Jo længere, man lever, og jo mere grundigt, man gør det, des tydeligere går to ting i min erfaring op for én:
1) Vi er alle sammen enormt ens.
2) Vi er alle sammen vanvittigt forskellige.

Jep, det er selvmodsigende, og sådan er det sgu med meget her i livet. Tit, når man har besluttet sig for at gå én vej og derved i samme åndedræt at ekskludere en anden, kan man mærke et sug efter det, man har valgt fra. For hvad nu hvis…?

Men det er sådan set ikke det, nærværende indlæg er tænkt til at skulle dreje sig om (og så lidt alligevel, pun intended). Det skal handle om, at jeg (jævnfør pkt. 1) er en kliché!
Jeg synes, som jeg i ny og næ kommenterer her på domænet, at der sker ret mange ting i den tid, vi lever i, og jeg elsker det. Den måde, kvinder ses og ser sig selv på, er konstant oppe til debat. #metoo-bevægelsen og den efterfølgende #timesup-reaktion har sat sind i kog, og mere end nogensinde (i hvert fald siden 70’erne) rejser kvinder sig op og kræver retten til at kunne det samme, som mænd hele tiden har haft lov til. Om det så drejer sig om det, der ligger i lønningsposen, ikke at forarge, når man ikke har lyst til at barbere hele kroppen inden offentlig afklædning, at klæde sig, som man har lyst, uden at blive kaldt “udfordrende” eller lidt selv være uden om, at man bliver befamlet eller voldtaget og meget, meget mere. Som jeg også berørte her, da Instagram censurerede mine brystvorter.

Jeg bliver også påvirket af de forandringer, og det er jeg så glad for. Det er blandt andet på grund af en bevægelse, jeg faldt over på Instagram, som havde til hensigt at normalisere menstruation og få folk til ikke at se det som noget ulækkert eller pinligt, der fik mig til at klø mig i nakken over, hvordan Søren jeg selv i meget af mit liv har gået og sneget tamponer op af tasken og skyndt dem ned i lommen, når jeg har måttet driste mig på toilettet i offentligheden, mens jeg har menstruation. Det er et sundhedstegn, og halvdelen af jordens befolkning har det! Den er et bevis på, at vi kan lave mennesker med vores egne kroppe! Når drenge bliver kønsmodne, konkurrerer de om, hvem der kan skyde “klatten” længst, mens piger bliver skamfulde og pinlige over at skulle købe bind i Brugsen. Hvis menstruation var noget, der tilfaldt mænd, ville det blive hyldet og set som en stor styrke, og mændene ville dele det med hele verden hvor meget, de havde blødt under hver menstruation!
Men kvinder skjuler det. I mange dele af verden bliver de set som urene og kan ikke passe deres skole, mens de bløder, og må derfor droppe at få en uddannelse. Og i vores oplyste dele af verden: Ve den dag, en dråbe blød titter igennem på en buks i forbindelse med en styrtblødning. De fleste af os ville hellere stenes på torvet end at gennemleve den skrækkelige oplevelse.
Sikke noget FIS!
Da ovenstående tanker rigtigt satte sig fast på mig, satte jeg begge mine unger ned og forklarede dem om menstruation. Og de har også begge to overværet mig skifte både bind og tampon. Ikke fordi, jeg gør noget show ud af det, men netop fordi, jeg ikke gør. De ser det begge som en del af min toiletrutine fra tid til anden, og jeg låser ikke døren, fordi jeg har menstruation. De skal begge to lære, at det ikke er pinligt, og at det er et tegn på, at man er en stærk kvinde, der kan føde børn. Og sådan er dét altså. 🙂

Noget andet, der har ændret sig i min opfattelse de senere år er, hvordan jeg kan tillade mig at omtale min egen krop offentligt på mine kanaler. Og det er særligt på det seneste gået op for mig, fordi jeg er blevet noget nær edderspændt rasende, fordi jeg har set nedladende reklamer henvendt mod kvinder, der som det mest selvfølgelige går ud fra, at hvis de har et BMI over 19, sidder de i et hjørne med hovedet i hænderne og hulker om at få hjælp til at smide de overflødige kilo, så de kan se æggende ud i en sommerkjole. (Som de så senere victimblames for at have iført sig, når mændene kommer med liderlige kommentarer til firmafesten. Anyway, sidespor …)
Men jeg har jo gjort det samme! Jeg har her på domænet indenfor det seneste år endda skrevet indlæg om, hvordan jeg tabte 2,5 kilo på under to uger og delte sidste forsommer en række indlæg, hvor jeg undersøgte, hvor meget jeg kunne forandre min krops udseende op til en badeferie med minimalt input. Fordi jeg var doven, men gerne vil se bedre ud i en bikini! WFT?

Jeg siger ikke, at jeg pludselig er vågnet op og er 100% tilfreds med min krops udseende. Jeg siger bare, at det BURDE jeg fandme da være! Jeg er 37 år, og jeg lever sundt. Jeg spiser varieret, og jeg drikker kun sjældent alkohol. Jeg holder mig nogenlunde i form, jeg har det godt, fysisk og psykisk, min krop har født to børn og klarede en tvillingegraviditet til UG.
Jeg er ikke helt tilfreds, men det burde jeg være. Jeg vil så gerne lige tabe de der 3-5 kilo, som jeg har skrevet om her, at jeg vil være den eneste, der vil kunne se. Hvorfor? Fordi min krop ikke er så tynd, som den var, da jeg var yngre. Fordi jeg ser billeder af mig selv fra alle vinkler på Instagram hele tiden, og derfor har vænnet mig selv til, hvilket præcise udseende, jeg synes er mest perfekt og tættest på det udseende, modemagasinerne, sladderbladene og realityprogrammerne fortæller os er det perfekteste.

Mit udseende betyder sjovt nok mindre for mig i dag, end det gjorde for 10 år siden. Formentlig fordi, jeg har fået så mange andre værdier ind i mit liv, som gør mig meget mere glad, end mit udseende kan gøre mig. Men samtidig forholder jeg mig meget mere til, hvordan jeg ser ud i dag, end jeg gjorde for 10 år siden. På grund af Instagram, og fordi jeg lever af det, jeg gør. Men heldigvis er jeg ikke taget til fange det – jeg har intet problem med at vise billeder, hvor jeg ikke synes, jeg står knivskarpt. Jeg har intet problem med, at andre ser det af mig, der ikke er perfekt og (måske/måske ikke) dømmer mig på det. Andres mening om mit udseende betyder ikke det store, faktisk. Det er min egen opfattelse, der tæller, og den irriterer mig nogle gange.

Og nu er det så på tide at huske pkt. 2: Vi er alle sammen forskellige. Og vi skal gøre det, der gør os glade. Også i forhold til vores fysiske fremtoning. Om det så er at få kæmpestore silikonebryster, lade hårene på og mellem benene vokse langt, tabe de 3-5 kilo eller skide på det hele. Men i fællesskabets og kvindefrigørelsens tegn vil jeg love, at der aldrig igen kommer et indlæg her på kanalen, der handler om slankekure. Det er ganske enkelt for ensporet, usolidarisk og ekskluderende. Det bakker op om en forståelse af, at der er et ideal for, hvordan et menneske (en kvinde) skal se ud, og hvor meget hun må veje, og det vil jeg sgu ikke lægge blog til.

Nu vil jeg gå i svømmehallen med mine børn. Med lange hår på hele kroppen, i øvrigt. For lige for tiden gider jeg ikke barbere mig. Og sådan er dét altså. 😉