Jeg kommer ikke med til modeugen i denne uge, desværre, fordi jeg er på camping i Skagen med min familie, og sidstnævnte er der intet som helst “desværre” omkring. Men faktisk gad jeg godt lege modeuge i år – i modsætning til de seneste mange.

Dengang, jeg arbejdede på ELLE fra 2010 til 2014, deltog jeg i alle modeugerne. Jeg skulle både skrive indhold til ELLE.dk om de forskellige modeshows, og desuden skulle jeg producere fem videoer fra hver modeuge (som var sponsorbetalt), hvor jeg var backstage for at interviewe designerne og/eller på den røde løber for at interviewe de kendte gæster. Jeg lå ned hele ugen, og jeg sov kun meget lidt. Det var skidesjovt og enormt stressende – mest fordi jeg stadig følte mig lidt som en hund i et spil modekegler og var bange for, om jeg nu gjorde det godt nok.

De første par år, jeg havde bloggen, gik jeg stadig til modeuger. Jeg takkede ja til de invitationer, jeg fik, kindkyssede gamle kolleger og kiggede som oftest med fra en ståplads bagerst, når kollektionerne blev vist frem på catwalken, og jeg festede med og drak cocktails til aftnernes fester. Men på et eller andet fik jeg ligesom nok af det hele. Jeg syntes, det var overfladisk og fastelavnsagtigt, folk var oppe at køre og alt for højtidelige, og jeg blev træt af at blive hjerteligt inviteret til shows, hvor der alligevel ikke rigtigt var plads til mig, og jeg tit følte mig som en nasser. Jeg har sgu aldrig inviteret folk til noget og så end ikke haft en stol, de kunne sætte deres måse på.

Derfor holdt jeg bare op. Ingen savnede mig velsagtens – jeg er jo ikke ligefrem toneangivende på modefronten rent blogger-wise. Og så lavede jeg noget andet de bemeldte uger. Det er jo ikke svært.

Men nu har jeg sgu lyst igen! Til lidt overflade, nogle kindkys, onsdags-fester, fancy middage og modeshows fra bagerste række med udsigt til japanske modebloggere i outfits så aparte, at de får dem til at ligne statister fra en Men In Black-film.

Jeg tror, det skyldes, at jeg nu bor i Køge. Jeg løber ture i skoven, roder en hel masse med min køkkenhave, tilbringer langt de fleste af livets dage og timer i blødt tøj og uden sminke. Jeg føler mig godt og grundigt “grownded”. Det gjorde jeg ikke så meget de sidste par år, vi boede i København. Hele mit mikro-miljø var enormt grownded med børn og bleer, faste spisetider og masser af tøjvask. Men hver weekend blev der solgt narko og kastet op i vores opgang, og når vi om morgenen begav os mod legepladsen, mødte vi walks of shame og sene scoringer, der sloges om taxaer. Jeg var så træt af at bo midt i København og ikke helt kunne vælge bylivet fra. Det krøb ind under døren til min lejlighed, og jeg savnede at føle mig voksen og jordbunden hele vejen igennem.

Og det gør jeg nu. Køge in my heart! Og huslivet, havelivet, livet med skov, strand og ikke mindst fantastiske naboer. Hygge og lilleputsamfund, som jeg altid har drømt om.

Nu er der styr på det, og jeg trives som en fisk i vandet med det. Og nu begynder glimmergåsen i mig, som nok var lidt overstimuleret, at vrikke med halefjerene og ønske opmærksomhed. Hun vil have pænt tøj på, kindkysse, høre høje basrytmer banke derud af, mens modellerne spadserer henover catwalken med et blik i øjnene, der er en blanding af ophøjet elegance og ren og skær ligegyldighed.

Og det skal hun nok få. Det bliver bare ikke i denne uge, for da er hun på camping med familien, hvor makeuppen, når den findes frem, ser ud som det ses ovenfor, og hvor der vaskes op og tisses i fælleshuset for enden af vejen.

Alt til sin tid! 😊❤️💥