Mine Krapyler var så heldige at være født med en oldemor. Jeg har aldrig selv været særligt rig på bedsteforældre, så det har for mig at se altid været et stort privilegium. Oldemor Birte var Jons mormor, som var 90 år, da jeg kom ind i familien. Faktisk nåede jeg også at møde Jons farmor, Gerda, som fyldte 93, før hun tog herfra. Det var min idé, at Berta skulle hedde Berta, og det, der tippede vægtskålen, så Jon kom ombord på idéen var, da jeg sagde, at hvis man smækker navnene ‘Birte’ og ‘Gerda’ sammen, får man da ‘BERTA’! Så Berta er på en måde opkaldt efter begge sine oldemødre på fars side.

I sidste uge døde Oldemor Birte. 98 (næsten 99) år gammel og meget, meget mæt af dage. Hun nåede lige at slikke lidt sensommersol og lægge sig i sengen, inden efterlivet kom og hentede hende, og jeg ved, at hun tog velkomment imod. Birte nåede at leve sit liv som skolelærer og provstehustru på Samsø, få tre børn, seks børnebørn og ret mange oldebørn. Hun havde set det, hun ville og hørt sin melodi. Hun ville gerne videre i teksten, og nu er det forbi. Jeg håber lidt, min afsked med verden kommer til at ligne Birtes. Gammel og mæt af dage med mine børn omkring mig.

Jon og jeg fortalte ungerne om Oldemors bortgang i fællesskab, og vi gjorde det uden dramatik. Krapylerne har en mor, der er jævnt bange for at dø, og den følelse har jeg ikke lyst til at give videre til dem. De vidste godt, at Oldemor var meget gammel, og de vidste også, at Farmor var taget til Samsø, fordi det så ud til at gå den vej, så de blev ikke chokerede. Bagefter talte vi om, hvad der så kommer til at ske nu og spurgte ungerne ind til, hvor meget, de vidste. De havde ret godt styr på en begravelses generelle ritualer, og da vi spurgte, om det var noget, de gerne ville med til, svarede de begge to ja.
Umiddelbart syntes jeg, at det var for tidligt at introducere mine uskyldige, små børn for den slags oplevelser, som er forbundet med livets endeligt. Men på den anden side kom vi frem til den erkendelse, at det måske er en meget fin begynder-begravelse. Et dejligt menneske, der var elsket af mange, er taget herfra i en sen alder. Sådan går det jo i livet. Ingen kommer formentlig til at være sønderknuste til begravelsen, selvom stemningen naturligvis aldrig er festlig ved sådanne begivenheder, men særligt jeg kommer til at være fuldt ud i stand til at tage mig af ungerne og deres følelser, hvis de skulle vise sig at komme bag på dem.

Så vi skal således til begravelse på Samsø i weekenden. Omend anledningen jo er noget trist, er der nu også noget fint og også lidt hyggeligt over, at hele den del af vores familie, som nedstammer fra Birte, kommer til at være samlet. Havde der aldrig været nogen Birte, havde der heller ikke været nogen Farmor, nogen Jon, nogen Hugo eller nogen Berta, og så kan jeg love jer for, at den MM, jeg og I kender, heller ikke havde været her.

Vi lever kun én gang. Men hvis vi lever godt, er det også nok. <3