Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det kan være hårdt at være mor. Jeg bryder mig ikke om at sige, at det er hårdt at have børn, for de fylder, kræver og larmer ret meget i stil med det, jeg havde forestillet mig, og jeg er så pissevild med dem. Jeg havde nok bare ikke forestillet mig, hvordan jeg ville tackle alt det, det vil sige at være mor. Jeg troede lidt, at jeg ville få en åbenbaring den dag, ungerne lavede en mini-folkevandring ud af mit allerhelligste den tidlige morgentime på Rigshospitalet tilbage i 2014, og blive MOOOR! Det skete ikke. Jeg var stadig bare mig – nu med to børn.

Jeg vil dog sige, at jeg har indhentet mig selv en del siden dengang. Man lærer jo hen ad vejen, og efterhånden bliver alt det nye hverdag. Jeg er ikke hård ved mig selv i forhold til, at jeg er et rodehoved, at jeg spiser meget slik og drikker meget cola, eller at jeg nogle gange er lidt rigeligt god til at overspringshandle (Damn you, iPhone!). Men jeg er altid på nakken af mig selv over den måde, jeg er mor på. Det har jeg desværre altid været. Jeg kæmper for at stoppe med det, og i takt med, at årene er gået, Krapylerne er større, og jeg virkelig godt kan lide de mennesker, de er (ved at blive) og de værdier, vi har givet dem med allerede, får jeg mere og mere selvtillid. Men jeg ville altid ønske, at jeg gad lege noget mere og skælde mindre ud. Det beslutter jeg mig at ændre i morgen hver aften, når de sover de uskyldiges søvn med deres bamser i favnen, og jeg hader mig selv for nogensinde at være sur på dem. Og det er ikke lykkes for mig endnu.

Jep, jeg er sådan en mor, der skælder ud. Ikke sådan i lange fraser og med skyld og skam, men jeg er en ret skrap mor. Jeg har en forventning om, at Krapylerne gør det, de ved, de skal. Så er der alle de ting, de ikke ved, og der har jeg ikke nogen forventninger, men jeg er helt klart en autoritet overfor mine børn. Jeg er ikke deres veninde, jeg er deres mor. Det er mig (og Jon, men jeg kan nu bedst lide at tale for mig selv), der skal sørge for, at de en dag bliver sendt ud i samfundet og kan hitte ud af at begå sig ansvarsfuldt, hensynsfuldt, respektfuldt og trygt. Og alt det mener jeg kommer med, at man tager vare på sig selv og på andre.
Jeg er i øvrigt også den mor, jeg kender, der kysser sine børn mest. Jeg siger, at jeg elsker dem alt for tit og alt for malerisk, og vi griner og snakker rigtigt meget sammen i vores familie. Og jeg taler til ungerne i samme tone, som jeg taler til alle andre. Jeg taler ikke med “børnestemme”, og jeg bruger faktisk ofte ord, de ikke altid helt forstår. Men det gør de så senere, opdager jeg, når de bruger dem i deres egne sætninger.

Jeg vil rigtigt gerne høre, hvordan Hugo og Berta har det hver dag, og jeg elsker at lytte, når de forholder sig til deres egen væren-i-verden. I deres øjenhøjde, selvsagt. Jeg elsker, når Hugo forklarer, at han ikke blev bange for hunden ned for enden af vejen, men bare bliver forskrækket, når den hopper op. At han kan kende forskel på de to følelser og definere dem gør, at han har lettere ved at tale sig ud af konflikter, fordi han har lettere ved at få modparten til at forstå sig – og han har lettere ved at forstå dem. At han så er i en periode lige nu, hvor empati for andre tit må vige pladsen for vrede udbrud og tristesse, når han bliver konfronteret, er en anden sag, men når vi taler situationer igennem bagefter, forstår han som oftest på bagkant, hvad der gik galt.
Og jeg elsker at bruge tid på sammen med Berta at tale om forskellen på alt muligt. Modsætninger optager hende ret meget for tiden (og det er faktisk ret svært at forklare, hvad ordet “modsat” betyder uden at bruge selvsamme ord i betegnelsen!). Hugo har et stort behov for at føle sig set og forstået i de følelser, han har, og Berta vil bare gerne ses. Snakke, hygge, undres og have den opmærksomhed, man får, når man taler sammen på tomandshånd. Og så har hun allerede en ret ironisk og sarkastisk humor, som jeg er stor fan af!

