Planlægningen af vores to måneders ophold i Los Angeles er i fuld gang! Jeg ELSKER, at jeg for én gangs skyld har fået en god idé i god TID! Det er simpelthen så spændende og hyggeligt og sommerfugle-i-maven-fremkaldende at gå og undersøge, forberede og planlægge.

Og også fordi, at jeg løbende bliver ledt af nye veje i min reseach på baggrund af tips fra folk, jeg taler med eller jer, der læser med! Jeg skifter konstant mening i forhold til, hvor jeg tror, det ville være fedest at bo, mens vi er der, og samtidig får jeg hele tiden ny inspiration til, hvad der kunne være fedt at lave i løbet af vores ophold!

Et af de mest geniale påhit, jeg havde i forbindelse med de forestående to måneder i Los Angeles var, at jeg havde inviteret vores fantastiske barnepige med på rejsen! Hun var frisk på at passe ungerne nogle timer fire dage samt én aften om ugen, så jeg kunne passe min blog, mens Jon går på kursus, og så vi kunne komme på date!

Men dagen efter, at jeg havde delt indlægget om vores oversøiske forehavende, skrev vores søde nanny, at hun altså måtte trække i land igen, da hun er kommet ind på en højskole, hun meget gerne vil gå på næste år. Jeg sendte hende en afgrundsdybt deprimeret GIF (og en masse pøj-pøj og forståelse, selvfølgelig!), og så gik vi atter i tænkeboks.

Den nåede vi så at være i i et par timer, før jeg modtog en SMS fra min svigermor, der på humoristisk vis bekendtgjorde, at hun da ikke kunne undslå sig for at føle sig en kende forbigået, idet Los Angeles-tilbudet var gået til naboens datter i stedet for hende. Min svigermor har indenfor det seneste år opholdt sig i små to måneder på Galapagos og har gået Caminoen for desuden at arbejde som frivillig på et vandrehjem undervejs. Hun er om nogen eventyrlysten! Men vi havde ikke helt forestillet os, at hun ville være frisk på at tilbringe to måneder i en betonjungle (med kystlinie, selvfølgelig, men alligevel!) og passe børn efter et fast skema.

Men vi tog fejl! Heldigvis! For der ér ikke nogen, både vi og i særdeleshed den yngre generation hellere vil dele tiden med end hende! Så nu er den nye plan, at farmor tager med. Hun var på visit i går, hvor vi talte om muligheder, udfordringer, planer og ønsker, og sommerfuglene i min mave basker nu endnu mere! 🥰🙌🏻💥

Alle former for tips og indsiderviden modtages fortsat med kyshånd! Alt bliver skrevet ned i min lille notesbog. For nogle uger siden fik jeg et tip om, hvilket teleselskab, vi med fordel kan benytte os af i perioden! Ikke noget, jeg sådan lige havde tænkt på, at jeg skulle tænke over, så det er sådan en bonus med den slags fifs!