Det her er Krapylernes oldemors evige udsigt. Hvis jeg kan ønske mig noget af livet, er det det at blive begravet helt gammel, træt og mæt af livet på en varm sensommerdag med masser af børn, børnebørn, nevøer, niecer og oldebørn omkring – og med udsigten fra de dyre rækker på kirkegården ved Nordby Kirke.

Begravelsen gik, som den slags bedst kan. Præsten var sød, smuk og sang som en engel, fremmødet var stærkt, og der var blomster fra marker og haver overalt i kirken. Hugo og Berta tog det hele enormt fint, faktisk. De forstod det meste af situationens højtidelighed, og de syntes, de var spændende. Der skete jo hele tiden ting, og gudstjenesten var ikke lang. Så sang vi, så skulle vi stå op, så skulle vi sætte igen og så fremdeles.

Halvvejs igennem rejste Jons moster sig op og stillede sig ved indgangen til kirken sammen med sit kor og sang en sang så smukt, at det har måtte kunne høres i det hinsides. Her kunne Hugo, som ellers havde haft fin udsigt fra sin plads sammen med os på første række, ikke se noget, så han spurgte halvhøjt, om han måtte gå ud på gangen. Jeg tyssede på ham – yderst bevidst om dette Jons mosters sidste, sprøde farvel til sin mor og den betydning, det ville have, hvis det havde været mig i hendes sko – sagde nej og bad ham tie stille. Han var ganske vedholdende, som han er for tiden, og jeg blev endnu mere insisterende og forsøgte i en stram og hviskende tone, at forklare, vi skulle respektere Jons mosters optræden og klappe kaje. Jeg var lidt for sur og fik understreget momentets alvor lidt for kraftigt, hvilket gjorde Hugo rigtigt ked af det, og jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det. Det er også det, jeg mener med, at jeg nogle gange er en (lidt for) skrap mor.

Det ville jeg bare lige nævne, fordi jeg ikke følte mig helt værdig til al den ros, jeg i sidste uge høstede for at være en principfast forælder. Når man er konsekvent og principfast hver eneste gang, betyder det også, at empatien nogle gange går fløjten bare for princippets skyld, og det gør den også for mig, og det er sgu synd, særligt for Hugo, der er den, der udfordrer det mest. Det moment i kirken burde jeg have rummet. Hugo er i en periode i øjeblikket, hvor han tester mine og Jons grænser uafladeligt, og der har jeg det med ikke altid at se alle situationer rent og af hinanden uafhængigt, og irritation over dagens allerede tredive opståede konflikter slører min analyse af den aktuelle situationen. Det er det, jeg er mest ked af ved min måde at være mor på. Jeg er sikker på, at det er naturligt, men det er ikke fair. Jeg banker mig selv oven i hovedet, tager mentale noter og øver mig, og mange gange lykkes det mig at dreje udenom, ryge op i helikopteren og gribe os begge to i faldet – men slet ikke hver gang. Og min frygt er selvfølgelig i sidste ende, at mine børn kommer til at gå på listetæer for ikke at gøre mor sur. Det har jeg fandme ikke lyst til.

Resten af begravelsen gik godt. Hugo og Berta fik lov at gå forrest bag ved kisten, og da den var sænket ned, kastede gæsterne roser ned til Oldemor, og som det sidste kastede Hugo og Berta hver en tegning ned, som hun får med sig videre. Der blev jeg altså bevæget. Da mine to børn, som ikke ville have været her, hvis Birte ikke havde været det først, lod deres børnetegninger dale ned til kisten, som de stod der i henholdsvis sommerkjole og fodboldtrøje fra FC Barcelona, fordi Jon havde glemt bilnøglen og derved ikke fået vores bil (og bagage..) med fra Kalundborg dagen forinden, og så så levende og barnlige ud. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af dit væren skal livet komme. Fra en generation til den næste på en sensommerdag i august, hvor kornet netop var høstet på markerne, der flød med halmballer og solskin.

Det var en fin weekend, og vi lever så længe, vi lærer og lærer så længe, vi lever. I dag har min lillesøster fødselsdag. Det går op og ned, og det er vel i sidste ende det, der holder os vågne og opmærksomme. ❤️