Nogle har spurgt mig, hvor meget vores børn får lov til her i og omkring Langehjemmet. Det er jo lidt et definitionsspørgsmål. Jeg kan nok bedst beskrive det sådan, at vi kører med nogle klare grænser og regler, sådan overordnet, og så er der frit spil på alle andre tangenter.
Ungerne skal selv tage tøj på om morgenen og lægge nattøjet på plads. De skal hjælpe med at dække bord, når de bliver bedt om det, og når de har spist, skal de bære deres tallerkner over til vasken og sætte dem i opvaskemaskinen. De skal tage sko af og stille dem pænt, når de kommer ind af døren, og de må ikke løbe i køkkenet, når der laves mad. De må lege overalt i huset, undtagen i vores soveværelse, og de skal selv rydde de ting op, de har leget med, når de er færdige. De skal høre efter, hvad der bliver sagt, de må ikke slå hinanden, og de skal tale pænt til andre.
Det er sådan overordnet set hovedreglerne, og de bliver selvfølgelig ikke altid overholdt. Men det er meget sjældent, at jeg ikke påpeger det, når noget smutter. Folk taler tit om, at “så gider man jo ikke lige altid at tage konflikten…” Det begreb kender jeg slet ikke. Jeg tager alle konflikter. Det burde jeg nok ikke. Jeg tror, min barre er for høj, og det er noget af det, jeg prøver at ændre.
Til gengæld har reglerne og forventningerne altid været de samme (der er selvfølgelig gradvist blevet bygget på i takt med, at de er blevet ældre), og det samme har konsekvensen (nemlig at mor brokker sig), og det har betydet, at mange ting er ret nemme. Jeg ved, at når jeg har sagt, at de ikke må gå for tæt på en sø i en park, eller at de skal holde sig væk fra en barnevogn med en sovende baby, så kan jeg sætte mig med ryggen til og fordybe mig i samtale, for jeg kan stole på, at de hører efter. Og det betyder jo også, at vi nogle gange sparer os selv for nogle konflikter, fordi tingene ikke (altid) skal siges 3-4 gange.

Når det er sagt, så er der satme mange faser med sådan nogle børn, og de er begge to i lidt af en frigørelses-én for tiden. På godt og ondt. Jeg tror både, den skyldes deres alder, men jeg er ikke i tvivl om, at deres store følelse af personlig frihed også skyldes den måde, vi har boet på de sidste halvandet år. Vi bor på en blind vej lige overfor en anden blind vej, så ungerne kan løbe rundt uovervåget præcis, som de har lyst til. De kender alle naboerne, og de ved, de er velkomne, og så bor deres bedste ven lige overfor os. De har en elbil, som de fik i fødselsdagsgave, og den bliver flittigt brugt til at køre rundt på vejene.
En dag var de og genboens dreng, der er lige så gammel som Krapylerne, væk, og vi sammenlagt fire forældre nåede at gå helt i panik. Men efter 10 minutter kom de hjem og fortalte, at de havde kørt en tur bagom villakvarteret langs den lille sti, der løber der, havde rundet parkeringspladsen ved hallen, var kørt bagom musikskolen og endte således tilbage hos os. Min udmiddelbare tanke var “Det gør I ikke igen!”, men den sætning slugte jeg og sagde i stedet, at det må de gøre lige så tosset, de vil, så længe vi kan stole på, at de kun kører på fortorvet, når de passerer idrætshallens legeplads. Det var en aftale, og nu er det den nye normal. Særligt Berta, som præ-Køge var lidt af en sky viol, skyder mentalt i vejret som en ærteblomst, når hun får udvist den tillid, og de har aldrig givet os anledning til ikke at stole på dem. Det kommer nok en dag, og så tager vi det til den tid.

Når det kommer til at stole på mine børn, på verden og ikke mindst på mine børn i verden, har jeg valgt at gå til opgaven med tillid. Jeg tænker tit på min veninde, Hanne Marthine, i den sammenhæng. Vi sad engang og spiste sammen med hendes familie på Frederiksberg, hvor de bor, da hendes datter på dengang seks år spurgte, om hun måtte løbe over på skolens legeplads og lege, hvilket hun fik lov til, og jeg tabte kæben og min gaffel. Mine børn var dengang 2 år, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at de sådan skulle gebærde sig alene ude i verden en dag. Hanne Marthine forklarede mig, at turen til legepladsen gik igennem et anlæg ganske uden biler, og at den i øvrigt kun var på et par hundrede meter. Jeg pippede noget om børnelokkere, og Hanne kiggede på mig og sagde, at ja, selvfølgelig kunne hun risikere, at hendes datter blev kidnappet, mens hun gyngede på legepladsen, men sådan en verden gad hun simpelthen ikke leve i! En verden, hvor farerne lurer lige om hjørnet, og hvor børnelokkere venter i alle skygger og kroge.

Den har jeg sgu adopteret. Jeg har altid selv bevæget mig frit i verden og har rejst til diverse storbyer i diverse lande ganske alene uden at være det mindste ræd. Den følelse vil jeg gerne give videre til mine unger, og det gør jeg altså ved at stole på, at verden er et godt sted – sådan som jeg altid har gjort det. Også overfor mine børn. Det niver lidt i maven engang imellem, og da Hugo eksempelvis gik helt alene på legeplads, da vi var på camping i Skagen, sneg jeg mig efter ham og sikrede mig, at han havde det godt, og at de store børn gad lege med ham. Han hyggede sig og nød sin frihed og lidt tid uden forældre eller tvilling, og jeg listede hjem igen.

Så ja, det var lidt om det. Tillid under ansvar, tror jeg godt, man kan kalde vores opdragestil, hvis man har lyst. Masser af grænser og masser af frihed. Masser af larm og masser af mysser. Jeg er stadig konstant i tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige som mor, men jeg synes sgu, mine børn er ret dejlige, og en børnepsykolog har engang fortalt mig, at man skal stå umanerligt tidligt op for at ødelægge sine unger. Så måske gør jeg det godt nok. 🙂