående praktikforløb eller eksaminer.

Nu har jeg efterhånden været både kærester med og gift med Jon i en rum tid, og jeg tænker faktisk nogle gange stadig tilbage på de visdomsord, der ramte mig i Berlin dengang for 11 år siden. For det er sgu stadig sandt. Nu ér vi kærester, og vi kan snildt finde ud af det, og det er en stor fordel, at vi begge to nogle gange ligefrem foretrækker vores eget selskab.

Så denne sommernat (klokken er i skrivende stund 00.01) lige et shoutout til all my single ladies outthere, som måske går med nogle af de samme tanker, som jeg gjorde mig dengang: NYD singlelivet med alt, det har og kan, alt det, I orker. Man bliver ikke sær af at synes, at onsdag aftner alene foran dummekassen er skidehyggeligt! Det kan tilmed være skidesmart, hvis man eksempelvis skulle finde på at gifte sig med en skuespiller. 😉