Indlægget indeholder reklame for Casamigo, Chefmade og HelloCoco. Oooog for Confetti CPH!
😉

Jeg ved godt, at jeg nok burde have begrænset mig (yderligere!), da jeg udvalgte billeder til dette indlæg, men til mit forsvar 1) Der var altså over 200 i alt! og 2) Jeg kunne ikke vælge.

Vi havde den DEJLIGSTE fest i torsdags! Åh, der var så god stemning, så god mad, så gode drinks og så gode mennesker! Jeg elsker vores beslutning om at fejre vores to-års-dag sammen med en masse kolleger, og jeg skal satme love for, at de mødte op! Vi havde inviteret både bloggere og agenter fra alle blogger-agenturer i landet, og der var nogle fra alle steder.
Og folk havde gjort sig fine, og mange havde sågar gaver med, skønt det ikke på nogen måde var et ønske fra vores side. Eksempelvis fik vi hver et tømmermands-kit indeholdende blandt andet ansigtsmasker og Panodiler! Helt genialt!

Jeg er sååå glad for den beslutning, Sneglen, Duen, Cana og jeg tog for to år siden om at forsøge at overtale Christina Barré til at sige sit faste job op og i stedet begynde som vores agent. Vi følte os ganske visse på, at Chris kunne blive en god agent, men damn, hvor har hun taget røven på os alle sammen!

Mere ambitiøs tøs har jeg nok aldrig mødt. Hun har ikke siddet ned i to år, hun har støttet, opbakket og hjulpet os alle fire hver dag, og hun har knoklet, tænkt, arbejdet og udviklet sig selv, sine drømme og den biks, der engang var en idé, vi andre præsenterede hende for, og som siden er blevet hendes helt eget hjertebarn. Og heldigvis for det!

Min drøm er, at Chris og de andre Confetti-quinner må være ved min side i al den tid, livet har i bagagen til mig som blogger, for bedre har den del af mit liv aldrig været. Jeg er meget begejstret og spændt på fremtiden, end jeg nok nogensinde har været i arbejdsregi, og jeg er stolt af dem, mig, hende og OS! ❤️🙌🏻💥 Og det er den bedste følelse.

Vores fantastiske fest fik fine fødselsdagsgaver af Chefmade og Rødder, som stod for middagen. Hovedretten var en kyllingeret (en form for frikassé), som smagte så godt! Meget lidt som bloggermad og rigtigt meget som noget, vor mor kunne have begået!

De fine cocktails var fra Casamigo, som er et upscale tequila-brand med helt enormt mange følgere på Instagram (#goals!), og så havde vi jo fået lov at holde vores fest i HelloCocos helt nye festlokale, som faktisk er en lejlighed, der ligger ovenpå klubben. Den har de sjovt nok lidt svært ved at leje ud, så derfor bruger de den til “private dining”. Jeg har planer om at holde min fødselsdag deroppe i oktober, faktisk!

TAK til alle, der kom til festen, alle, der hjalp med at stable den på benene og IKKE MINDST alle jer, der læser med, som gjorde, at der overhovedet er noget at fejre!

I weekenden har jeg mødt to læsere, som har henvendt til mig med søde hilsner. I fredags, da jeg var i CANDY SHOP her i Køge kom en ganske ung pige med tørklæde hen og gav mig en regulær krammer og sagde tak for mit gode arbejde på Instagram! Det er måske meget at sige, at hun reddede min aften, når jeg nu i forvejen befandt mig i et rum stoppet med bland-selv-slik, men det gjorde hun fandme!

Og i dag, da jeg gik en lang tur i skoven med min papsøster, løb en meget sporty kvinde, som jeg vil gætte på var i hvert fald 10-15 år ældre end mig, forbi os. Vi hilste (det gør man jo i skove), og hun hilste igen. Efter nogle sekunder vendte hun sig om og råbte “Gud, det er dig med bloggen! Jeg er viiild med dig!!”, og jeg smilede som en flækket træsko hele vejen hjem!

I, der læser med, er så freaking forskellige, og I har det til fælles, at I giver mig så meget låve (undskyld, jeg bliver rørstrømsk, men det er søndag, og jeg er happy!), når vi mødes ude i verden, og I kan nærmest umuligt vide hvor meget, det betyder for mig.

TAK for jer og for mit gode, gode job! 🙌🏻❤️